62

”Da kom fra Østen den mægtige Goutog dræbte min Fader med stærken Sout.”

Paa Østerraad sad i fordums Dage en rig og mægtig Mand, der havde en Datter, Aslaug, som var den deiligste Pige viden om. Hun havde derfor, som rimeligt er, mangen gjæv Beiler; men hun foretrak for enhver Anden en Ungersvend, der med hende var fostret i Faderens Gaard, endskjøndt han kun var af ringe Æt. Da de ei kunde haabe, at den stolte Fader vilde give sit Minde til deres Forbindelse, flygtede de hemmelig bort, og søgte Skjul og Tilhold i en dyb Hule, som den Dag i Dag er at see ved Gaarden Tøndel, og ei ligger langt fra Østerraad. Ved en Hændelse fik den af Forbittrelse rasende Fader næste Vaar Kundskab om Stedet, hvor hans Datter havde Tilhold, og flux gik han did for at straffe den forvovne Pigeraner; men just som han kom til Hulen, styrtede en saadan Mængde Stene og Gruus ned, at Indgangen til Hulen næsten ganske blev tillukket, og Ingen kunde finde de Flygtende. Med Nød og Neppe lykkedes det siden det elskende Par, da den første Fare lykkelig var overstaaet, 63at arbeide sig ud igjennem de nedfaldne Stene. De toge nu en ved Stranden liggende Baad, og naaede under mange Farer den ubeboede Øgruppe Tarven, der den Tid kun tjente Trold til Ophold. Den fornemste blandt disse, Huldren Gurri Kunnan, modtog dem venlig, og tillod dem at opholde sig i hendes Bolig, dog paa den Betingelse, at de aldrig maatte gjøre Korsets Tegn, som hun ei kunde fordrage. En Julekvæl, da Gurri med en utallig Mængde Trold var samlet til en Høitid, glemte imidlertid den bestyrtede Aslaug sit Løfte, og korsede sig idet hun nævnte Jesu Navn. Pludselig var al Trolddommen forsvunden, og af den hele Herlighed stod kun en stor Kobberkjedel tilbage, som fra umindelige Tider siden opbevaredes paa den største af denne Øgruppe, den nu beboede Huusø.

Denne Gurri var ellers en Datter af en Jette, der boede paa Øen Kunnan paa Halogaland. Da hun var saare smuk, havde hun mange Beilere, der kjæmpede om den vene Bruds Besiddelse. End sees rundt om Kunnan en Klynge af Skjær, der fremkom af de Stene, som de slyngede mod hverandre. De maatte dog alle vige Pladsen for Jetten Anfind, der ægtede den fagre Jettemø, og levede glad med hende tilsammen indtil hendes Fader blev dræbt med den stærke Sout af den mægtige Gout, der kom fra Østen; thi nu blev den hele Æt fordreven fra Kunnan, og Anfind søgte med sin Hustru Tilhold hos Frøi, der skjenkede dem Tarven til Ophold. Her levede de i Ro indtil St. Olaf kom til Øen; thi ved Korsets Tegn og Jesu Navn betvang han ei alene den Storm, som Jetten opvakte, men forvandlede ham selv til den haarde Kampesten.

(A. Faye.)

62

”Da kom fra Østen den mektige Goutog drepte min far med sterke Sout.”

På Østerraad satt i fordums dager en rik og mektig mann, der hadde en datter, Aslaug, som var den deiligste pike viden om. Hun hadde derfor, som rimelig er, mangen gjev beiler; men hun foretrakk for enhver Anden en ungersvenn, der med henne var fostret i Faderens gård, endskjøndt han kun var av ringe ætt. Da de ei kunne håpe, at den stolte far ville gi sitt Minde til deres forbindelse, flyktet de hemmelig bort, og søkte skjul og tilhold i en dyp Hule, som den dag i dag er å se ved gården Tøndel, og ei ligger langt fra Østerraad. Ved en hendelse fikk den av forbitrelse rasende far neste vår kunnskap om stedet, hvor hans datter hadde tilhold, og fluks gikk han dit for å straffe den forvovne pikeraner; men just som han kom til hulen, styrtet en sådan mengde Steiner og grus ned, at inngangen til hulen nesten ganske ble tillukket, og Ingen kunne finne de Flygtende. Med nød og Neppe lyktes det siden det elskende par, da den første fare lykkelig var overstått, 63å arbeide seg ut igjennom de nedfaldne Steiner. De tok nå en ved stranden liggende båt, og nådde under mange Farer den ubebodde øygruppe Tarven, der den tid kun tjente troll til opphold. Den fornemste blant disse, Huldren Gurri Kunnan, mottok dem vennlig, og tillot dem å oppholde seg i hennes bolig, dog på den betingelse, at de aldri måtte gjøre Korsets tegn, som hun ei kunne fordrage. En Julekvæl, da Gurri med en utallig mengde troll var samlet til en høytid, glemte imidlertid den bestyrtede Aslaug sitt løfte, og korset seg idet hun nevnte Jesu Navn. Plutselig var all trolldommen forsvunnen, og av den hele herlighet stod kun en stor Kobberkjedel tilbake, som fra uminnelige tider siden opbevaredes på den største av denne øygruppe, den nå bebodde Huusø.

Denne Gurri var ellers en datter av en Jette, der bodde på Øen Kunnan på Halogaland. Da hun var såre smuk, hadde hun mange beilere, der kjempet om den vene Bruds besittelse. Enn sees rundt om Kunnan en klynge av Skjær, der fremkom av de Steiner, som de slyngede mot hverandre. De måtte dog alle vike plassen for jetten Anfind, der ektet den fagre Jettemø, og levde glad med henne tilsammen inntil hennes far ble drept med den sterke Sout av den mektige Gout, der kom fra Østen; thi nå ble den hele ætt fordrevet fra Kunnan, og Anfind søkte med sin hustru tilhold hos Frøi, der skjenket dem Tarven til opphold. Her levde de i ro inntil St. Olaf kom til Øen; thi ved Korsets tegn og Jesu Navn betvang han ei alene den Storm, som jetten opvakte, men forvandlet ham selv til den harde kampestein.

(A. Faye.)