At nøies med hvad man har faa’t,og takke vor Herre,er smukt og godt.Mangen kan have det værre.

En liden Hans i Skole giken Morgenstund, og, efter gammel Skik,han spiste paa et vakkert Smørrebrød;men ei tilfreds; iblandt en Taare flødpaa det, han nød.Nu kom den muntre Ole,som gik i samme Skole,tilspringende saa inderlig fornøiet,og spørg’: “hvad nu? Du har jo Graad i Øiet?”Da svarte Hans med Hulken og med Stammen:“O, det er Moders Skyld altsammen;med saadant simpelt Smørrebrødhun jager mig saa tidlig ud i Skole.”“Hvorledes? Ikke andet?” afbrød Ole:“Skam dig og ti! Nei jeg har Grund at græde.Se her, jeg maa det tørre Brød kun æde!”Da skammede sig Hans, og tørrede sit Øiepaa Ærmet af sin Trøie.Tilfreds han nu sin gode Frokost aad.Men Ole brast i Graad.Imidlertid kom Knud og lagdesin Arm om Oles Hals og sagde:“hvad fattes dig?Du græder jo saa bitterlig.”“Ak, svarte Ole, ja jeg Stakkel maa nok græde,som ei har andet end det tørre Brød at æde.”“Hvorledes? Ikke andet? udbrød Knud:40Du maatte heller takke Gudfor det, du har. Du lider ingen Nød.Men jeg — har ei engang det tørre Brød”.Nu hulked Knud, og Ole tav.Hver tog sit Brød, og brød det Halve af,og medynksfuld den arme Dreng det gav.Saa blev de alle tre tilfredse.Ak, gik det saa i denne Verden stedse!

(H. Wergeland.)

At nøyes med hva man har faa’t,og takke vår Herre,er smukt og godt.Mangen kan ha det verre.

En liten Hans i skole gikken morgenstund, og, etter gammel skikk,han spiste på et vakkert Smørrebrød;men ei tilfreds; iblant en tåre fløtpå det, han nød.Nå kom den muntre Ole,som gikk i samme skole,tilspringende så inderlig fornøyet,og spør’: “hva nå? Du har jo gråt i øyet?”Da svarte Hans med Hulken og med stammen:“O, det er Moders skyld altsammen;med sådant simpelt Smørrebrødhun jager meg så tidlig ut i skole.”“Hvorledes? Ikke annet?” avbrøt Ole:“Skam deg og ti! Nei jeg har grunn å gråte.Se her, jeg må det tørre brød kun ete!”Da skammet seg Hans, og tørrede sitt Øyepå ermet av sin trøye.Tilfreds han nå sin gode frokost åt.Men Ole brast i gråt.Imidlertid kom Knud og lasin arm om Oles hals og sa:“hva fattes deg?Du gråter jo så bitterlig.”“Ak, svarte Ole, ja jeg Stakkel må nok gråte,som ei har annet enn det tørre brød å ete.”“Hvorledes? Ikke annet? utbrøt Knud:40Du måtte heller takke Gudfor det, du har. Du lider ingen nød.Men jeg — har ei engang det tørre brød”.Nå hulket Knud, og Ole tav.Hver tok sitt brød, og brød det halve av,og medynksfull den arme dreng det ga.Så ble de alle tre tilfredse.Ak, gikk det så i denne verden stedse!

(H. Wergeland.)