Der var engang et Par Folk, der havde en eneste Datter. Pludselig forsvandt hun, og uagtet Forældrene, hvem Tabet af deres kjære Barn gik meget nær til Hjertet, søgte overalt, kunde de dog ikke komme paa mindste Spor efter hende. En Tid lang derefter kom seent om Aftenen en fremmed Mand ind i Huset, og bad Konen, som var ene hjemme, om hun ei vilde besøge sin Datter, der opholdt sig i Nærheden, men var i Barnsnød, og ventede paa hendes Hjælp. Moderen, der baade blev glad og forskrækket ved denne uventede Tidende, gjorde sig imidlertid strax færdig, og ved Hjælp af en Traad, som den Fremmede leverede hende, var hun i et Øieblik hos sin Datter, der fødte et rask og velskabt Barn. Da dette var pyntet, gav Manden hende en Vædske, hvormed hun skulde besmøre Barnet; men advarede hende for at faae noget af det paa sig selv. Ikke destomindre, da hendes høire Øie begyndte at kløe, og hun vilde gnide det, fik hun noget af Vædsken i Øiet. Da man ei længere trængte til hendes Hjælp, sagde den fremmede Mand, der var hendes Datters Ægtefælle og en Underjordisk, at hun kunde gaae sin Vei, og ved Hjælp af Traaden kom hun strax hjem. Den næste Dag, da hun med sin Mand arbeidede paa Marken, saae 70hun pludselig sin Datter og hendes underjordiske Mand at spadsere ved sin Side. Hun tiltalte dem nu, og forbauset spurgte Svigersønnen, om hun virkelig kunde see dem. “Ja vist kan jeg see jer med mit høire Øie,” svarede Konen; men i det samme berørte den Underjordiske det, og fra den Stund saae hun ei mere dermed.
(A. Faye.)