To muntre Drenge, Sønner af en Landmand, gik frem og tilbage ved en af deres Faders Kornagre. ”Ei! se dog, raabte den Ene af dem, hvilken Forskiel der er paa disse Kornax! Se dog, hvor hæslig disse lude ned til Jorden, og hvor skjønne og ranke derimod hine staae!” ”Javist! svarede den Anden meget gravitetisk, var jeg i min Faders Sted, jeg rykkede alle disse op, der bøie sig saa, og kastede dem bort.” — ”En herlig Adfærd, om jeg handlede saaledes” — sagde Faderen, der ubemærket havde hørt paa dem. ”I maae vide, at just disse Ax, der mishage Eder saa meget, ere de bedste; de bøie sig, fordi de ere tunge af Korn; hine, der staae i Veiret derimod, ere tomme Straae. Overhovedet lægger Mærke til, at det ogsaa blandt Menneskene sædvanligt gaaer til som paa mine Kornagre: det tomme Hoved hæver sig stedse.”

Ved sin Faders Side sad den unge Edmund første Gang i et stort Selskab. ”Kjære Fader”, sagde han, da de gik hjem, ”den Mand, som sad paa Deres høire Side, der 33talte saa høit og saa meget, som belærte Alle, oversaae Alle — Fader! hvem var denne store Mand?” En forfængelig og flau Nar, og intet andet. — ”Men hvad i al Verden skal jeg da tænke om den, som sad paa min venstre Side, som heldede saa med Hovedet, talte saa lidet, ja endog selv ofte tilstod sin Uvidenhed for den, De kalder en Nar?” Min Søn! Gud give dig engang denne sjeldne Mands Videnskaber og hans — Beskedenhed.

(L. Sagen.)

To muntre drenger, sønner av en landmann, gikk frem og tilbake ved en av deres Faders kornåkre. ”Ei! se dog, ropte den Ene av dem, hvilken forskjell der er på disse kornaks! Se dog, hvor heslig disse lute ned til jorden, og hvor skjønne og ranke derimot hine stå!” ”Javisst! svarede den Anden meget gravitetisk, var jeg i min Faders sted, jeg rykket alle disse opp, der bøye seg så, og kastet dem bort.” — ”En herlig atferd, om jeg handlet således” — sa Faderen, der ubemerket hadde hørt på dem. ”Dere må vite, at just disse aks, der mishage Eder så meget, er de beste; de bøyer seg, fordi de er tunge av korn; hine, der stå i været derimot, er tomme strå. Overhodet legger merke til, at det også blant menneskene sedvanlig går til som på mine kornåkre: det tomme hode hever seg stedse.”

Ved sin Faders side satt den unge Edmund første gang i et stort selskap. ”Kjære Fader”, sa han, da de gikk hjem, ”den mann, som satt på Deres høyre side, der 33talte så høyt og så meget, som belærte alle, overså alle — far! hvem var denne store mann?” En forfengelig og flau narr, og intet annet. — ”Men hva i all verden skal jeg da tenke om den, som satt på min venstre side, som heldede så med hodet, talte så lite, ja endog selv ofte tilstod sin uvitenhet for den, De kaller en narr?” Min sønn! Gud gi deg engang denne sjeldne Mands vitenskaper og hans — beskjedenhet.

(L. Sagen.)