I meget gamle tydske Sangefortælles, at det hændte sigudi et Slag udi en Krig,man en Trompeter fik til Fange.“Velkommen! sagde Fienden,hvem lærte dig saa smukt at skraale?“og slog ham, mens han kunde taale —Ak! raabte da Trompeteren,jeg arme Mand! hvad maa jeg lide!O kjære Folk! I maae dog vide,I gjør’ den største Synd for Gud.Jeg bar ei Vaaben, bar ei Værge,jeg ved min Salighed kan sværge,jeg har ei brændt det mindste Krud.Har nogen Mand mig seet at svingeden mindste Od af Kaardeklinge,har jeg udøst en Draabe Blod,da skulde det mig ei fortryde,om hvert et Been I vilde bryde,og gjennemstak min Hjerterod;men, saasom nu (det veed vor Herre),ei Barn i Moders Liv kan væreuskyldig meer og from end jeg,og som’ — — “Ja, med dit Som og Saasom23til Bloksbjerg, Knegt! — Nei vid, at saasommed din Trompet, med din Skalmeidu Stridens Folk med Mod udrusted’,og Stridens Ild og Lue pusted,saa Seieren os kosted’ Blod,altsaa, da du har skadet mereend andre Ti og endnu Flere,som gik med draget Sværd imod;thi skal du og for dem undgjælde,som du ophidser os at fælde;og Slag og Prygl og blodigt Saarskal lære dig, din arme Synder!at hvo som Folk at slaae tilskynder,ei bedre er, end Den, som slaaer.”

(Cl. Frimann. — Af “Almuens Sanger.” Kbh. 1790).

I meget gamle tyske sangerfortelles, at det hendte seguti et slag uti en krig,man en trompeter fikk til fange.“Velkommen! sa fienden,hvem lærte deg så smukt å skråle?“og slo ham, mens han kunne tåle —Ak! ropte da trompeteren,jeg arme mann! hva må jeg lide!O kjære folk! Dere må dog vite,Dere gjør’ den største synd for Gud.Jeg bar ei våpen, bar ei verge,jeg ved min salighet kan sverge,jeg har ei brent det minste krutt.Har noen mann meg sett å svingeden minste od av kårdeklinge,har jeg utøst en dråpe blod,da skulle det meg ei fortryde,om hvert et ben dere ville bryte,og gjennemstak min hjerterot;men, saasom nå (det vet vår Herre),ei barn i Moders Liv kan væreuskyldig mer og from enn jeg,og som’ — — “Ja, med ditt Som og Saasom23til Bloksbjerg, Knegt! — Nei vid, at saasommed din trompet, med din Skalmeidu Stridens folk med mot utrustet’,og Stridens ild og lue pustet,så seieren oss kostet’ blod,altså, da du har skadet merenn andre Ti og enda Flere,som gikk med draget sverd imot;thi skal du og for dem unngjelde,som du opphisser oss å felle;og slag og Prygl og blodig sårskal lære deg, din arme synder!at hvo som folk å slå tilskynder,ei bedre er, enn Den, som slaaer.”

(Cl. Frimann. — Av “Almuens sanger.” Kbh. 1790).