Odelsmanden til Gaarden Haugner i Lands Præstegjeld havde en meget smuk Fæstemø. Uagtet hun var en Gaardmands Datter, drog hun dog en Sommer til Sæters, for der at væve en Dreiel. Da hun imidlertid ei kunde faae sit Arbeide færdigt til den Tid, Kreaturerne skulde drage hjem, besluttede hun at blive ene tilbage, for at faae sin Dreiel fuldført. Neppe fik hendes Kjæreste Efterretning herom, førend han flux begav sig paa Veien til Sæteren; thi medrette tykkedes det ham farligt at lade sin Pige ene, udsat for Huldrer og de øvrige Underjordiskes Efterstræbelser. Han kom til rette Tid; thi rundt om Fjøsene stode allerede sorte Heste opsadlede. Ahnende, at der var Uraad paa Færde, listede han sig hen til Sæteren, tittede gjennem en Glug paa Væggen, og saae — sin Fæstemø siddende i Brudeklæder med en gylden Krone paa Hovedet, og hos hende en gammel, rødøiet Huldermand. Han greb strax sin Pistol, som han havde ladet med en Sølvkugle, og skjød over Hovedet paa sin Mø, for at Trolddommen skulde forsvinde, sprang ind i Huset, greb sin Pige, satte hende hos sig paa sin Hest, og foer afsted, efterfulgt af hele Troldselskabet. En af Troldene rakte ham et fyldt Guldhorn for at sinke ham i Flugten; han tog det vel, men slog Drikken bag sin Hest, og jog nu afsted baade med Hornet og Pigen. Endelig naaede han det steile Fjeld tæt ved hans Gaard, hvor ogsaa en Deel 69Underjordiske havde deres Tilhold. Disse, der vare misundelige og vrede paa hans Forfølgere, tilraabte den Flygtende: “Rid det Ale og ei Hare, du arme Mand.” Han fulgte Raadet, og red gjennem en Rugager, hvor Troldene ei havde godt for at følge ham; men forbittrede raabte de efter ham: “Den røde Hane skal gale over din Gaard”, og se — den stod i lys Lue.
(A. Faye.)