33

De Morlands Abekattesig under Træet satteen Nat i Kuld og Regn.De havde ei, de Stakler,sig andre Tabernaklerend Løvets tynde Hegn.

Fælt grene de og gyste;da saae de noget lystealt i den grønne Mos.Thi skrege de i Glæde:”En Gnist, en Glød dernede!Nu skal vi varme os”.

Flux samled’ de sig Steneog Straa og tørre Grenetrindt om den liden Glød;begyndte blæse blæsesig baade tør og hæsepaa Sankt’ Hans-Ormen rød.34Smaafuglen sad paa Kviste,og allerbedst han vidste,hvad som i Mossen skeen.Han lo af de Spektakler,men ynked’ dog de Stakler,og hopped’ ned af Green.

„Forlader mig, I Aber,I aldrig Lue skaberderaf med alskens Kunst.Jeg, som den Ting maa kjende,veed nok, det kan ei brænde.Al Vind er her omsonst. —

Jeg saae med ynksomt Øiesaa frugtesløs en Møie,og brød min Nattero,for Sanden at berette.En Ild er ikke dette.I tør mig stadig troe.“

Hvad? svarede den Ene,du, lille Neb, tør meneat lære Folk som os?Stik Nebbet under Vingen.Hvo bad dig komme? Ingen.Hvo spurgte dig til Raads?

Du kunde gjerne sovet.Bryd ei dit lille Hovedmed Ting, som angaae os.Nu lyster os at blæseret lige for din Næse,selv kloge Høns tiltrods.“

35Forvirret taug den Sanger;dog Ordet atter fangerom Øieblikkes Tid:“Tro mig, det Skin bedrager.Jeg Eder ret beklager,I har ei bedre Vid.

Det Lys ved Nattetideman seer i Verden vide.Det er Naturens Spil.Jeg kan det ei fordølge,selv udi Havets Bølgetidt sees denne Ild.”

“Om en forstyrret Hjernedig negter Søvnen — gjernefor os; kun hold din Mund.Thi brast du end af Harme,vi gjøre Ild og Varmeret strax i denne Stund.”

Da holdt han op at sjunge.Dog har den liden Tungeei længe Rist og Ro.Han siger atter dette:“Ak, lader Eder rette;det er en Overtro.

Om hele Abestammenvar evig her tilsammenog blæste som en Storm,I skulde aldrig skueIldfunke, Røg og Lue;det er jo kun en Orm.

36Den Sag jeg kan bevise;thi Ormen er en Spisefor mig og mine Smaa.Jeg snapped’ op saa mangen,naar jeg dem under Sangeni Græsset krybe saae.“

De Aber viste Tænder,flux lange lodne Hænderi Vingen mordisk tog.En Død saa høist uværdigfik han, som var tjenstfærdigog lærd, men — mindre klog.

Det ingen Mand er Baadeen Slægt at ville raade,som ikke raades vil.Med Kundskab ei du prale!Lær synge, lær at tale,men og at tie stil!

Og vil du dig befatteat lære Abekatte,(en farlig Sag det er)godt, om saa høit du svæver,at ei Skolarens Næverkan komme dig for nær.

(N. Wergeland. — Af “Smaa Poesier”. Christiania 1830.)

33

De Morlands apekattersig under treet satteen natt i Kuld og Regn.De hadde ei, de stakkarer,sig andre tabernaklerenn Løvets tynne Hegn.

Fælt grener de og gyste;da så de noe lystealt i den grønne Mos.Thi skrek de i glede:”En Gnist, en glød dernede!Nå skal vi varme oss”.

Fluks samlet’ de seg Steinerog strå og tørre grenertrindt om den liten glød;begynte blåse blåsesig både tør og hesepå Sankt’ Hans-Ormen rød.34Småfuglen satt på Kviste,og allerbedst han visste,hva som i Mossen skjeen.Han lo av de Spektakler,men ynket’ dog de stakkarer,og hoppet’ ned av Green.

„Forlater meg, dere aber,I aldri lue skaperderav med alskens kunst.Jeg, som den ting må kjenne,vet nok, det kan ei brenne.All vind er her omsonst. —

Jeg så med ynksomt Øyeså fruktesløs en møye,og brød min nattero,for sanden å berette.En Ild er ikke dette.Dere tør meg stadig troe.“

Hva? svarede den Ene,du, lille nebb, tør meneå lære folk som oss?Stikk nebbet under vingen.Hvo bad deg komme? Ingen.Hvo spurte deg til råds?

Du kunne gjerne sovet.Bryd ei ditt lille hodemed ting, som angaae oss.Nå lyster oss å blåserett like for din nese,selv kloge høns tiltrods.“

35Forvirret tidde den sanger;dog ordet atter fangerom øyeblikks tid:“Tro meg, det skinn bedrager.Jeg Eder rett beklager,Dere har ei bedre Vid.

Det Lys ved Nattetideman ser i verden vide.Det er Naturens spill.Jeg kan det ei fordølge,selv uti Havets bølgetitt sees denne ild.”

“Om en forstyrret hjernedeg nekter søvnen — gjernefor oss; kun hold din munn.Thi brast du enn av harme,vi gjør ild og varmerett straks i denne stund.”

Da holdt han opp at sjunge.Dog har den liten tungeei lenge Rist og ro.Han sier atter dette:“Ak, lader Eder rette;det er en overtro.

Om hele apestammenvar evig her tilsammenog blåste som en Storm,Dere skulle aldri skueIldfunke, Røg og lue;det er jo kun en Orm.

36Den Sag jeg kan bevise;thi Ormen er en spisefor meg og mine Smaa.Jeg snappet’ opp så mangen,når jeg dem under sangeni gresset krype så.“

De aber viste tenner,fluks lange lodne henderi vingen mordisk tok.En Død så høist uverdigfikk han, som var tjenstferdigog lærd, men — mindre klok.

Det ingen mann er båteren slekt å ville råde,som ikke rådes vil.Med kunnskap ei du prale!Lær synge, lær å tale,men og å tie stil!

Og vil du deg befatteå lære apekatter,(en farlig Sag det er)godt, om så høyt du svever,at ei Skolarens neverkan komme deg for nær.

(N. Wergeland. — Av “Smaa Poesier”. Christiania 1830.)