I Norges Land levede i fordums Dage en Lilievaand, der var saa fager, at hun i Alles Munde hed Skjøn Valborg. Hendes Fader var Hr. Immer, der døde i hendes spæde Barndom, og hendes Moder, Fru Julli, hvilte ogsaa i den sorte Muld inden Datteren var voxen. Mægtige Frænder havde hun rundt om i Landet; thi hun var af den giske Æt; men den Gjæveste blandt dem Alle var Axel Thordsøn, der kaarede hende til sin Brud, medens hun endnu var et lidet Barn, og fæstede hende, da han selv drog ud af Landet for at Gjeste fremmede Herrer, blandt hvilke han tog Tjeneste hos Keiser Henrik.
I Kloster sættes imidlertid hans liden Brud, at hun skulde Sømmen lære, og der var hun i 11 Aar, hvorpaa Dronning Malfred tog den fagre Pige i sin Gaard, hvor hun blev holdt høit og i Ære; thi Malfred og Fru Julli havde været gamle Bekjendte og ofte legt Guldtavel med hinanden. Imidlertid begyndte Hr. Axel at føle svar Længsel efter sin Fæstemø, og da han “udi Rosens Lund” traf en Pillegrim af den giske Æt, der fortalte ham, at Valborrig Immersdatter var den skjønneste Lilievaand i det ganske Land, og at hendes mægtige Frænder havde bestemt Axels Fæstemø til Hagen Kongesøn, saa bad han Keiseren strax om Orlov, 73og iilte flux tilbage til sit Fødeland. Ham fulgte 30 Svende; men da han kom til sin Moders Gaard, da red den Herre ene. Ved Borgeled traf han sin væne Søster Fru Helfred, der gav ham et Budskab med, saa at han kunde træffe Skjøn Valborg, og da hun med Dronningen kom fra Aftensange, leverede han det Bønnebrev stort, hvorudi stode Elskovs Ord, og laae Guldringe 5, der vare drevne i Roser og Lilier.
“Saa fulgtes de over den Høieloftsbrosom Gud gav dennem tilraade;der gave de hinanden Troog Eden svore de baade.”
Sin Eed holdt Valborg trofast, uagtet 11 Riddere beilede til hende, og Hagen, Kongens Søn, var den 12te. Denne mistvivlede alt, og var mod i Hu, da Skjøn Valborg ei vilde lade sig bevæge, og hans Moder, Dronning Malfred, svarede til hans Klage: “Med Magt kanst Du hende ikke faae.” Dog Haab fik han atter, da han hændelsesviis stødte paa sin Skriftefader, Sortebroder Knud, der gav ham den uventede Trøst, at Axel ei kunde Valborg ægte; thi de ere Nærsødskende-Børn og een Frue har holdt dem begge over Daaben, og Capitulet maae de lyde.
Hagen henvendte sig nu til Valborgs 3 Morbrødre, der vare anseelige Grever, og forlangte hende til Ægte. Med Glæde gave de deres Minde dertil; men Valborg svarede: “Axel er min kjæreste Ven, jeg vil hannem aldrig svige.” Da lod Hagen skrive Brev og Erkebispen hente med Klerkerne 7 Gange 10, og erklærede, at de Ædlinge to skulde stævnes til Thinge, at møde for Erkebispen.
Med bange Hjerter mødte det elskende Par for Erkebispen i St. Mariæ Kirke, hvor Sortebroder Knud fremtraadte, 74og med Slægtebog i Hænde beviste, at de ei kunde komme sammen i Ægte, da de vare Næstsødskende-Børn paa mødrene Side og derhos Gudsøskende. Man fulgte dem derpaa op til Alteret, hvor man gav dem et Haandklæde i Hænde, og
“Det Haandklæd mellem dem skaaret blev;hver fik af dennem et Stykke.Saa lever den aldrig i Verden saa gjæv,der selver kan raade sin Lykke.“
De Elskende vare saaledes for evig adskilte, og man tog Guldringen af Valborgs Finger og Armbaandet af hendes Haand, og gav Ridderen sin Gave tilbage; men
“Hr. Axel kasted’ Guldet paa Alteret da,gav det St. Olaf til Ære;svor alle de Dage, han leve maa,hun Valborgs Ven vilde være.“
Over denne Eed blev Hagen vred, traadte frem paa breden Steen og svor, at Axel i Morgen den Dag skulde sværge paa Sværd og hellige Læst, at Valborg for ham var Mø. Ei alene de Ædelinge 2 svore paa Messebog, 11 Grever af samme Æt med gyldne Sværd og Lokker gule indfandt sig for at sværge med den væne Lilievaand, som Hagen Kongesøn bød nu skulde bære Kronen af røden Guld; men hun erklærede den sørgmodige Axel:
“Saa sørgelig vil jeg leve min Tidalt som en Turteldue.“
“Hun hviler aldrig paa grønnen Green,hendes Been er aldrig saa møde;hun drikker aldrig det Vand saa reen,hun rører det først med Fødder.“
Saaledes stod det nu en rum Tid hen. Hr. Axel og den Jomfru from, de hverken legte eller loe; da kom der 75Orlog paa, og Hagen opbød alle sine Mænd til dette Hærværk, og udnævnte Axel til Høvidsmand, og den bolde Ridder, i hvis blaa og hvide Skjold 2 røde Hjerter monne stande, svigtede ei, hvor det gjaldt om Fædreland og Ære. Den Kamp var haard. Ridder Axel vog Kong Amunds Sønner og mange af de Herrer af Oppeland. Da sank Hagen Kongesøn dødelig saaret af sin Ganger, idet han bad Axel Thordsøn at hævne hans Død og fange Norges Rige og derhos begge deres Mø. Axel styrtede nu atter ind blandt Fienderne, og kjæmpede drabeligen indtil hans gode Sværd brast, og han havde faaet 7 dødelige Saar. Da opgav han sin Aand; men det sidste Ord, han talte, var om sin Fæstemø.
Valborg uddeelte nu alle sine Kostbarheder blandt sine Frænder, og gik selv i Mariæ Kloster, hvor Erkebiskop Aage viede hende til Nonne, og aldrig forsømte hun en Messe her, ei heller en Ottesang.
“Gud dennem forlade, som Aarsage er,at de ei sammen maae være,som have hinanden af Hjertet kjær,og elske i Tugt og Ære.“
(A. Faye.)