En liden Blomst opvoxte i en lav og eensom Dal; den var skjøn og vellugtende. Stormvindene fore over den, men skadede den ikke. Afsides stod den, uden at bemærkes af Vandreren, men ogsaa tryg for at nedtrædes af hans uagtsomme Fod. Ingen vidste af den, uden den flittige Bie, som den villig overlod sine overflødige Safter til nyttigt Brug. En forskende Botaniker fandt den, og flyttede den i et Drivhuus, hvor den skjød sig i Veiret, udbredte sine Grene, og blev stor. Den forbigaaende Tilskuer beundrede den, men afbrækkede ofte en af dens skjønneste Stilke; i kunstigt Ly og Varme var den nu i Sikkerhed for Stormen, men den følte heller ingen af de milde Vinde, som Naturen om Vaaren sender over Jorden, og ingen af Solens kvægende Straaler, der ere dobbelt kvægende, fordi de ere ukunstlede.
En Dag kom Gartneren i Haven, og spurgte Blomsten, hvad den syntes om sin Tilstand. ”Jeg takker dig,” 30var Svaret, ”for den Møie, du har havt med mig; men, vil du mit Vel, saa tag min Storhed fra mig, og giv mig min Ro igjen.”
(J. Smith.)