60

“Mjølner, hans tunge Hammer,er dog den bedste Skat:Hvor helst med den han rammer,der følger Døden brat.”

Nordens Guder.

Ved den øvre Ende af det 3 Miil lange Totak-Vand, der gaaer lige op under det høie Houklie-Fjeld i Vinje Præstegjeld i Øvre-Thelemarken, er en høist mærkelig, men frygtelig Urd, der seet fra Vandet ligner en By med Huusgavler og Taarne, som nu, efter den ovenfor liggende eenslige Gaard Urebø, kaldes Urebø-Urden. Om denne Urds Oprindelse fortælle Bønderne følgende Sagn: “Paa Sletten, som Urden nu dækker, laa ved Siden af Songaelven fordum tvende Gaarde, ja efter Nogles Udsagn endog en Kirke, hvorefter den 61største Steen, der som et bratrøstet Kirketag rager op midt i Urden, kaldes den Dag i Dag Kirkestenen. Paa disse to Gaarde stode engang tvende Bryllupper, hvor man paa gammel nordisk Viis rakte Horn med skummende Øl flittigen om i Laget. Da faldt det Gud Thor ind at age ned og besøge sine gamle Venner, Thelebønderne. Han gik da først hen til den ene Gjæstebuds-Gaard, blev buden ind og skjænket Mundgodt; og tog Brudgommen selve Øltønden, drak Thor til, og rakte ham den. Denne hugede godt baade Drikken og den gavmilde Skjænkemaade, og gik særdeles fornøiet hen til den anden Gjæstebuds-Gaard, for ogsaa der at smage paa Bryllupsøllet. Her blev han ogsaa trakteret med samme; men man viste den Mangel paa Opmærksomhed at kredense ham Drikken i en almindelig Bolle. Gud Thor, maaskee forvænt i den første Bryllupsgaard, kan hænde ogsaa hed i Hovedet af de dybe Drag, han der havde taget af Tønden, blev høilig vred, slog Bollen mod Gulvet, og gik sin Vei, svingende sin Hammer. Han tog da det Brudepar, der havde givet ham at drikke af Tønden, og deres Gjæster med sig op paa en Høi, hvor der endnu ligge nogle store Stene, der kaldes Brudestenene, for at lade dem være Vidne til, og unddrage dem den Ødelæggelse, hans Hævn havde bestemt hine, der havde fornærmet Asgards stærke Gud ved deres Karrighed. Han gik derpaa op paa Nuten, og slog med ”Tungum-Hamri” saa haardt i Fjeldet, at dette ramlede ned, og begrov under sig det andet Brudepar med Gaard og Alt. Men i sin Hede beregnede Gud Thor ikke rigtig Kraften og Balancen, saa at Tungum-Hamri ved Slaget gled ham ud af Hænderne, og fløi med Klippestykkerne ned over, hvor den blev borte i Urden. Thor maatte da ned at lede, og vred som han var, og ærgerlig tillige, begyndte han at kaste et Klippestykke hid og et andet did, og 62væltede og rykkede saa længe, indtil han fandt sin Hammer. Ved denne Leilighed blev der banet en ordentlig Vei op igjennem Urden, som end den Dag i Dag kaldes Thors Vei. At den som et saadant Hastværks-Arbeide ikke blev synderlig god, kan man nok begribe, og det er et Beviis paa, hvad Vanen kan gjøre, at de smaa Fjeldheste gaae paa denne af store Klippetrin bestaaende Vei med tunge Kløver, og at Kreaturerne vandre den Vaar og Høst til og fra de fede Græsgange oppe i Vidden eller Høifjeldet.

(Af ”Norske Sagn, samlede og udgivne af A. Faye.” Arendal, 1833.)

60

“Mjølner, hans tunge Hammer,er dog den beste skatt:Hvor helst med den han rammer,der følger døden brat.”

Nordens guder.

Ved den øvre ende av det 3 mil lange Totak-vann, der går like opp under det høye Houklie-Fjell i Vinje Præstegjeld i Øvre-Thelemarken, er en høist merkelig, men fryktelig Urd, der sett fra vannet ligner en by med husgavler og tårn, som nå, etter den ovenfor liggende enslige gård Urebø, kalles Urebø-Urden. Om denne Urds opprinnelse fortelle bøndene følgende sagn: “På Sletten, som Urden nå dekker, lå ved siden av Songaelven fordum tvende Gaarde, ja etter noens utsagn endog en kirke, hvoretter den 61største Steen, der som et bratrøstet kirketak rager opp midt i Urden, kalles den dag i dag Kirkestenen. På disse to Gaarde stod engang tvende bryllup, hvor man på gammel nordisk vis rakte Horn med skummende øl flittig om i laget. Da falt det Gud Thor inn å age ned og besøke sine gamle venner, telebøndene. Han gikk da først hen til den ene gjestebuds-gård, ble buden inn og skjenket munngodt; og tok brudgommen selve øltønnen, drakk Thor til, og rakte ham den. Denne hugede godt både drikken og den gavmilde skjenkemåte, og gikk særdeles fornøyet hen til den annen gjestebuds-gård, for også der å smake på bryllupsølet. Her ble han også trakteret med samme; men man viste den mangel på oppmerksomhet at kredense ham drikken i en alminnelig bolle. Gud Thor, maaskee forvent i den første bryllupsgård, kan hænde også het i hodet av de dype drag, han der hadde tatt av tønnen, ble høylig vred, slo bollen mot gulvet, og gikk sin vei, svingende sin Hammer. Han tok da det brudepar, der hadde gitt ham å drikke av tønnen, og deres gjester med seg opp på en Høi, hvor der ennå ligge noen store Steiner, der kalles brudesteinene, for å la dem være vitne til, og unndra dem den ødeleggelse, hans hevn hadde bestemt hine, der hadde fornærmet Asgards sterke Gud ved deres karrighet. Han gikk derpå opp på Nuten, og slo med ”Tungum-Hamri” så hardt i fjellet, at dette ramlede ned, og begrov under seg det andre brudepar med gård og alt. Men i sin Hede beregnede Gud Thor ikke riktig kraften og balansen, så at Tungum-Hamri ved slaget gled ham ut av hendene, og fløy med klippestykkene ned over, hvor den ble borte i Urden. Thor måtte da ned å lede, og vred som han var, og ergerlig tillike, begynte han å kaste et Klippestykke hit og et annet dit, og 62væltede og rykket så lenge, inntil han fant sin Hammer. Ved denne leilighet ble der banet en ordentlig vei opp igjennom Urden, som enn den dag i dag kalles Thors vei. At den som et sådant hastverks-arbeide ikke ble synderlig god, kan man nok begripe, og det er et bevis på, hva vanen kan gjøre, at de små Fjeldheste gå på denne av store Klippetrin bestående vei med tunge kløver, og at kreaturene vandre den vår og høst til og fra de feite Græsgange oppe i vidden eller høyfjellet.

(Av ”Norske Sagn, samlede og utgitte av A. Faye.” Arendal, 1833.)