66

Da St. Olaf i gamle Dage drog om fra Bygd til Bygd for at indføre den christne Tro og reise Kirker i de hedenske Templers Sted, fandt han megen Modstand og Hinder, ei alene af sine gjenstridige hedenske Undersaatter, men ogsaa af de mange Trold, Jutuler og Gjøgrer, som da i Mængde fandtes rundt om i Fjeldene. Troldene kunde ikke fordrage St. Olaf, deels fordi han ved at bruge Korsets Tegn tilføiede dem megen Meen, deels og fordi han byggede mange Kirker, hvis Klokkers Lyd forstyrrede dem i deres Ro; men uagtet de ofte anstrengede sig, og det over Evne, formaaede de dog intet over den hellige Konge, som derimod uden videre forvandlede dem til Steen. Saadanne af St. Olaf forstenede Trolde sees endnu rundt om i Landet. Da saaledes St. Olaf engang drog ned ad den nordre Krogklev (Veien gik dengang længere i Nord end nu), sprang pludselig en bister Gjøgr ud af den steile Klippevæg. Hun havde en Trugbøl paa Ryggen, og raabte:

67”St. Olaf med det brede Skjæg!Du rider saa nær min Kjeldervæg!”

men flux gjenmælte St. Olaf:

”Stat Du der i Stok og Steentil jeg kommer her tilbaks igjen.”

End seer man der den forstenede Gjøgr.

Da St. Olaf ankom til Gaarden Steen, hvor hans Moder da skal have boet, besluttede han der at bygge en Kirke. Med denne Plan var en Gjøgr eller Gyvr, der den Tid opholdt sig i det 2000 Fod høie Fjeld, der siden efter hende er bleven kaldet Gyrihaugen, heel utilfreds. Uagtet hun af det foregaaende Exempel kunde have lært, at St. Olaf ei var at spøge med, besluttede hun at forsøge sine Kræfter, og indbød ham til en Veddestrid. ”Inden Du bliver færdig med din Kirke”, erklærede Gyvra, ”skal jeg have lagt en Steenbro over Steensfjorden.” Olaf modtog Udfordringen, og inden hun var halvfærdig med Broen, lød Klokkernes herlige Klang fra St. Olafs fuldførte Kirke. Forbittret greb Troldet nu de Stene, som hun havde bestemt til Broens Fuldførelse, og slyngede dem fra Gyrihaugen tvert over Fjorden efter Kirken; men da ingen af dem traf, blev hun saa arrig i Hu, at hun sled af sig det ene Been, og kylede det efter Taarnet. Nogle sige, at det tog Taarnet med, Andre, at hun sigtede for høit. Nok er det, Benet foer ned i en bag Kirken liggende Sump, hvor det den Dag i Dag foraarsager en fæl Stank. Sumpen kaldes af Bønderne endnu Gjøgraputten, og de Stene, som hun kastede efter Kirken, viste man for ikke længe siden paa Nabogaarden Moes Marker. Den af Gjøgren begyndte Bro er nu fuldendt, og paa Gaarden Steen findes endnu skjønne Ruiner af St. Olafs Kirke, der fortjene at bevares med mere Omhu end 68nu skeer. I gamle Dage holdtes her Gudstjeneste hver St. Hansdag; men for omtrent 150 Aar siden brændte Kirken af ved Lynild.

(A. Faye.)

66

Da St. Olaf i gamle dager drog om fra bygd til bygd for å innføre den kristne tro og reise kirker i de hedenske Templers sted, fant han mye motstand og hinder, ei alene av sine gjenstridige hedenske undersåtter, men også av de mange troll, jutuler og Gjøgrer, som da i mengde fantes rundt om i fjellene. Trollene kunne ikke fordrage St. Olaf, dels fordi han ved å bruke Korsets tegn tilføyet dem mye Meen, dels og fordi han bygde mange kirker, hvis Klokkers lyd forstyrret dem i deres ro; men uaktet de ofte anstrengte seg, og det over evne, formådde de dog intet over den hellige Konge, som derimot uten videre forvandlet dem til Steen. Sådanne av St. Olaf forstenede troll sees ennå rundt om i landet. Da således St. Olaf engang drog ned ad den nordre Krogklev (veien gikk dengang lenger i nord enn nå), sprang plutselig en bister Gjøgr ut av den steile Klippevæg. Hun hadde en Trugbøl på ryggen, og ropte:

67”St. Olaf med det brede skjegg!Du rider så nær min kjellervegg!”

men fluks gjenmælte St. Olaf:

”Stat Du der i stokk og Steentil jeg kommer her tilbaks igjen.”

Enn ser man der den forstenede Gjøgr.

Da St. Olaf ankom til gården Steen, hvor hans mor da skal ha boet, besluttet han der å bygge en kirke. Med denne plan var en Gjøgr eller Gyvr, der den tid oppholdt seg i det 2000 fot høye Fjell, der siden etter henne er blitt kalt Gyrihaugen, hel utilfreds. Uaktet hun av det foregående eksempel kunne ha lært, at St. Olaf ei var å spøke med, besluttet hun å forsøke sine krefter, og innbød ham til en Veddestrid. ”Innen Du blir ferdig med din kirke”, erklærede Gyvra, ”skal jeg ha lagt en steinbro over Steensfjorden.” Olaf mottok utfordringen, og innen hun var halvferdig med broen, lød klokkenes herlige klang fra St. Olafs fullførte kirke. Forbittret grep trollet nå de Steiner, som hun hadde bestemt til Broens fullførelse, og slynget dem fra Gyrihaugen tvert over fjorden etter kirken; men da ingen av dem traff, ble hun så arrig i hu, at hun sled av seg det ene ben, og kylede det etter tårnet. Noen si, at det tok tårnet med, andre, at hun siktet for høyt. Nok er det, benet foer ned i en bak kirken liggende sump, hvor det den dag i dag forårsaker en fæl stank. Sumpen kalles av bøndene ennå Gjøgraputten, og de Steiner, som hun kastet etter kirken, viste man for ikke lenge siden på nabogården Moes Marker. Den av Gjøgren begynte bro er nå fullendt, og på gården Steen finnes ennå skjønne ruiner av St. Olafs kirke, der fortjene å bevares med mer omhu enn 68nå skeer. I gamle dager holdtes her gudstjeneste hver St. Hansdag; men for omtrent 150 år siden brente kirken av ved Lynild.

(A. Faye.)