40

Før Munden fuld af Gløder,end jeg en Eed udstøder!Og sværge falskt dertil?Før Munden fuld af Ild!

Der er jo iblandt Piletræerne to Arter, hvoraf den ene strækker sine Grene stivt tilveirs, og den anden luder dem ligesom sørgende til Jorden. Men engang strakte ogsaa begge disse sine Grene frit ud som de fleste andre Træer: som den bredskyggede Eeg, den kuppelformede Løn, den prægtige Alm, den lyse, solskjære Lind og den venlige sølvskinnende Birk. Men Synd og Sorg har senere forvandlet dem. Thi hvad er ikke hændt, og hvor skrøbeligt har ikke Piletræet været?

To Piletræer, der havde hinanden kjære, stode sammen i deres fulde oprindelige Skjønhed paa hver sin Side af en Kirkegaardsport, med yndigt sammenslyngede guldglindsende Grene, bevægende sine Kroner af laureagtige Blade imod hinanden i Vinden. Det var en Søndag. Sangen inde i Kirken forstummer. Først kom Menigheden ud Par om Par og saa Præsten i Samtale med sin gamle Klokker. Men hvad gik der af Klokkeren idag? Var det for Samtalens Skyld, eller fordi han var buden til Præstegaards, eller fordi 41han var bleven sløv med Alderen — nok er det, han blev ved at gaae, Menigheden fulgte efter et Stykke, og adspredtes saa hver til Sit, og han glemte at lukke Kirken.

”Kikiki!” skvattrede en Skjære, der hoppede paa Kirkemuren under Pilene, som det lod til i den uskyldige Hensigt at samle Kvist og Kvas til sit Rede. ”Kikiki! Kikiki!” Men der var noget Andet i dens Skvattren, mens den hoppede op og ned, vippende med Stjerten og dreiende Hovedet tilside og opad, som om den speidede efter Noget. Ja den speidede efter Noget: efter Præsten og Klokkeren og efter det sidste Skimt af Menigheden, som endelig dreiede om paa Veien og forsvandt.

”Kikiki!” Vips! da fløi den ind igjennem den aabne Kirkedør, og kom inden et Par Sekunder tilbage med Sølvkalken i Nebbet. Der dryppede endnu nogle Viindraaber af den, og hvor de faldt til Jorden, skjød der smaa Jomfruroser og Forglemmigeier op. ”De kunne røbe mig”, tænkte Tyven, og saa fløi han først rundt om Kirken til den sidste Draabe var afdryppet, saa Kirken stod i en Ring af deilige Blommer, og derpaa ind i det Dunkleste i det ene af Piletræerne, og forstak saa Kalken der i Træhjertet, hvor Skuddene vare tættest.

”Kjære, vene Piletræ”, sagde Skjæren, ”vil du bare negte, at du veed, hvor Kalken er, om der skulde komme Nogen og spørge, og sværge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve tilhimmels og hente baade Solskinsguld til at forgylde Oversiden af dine Blade med og Maaneskinssølv til at forsølve Undersiden med, saa du skal blive det fagreste Træ i Skoven.”

Det var noget at lytte til. Forgjeves hviskede det andet Piletræ: ”Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Siljemi gjør det ikke!” Kalken stod der allerede dybt nedtrykt mellem 42de inderste Kviste, og Skjæren hoppede allerede paa Kirketaget.

Men Dagen efter, da Klokkeren erindrede sin Forglemmelse, og kom hæseblæsende til Kirken, blev der en Forskrækkelse paa ham og Præsten. Begge rundtom i Bygden for at spørge efter. Men nei! Alle Mennesker negtede at vide det mindste om Kalken, Qvæg og Heste vendte Halen tilveirs og løb bort over Marken, Faarene rokkede paa Hovedet som om de havde faaet Vand i Ørerne, Gjedebukken bevægede Hovedet frem og tilbage og til Siden, Mikkel Ræv bandte og svor, da han vidste, han ellers ikke blev troet, Træerne rystede paa Hovederne, Echoet lo i Bjerghulerne, kort hele Naturen negtede at vide det mindste om Kalken. Fortvivlede kom Præst og Klokker tilbage til Kirken, og spurgte da tilsidst Piletræet. Da var der en Kamp hos det uskyldige, som forgjeves havde fraraadet sin Elskede. Skulde den Ene røbe den Anden og derved lægge Øxen til dens Rod? Skjæren sad paa Taget paa eet Been og Hovedet under Vingen som om den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende Øieblik. ”Nu, svarer du ikke?” sagde Præsten op igjen til Piletræet. ”Nu, svarer du ikke Præsten?” sagde Klokkeren.

Da — ”Kikiki!” skvattrede Skjæren fra Taget, da den saae det — da løftede Piletræet pludselig alle sine Grene i Veiret og svor — svor, at det ikke vidste noget om Kalken. Men tilbage kunde det ikke faae sine meenederske Grene. Det staaer saa endnu. Og siden den Tid valgte Skjæren det fortrinligen til Plads for sit Rede, og lader saaledes, til Tak for Hjælpen med Meeneden, sin Ureenlighed falde i Træhjertet, saa at der altid er visnende tørre Skud at see imellem de friske.

Men den anden Piil? Ak, da den saae det Forskrækkelige, at dens bedaarede Elskede løftede sine Grene til Meeneden, 43ak, da bøiede den sin Top sørgende til Jorden, og Sørgepilen staaer der endnu bøiet over Gravene.

(Henr. Wergeland. Af Bladet Børnevennen. Christiania 1843.)

40

Før munnen full av gløder,enn jeg en ed utstøter!Og sverge falskt dertil?Før munnen full av ild!

Der er jo iblant piletrærne to arter, hvorav den ene strekker sine grener stivt til værs, og den annen luder dem likesom sørgende til jorden. Men engang strakte også begge disse sine grener fritt ut som de fleste andre trær: som den bredskyggede Eeg, den kuppelformede Løn, den prektige Alm, den lyse, solskjære Lind og den vennlige sølvskinnende Birk. Men synd og sorg har senere forvandlet dem. Thi hva er ikke hendt, og hvor skrøpelig har ikke piletreet vært?

To piletrær, der hadde hinannen kjære, stod sammen i deres fulle opprinnelige skjønnhet på hver sin side av en kirkegårdsport, med yndigt sammenslyngede gullglinsende grener, bevegende sine kroner av laureagtige Blade imot hinannen i vinden. Det var en søndag. Sangen inne i kirken forstummer. Først kom menigheten ut par om par og så presten i samtale med sin gamle klokker. Men hva gikk der av klokkeren i dag? Var det for Samtalens skyld, eller fordi han var buden til Præstegaards, eller fordi 41han var blitt sløv med alderen — nok er det, han ble ved å gå, menigheten fulgte etter et stykke, og adspredtes så hver til Sit, og han glemte å lukke kirken.

”Kikiki!” skvattrede en skjære, der hoppet på Kirkemuren under pilene, som det lot til i den uskyldige hensikt å samle kvist og kvas til sitt rede. ”Kikiki! Kikiki!” Men der var noe annet i dens Skvattren, mens den hoppet opp og ned, vippende med stjerten og dreiende hodet tilside og oppad, som om den speidet etter Noget. Ja den speidet etter Noget: etter presten og klokkeren og etter det siste skimt av menigheten, som endelig dreide om på veien og forsvant.

”Kikiki!” Vips! da fløy den inn igjennom den åpne kirkedør, og kom innen et par sekunder tilbake med Sølvkalken i nebbet. Der dryppet ennå noen Viindraaber av den, og hvor de falt til jorden, skjød der små Jomfruroser og forglemmegeier opp. ”De kunne røpe meg”, tenkte tyven, og så fløy han først rundt om kirken til den siste dråpe var afdryppet, så kirken stod i en Ring av deilige Blommer, og derpå inn i det Dunkleste i det ene av piletrærne, og forstakk så kalken der i Træhjertet, hvor skuddene var tettest.

”Kjære, vene piletre”, sa Skjæren, ”vil du bare nekte, at du vet, hvor kalken er, om der skulle komme noen og spørre, og sverge derpå, om det skulle knipe, skal jeg flyve til himmels og hente både Solskinsguld til å forgylle oversiden av dine Blade med og Maaneskinssølv til å forsølve undersiden med, så du skal bli det fagreste tre i skogen.”

Det var noe å lytte til. Forgjeves hvisket det andre piletre: ”Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søte Siljemi gjør det ikke!” Kalken stod der allerede dypt nedtrykt mellom 42de innerste Kviste, og Skjæren hoppet allerede på kirketaket.

Men dagen etter, da klokkeren erindrede sin forglemmelse, og kom heseblesende til kirken, ble der en forskrekkelse på ham og presten. Begge rundt om i bygden for å spørre etter. Men nei! Alle mennesker negtede å vite det minste om kalken, kveg og hester vendte halen til værs og løp bort over marken, fårene rokkede på hodet som om de hadde fått vann i ørene, geitebukken bevægede hodet frem og tilbake og til siden, Mikkel Ræv bannet og svor, da han visste, han ellers ikke ble trodd, trærne rystet på hodene, ekkoet lo i Bjerghulerne, kort hele naturen negtede å vite det minste om kalken. Fortvivlede kom prest og klokker tilbake til kirken, og spurte da til sist piletreet. Da var der en kamp hos det uskyldige, som forgjeves hadde frarådet sin Elskede. Skulle den Ene røpe den Anden og derved legge øksen til dens rot? Skjæren satt på taket på ett ben og hodet under vingen som om den sov, men gløttede dog nå og da opp i det avgjørende øyeblikk. ”Nå, svarer du ikke?” sa presten opp igjen til piletreet. ”Nå, svarer du ikke presten?” sa klokkeren.

Da — ”Kikiki!” skvattrede Skjæren fra taket, da den så det — da løftet piletreet plutselig alle sine grener i været og svor — svor, at det ikke visste noe om kalken. Men tilbake kunne det ikke få sine meenederske grener. Det står så ennå. Og siden den tid valgte Skjæren det fortrinligen til plass for sitt rede, og lader således, til takk for hjelpen med meneden, sin Ureenlighed falle i Træhjertet, så at der alltid er visnende tørre skudd å se imellom de friske.

Men den annen pil? Ak, da den så det Forskrækkelige, at dens bedaarede Elskede løftet sine grener til meneden, 43ak, da bøiede den sin topp sørgende til jorden, og sørgepilen står der ennå bøyet over gravene.

(Henr. Wergeland. Av Bladet Børnevennen. Christiania 1843.)