Paa Hestmandø i Lurø i Nordlandene ligger et Fjeld, der i Frastand ligner en Rytter med en stor Kappe over sig. Dette Fjeld var i Fortiden en Jutul, som boede her paa Stedet. 12 Miil sydenfor paa Lekø i Nummedal boede paa samme Tid en Mø, til hvem han beilede; men den stolte Kvinde, der var kyndig i alskens Trolddom, gav ham ei alene Afslag; men forvandlede endog alle hans Sendebud til Steen, der endnu som Skjær ere at see rundt om Øens nordlige Kant. Forbittret over saadan Fremfærd spændte Jutulen sin Bue, for paa Stand at hævne denne Fornærmelse. Den vældige Piil foer afsted, og gik tvert igjennem det høie Fjeld, Torghatten, hvor man endnu seer det store Hul, som Pilen banede sig igjennem den haarde Klippe. ”Det Straa bær i Veien”, udbrød Jutulen; men noget standset i Farten ved at bane sig Vei gjennem Torghatten, naaede Pilen ei ganske sin Bestemmelse, men segnede lige ved Møens Fødder paa den nordlige Kant af Lekø, hvor den endnu ligger i Skikkelse af en stor langagtig Steen. Ved gjensidig Trolddom forvandledes de begge til Steen, og skulle saalunde sidde og see paa hinanden lige til Dommedag.
Endnu i vore Dage seiler sjelden en Nordlandsfar forbi uden at tage Hatten af for Møen paa Lekø.
(A. Faye.)