Da jeg nu engang er ifærd med at fortælle gamle, velbekjendte Historier, vil jeg ogsaa sige hvad jeg veed om den lille Rødhætte. Det er en meget rørende Historie, og mange Taarer ere fældede siden de Tider, da den tildrog sig, ved Mindet om den lille Rødhætte. — Der boede engang i en By paa Landet en liden Pige, der var saa skjøn som noget Pigebarn kan være. Hendes Moder var ganske forgabet i 58hende, og den gamle Bedstemoder var næsten bleven tosset af Kjærlighed til hende. Den gode Kone lod gjøre Barnet en rød lille Hætte, der klædte hendes lille Ansigt saa godt, at man i Almindelighed ikke kaldte Barnet andet end den lille Rødhætte.
Engang havde hendes Moder bagt Kager til hende, og sagde:
“Gaa og se, hvordan din Bedstemoder har det; thi jeg har hørt, at hun er syg, og bring hende disse Kager og denne lille Krukke Smør.”
Den lille Rødhætte begav sig strax paa Veien til sin Bedstemoder, der boede i en anden Landsby. Barnet maatte igjennem en Skov, hvor det mødte Mester Ulv, der vel havde Lyst til at æde det op, men dog ikke vovede det, fordi der vare nogle Mænd i Skoven, som huggede Brænde. Han lod sig derfor nøies med at spørge Rødhætte, hvor hun gik hen. Det stakkels Barn, der ikke vidste, hvor farligt det er at conversere med en Ulv, svarede i sin Troskyldighed: “Jeg gaaer til min Bedstemoder, for at bringe hende nogle Kager og en liden Krukke Smør fra Mama.”
“Boer hun langt herfra?” spurgte Ulven.
“O ja”, svarede den lille Rødhætte, — “endnu længere borte end den Mølle, som du seer der langt henne. Det er det sidste Huus i Landsbyen.”
“Godt”, — sagde Ulven — “saa vil jeg ogsaa besøge hende; jeg vælger denne Vei; gaa du den anden, saa ville vi see, hvem der kommer først.”
Nu begyndte Ulven at løbe af alle Livsens Kræfter; han havde valgt den korteste Vei. Den lille Pige gjorde derimod en Omvei, og morede sig med at plukke Nødder, at fange Sommerfugle og at binde Urtekoste.
Det varede ikke længe, førend Ulven naaede Bedstemoderens Huus og bankede paa.
59“Hvem der?”
“Det er Eders Datterdatter, den lille Rødhætte”, — sagde Ulven, idet han antog en finere Stemme, — “jeg bringer Eder Kage fra min Moder tilligemed en Krukke Smør.” — Den stakkels gamle Bedstemoder laa i Sengen, fordi hun virkelig var syg. Hun raabte:
“Træk kun i Snoren, saa vil Klinken gaae op!”
Og Ulven trak i Snoren, og Døren gik op. Han styrtede sig strax over den stakkels Kone, og fortærede hende i et Øieblik, da han i tre Dage ikke havde faaet Noget at æde. Herpaa lukkede han Døren igjen, lagde sig i Bedstemoderens Seng, og ventede paa Rødhætte, der ogsaa strax efter bankede paa Døren.
“Hvem der?”
Den lille Rødhætte blev en Smule forskrækket, da hun hørte Ulvens grove Stemme; men da hun troede, at hendes Bedstemoder kunde være hæs, fattede hun sig igjen og svarede:
“Det er Eders Datterdatter, den lille Rødhætte. Min Moder sender Eder en Kage og en liden Krukke med Smør.”
Ulven søgte at gjøre sin Stemme noget finere, og raabte:
“Træk kun i Snoren, saa vil Klinken gaae op.”
Den lille Rødhætte gjorde hvad Ulven havde sagt.
Da Ulven saae Barnet træde ind, stak han Hovedet dybere ned under Dynen og sagde:
“Sæt kun Kagen og Smørkrukken paa Bænken, og læg dig hos mig i Sengen.”
Den lille Rødhætte klædte sig af og lagde sig i Sengen; men hvor forbauset blev hun ikke ved at see, hvorledes Bedstemoderen saae ud.
“Ak, Bedstemoder!” — sagde hun — “hvad du har for lange Arme!”
“For desto bedre at kunne omfavne dig, min Datter!”
60“Ak, Bedstemoder! hvad du har for lange Been!”
“For at jeg bedre kan løbe, mit Barn!”
“Ak, Bedstemoder! hvor dine Øren ere lange!”
“For at jeg desto bedre kan høre Alt, mit Barn!”
“Kjære Bedstemoder! hvor dine Øine ere store!”
“For at jeg kan see godt, mit Barn!”
Men Bedstemoder! hvad du har for store Tænder!”
“For at jeg kan æde dig!”
Og idet den onde Ulv sagde dette, faldt han over den lille Rødhætte og aad hende op.
(Schaldemose.)