64

St. Olaf heel aarle paa Christkirkens Gaard,mens Tempelets Bue blev reiset,saa glad, men tillige saa ængstelig staaerog ønsker — ”gid Spiret og kneised’!”Han spørger de Mestere en og hver65Hvem dette sig drister at gjøre,han adspørger hist og han adspørger her,men ingensteds Svar er at høre.

St. Olaf betræder sin gyldene Stol,og tager med Harme til Orde:”Ja Spiret maa reises; og Himmelens Sol”jeg lover den Mester, som torde”det reise med gyldene Fløi i Sky”alt øverst paa Tempelets Bue” —Strax hørtes en Larmen liig Vaabengny:en Troldmand paastand kom til Skue.

”Kong Olaf! du lover mig Himmelens Sol,”naar Spiret i Skyen jeg reiser?”Dit Løvte staae fast som din Kongestol, —”og inden i Morgen det kneiser”paa Christkirkens Tinde i høien Sky,”naar du kun det Løvte mig giver,”at ei om mit Navn og min Bolig knye,”om disse bekjendte dig bliver.”

St. Olaf seiler ved Midienatlangs Hladehammerens Volde,hvor Dragerne værne om skjulte Skatog Klipperne vrimle af Trolde —flux hører han inde i Klippens Skjulet Barn saa bitterlig græde,og Moderen lover det Himlens Guld,naar Tvæster hjemkommer med Glæde.

St. Olaf, som gjetted’ af disse Ordhvad Troldmandens Navn monne være,og følte hvor djærvt og hvor falsk han svo’rmod Gud og sin kongelig’ Ære,66han heisede Seil i høien Raa,og Roret han selv tog i Hænde,og strax han mod Christkirken Stavnen lod staae,og landede derved behænde.

Det hændte ved tidligste Morgengry,han landed’ fra Hlade i Vester,og alt saae han Spiret i høien Skyat reises af Troldmanden Tvæster —Nu gjaldt det — St. Olaf besteg sin Stol,og raabte: “hvad gjør du, o Tvæster?Du Fløien ei sætter mod Himlens Sol.” —og død tumled Trolden mod Vester.

(L. D. Klüwer. Af “Hermoder.” Chnia 1822.)

64

St. Olaf hel årle på Christkirkens gård,mens Tempelets bue ble reiset,så glad, men tillike så engstelig stårog ønsker — ”gid spiret og kneised’!”Han spør de mestere en og hver65Hvem dette seg drister å gjøre,han adspørger hist og han adspørger her,men ingensteds svar er å høre.

St. Olaf betreder sin gyldene stol,og tar med harme til Orde:”Ja spiret må reises; og Himmelens sol”jeg lover den mester, som torde”det reise med gyldene fløy i sky”alt øverst på Tempelets bue” —Straks hørtes en larmen lik våpengny:en trollmann paastand kom til Skue.

”Kong Olaf! du lover meg Himmelens sol,”når spiret i skyen jeg reiser?”Ditt løfte stå fast som din Kongestol, —”og innen i morgen det kneiser”på Christkirkens Tinde i høien sky,”når du kun det løfte meg giver,”at ei om mitt navn og min bolig knye,”om disse bekjente deg blir.”

St. Olaf seiler ved Midienatlangs Hladehammerens Volde,hvor dragerne værne om skjulte skattog Klipperne vrimle av troll —fluks hører han inne i Klippens skjulet barn så bitterlig gråte,og moren lover det Himlens gull,når Tvæster hjemkommer med glede.

St. Olaf, som gjettet’ av disse ordhva trollmannens navn monne være,og følte hvor djervt og hvor falsk han svo’rmot Gud og sin kongelig’ ære,66han heiste seil i høien rå,og roret han selv tok i Hænde,og straks han mot Christkirken stavnen lot stå,og landet derved behænde.

Det hendte ved tidligste morgengry,han landet’ fra Hlade i Vester,og alt så han spiret i høien skyå reises av trollmannen Tvæster —Nå gjaldt det — St. Olaf besteg sin stol,og ropte: “hva gjør du, o Tvæster?Du fløyen ei setter mot Himlens sol.” —og død tumlet trollet mot Vester.

(L. D. Klüwer. Av “Hermoder.” Chnia 1822.)