Med rynket Pande, Skjæg paa Hagekom gaaende i gamle Dageen Bondemand ind i en Skov,krumrygget, halt, sig ussel gjorde,og skjælvende tog saa til Orde:“I gode Træer! med Forlovjeg dristig ind blandt Eder træder!Jeg, som I see af mine Klæder,en gammel pjaltet Stodder er,see her! hvor ryste mine Arme!Jeg skulde Stuen hjemme varmemed nogle Kubber, men se hermin gamle rustne Øx’, desværr’,har intet Skaft — — O, hører, Kjære!min ringe Bøn —: forunder mig24et Øxeskaft, som holder noget,og hvorpaa jeg, som gaaer saa kroget,kan, mens jeg gaaer, lidt støtte mig,og komme hjem, at jeg kan prøvede raadne Kubber der at kløve — —!“„Tag! svarte Skoven, gamle Mand!Gid kun, at noget maatte due!“ —Strax løftende paa Rævskindshuemangfoldig, ydmyg takked’ han.Til Lykke seer han i det sammeen deilig liden Askestamme,som før var fældet, ligge der.Han tager Kniven under Trøie,det koster ham kun liden Møie,nu Skaftet sat paa Øxen er;men se, — nu reiser sig min Bonde —ret som besat udaf den Ondehvert Skovens Træ han hugger ned;tungt nu de slagne Træer sukke,og dybt ved Faldet maae de bukke,fortrydende sin Daarlighed.

Jo mere sød og myg og krumdig Nogen noget beder om,jo meer bør du dig tage vare,at du ei bringes ind i Snare.Naar Raaderum kun Skjelmen faaer,saa er han snart dig paa din Nakke;at mangen Gang det ilde gaaer,sig selv man derfor har at takke.

(Cl. Frimann.)

Med rynket panne, skjegg på Hagekom gående i gamle dageren bondemann inn i en skog,krumrygget, halt, sig ussel gjorde,og skjelvende tok så til Orde:“I gode trær! med Forlovjeg dristig inn blant Eder trer!Jeg, som dere ser av mine klær,en gammel pjaltet stodder er,se her! hvor ryste mine Arme!Jeg skulle stuen hjemme varmemed noen kubber, men se hermin gamle rustne øks’, desværr’,har intet skaft — — O, hører, Kjære!min ringe Bøn —: forunder meg24et økseskaft, som holder noe,og hvorpå jeg, som går så kroket,kan, mens jeg går, litt støtte meg,og komme hjem, at jeg kan prøvede råtne kubber der å kløve — —!“„Tag! svarte skogen, gamle mann!Gid kun, at noe måtte due!“ —Straks løftende på Rævskindshuemangfoldig, ydmyk takket’ han.Til lykke ser han i det sammeen deilig liten Askestamme,som før var felt, ligge der.Han tar kniven under trøye,det koster ham kun liten møye,nå skaftet satt på øksen er;men se, — nå reiser seg min Bonde —rett som besatt udaf den Ondehvert Skovens tre han hugger ned;tungt nå de slagne trær sukke,og dypt ved fallet må de bukke,fortrydende sin Daarlighed.

Jo mer søt og myg og krumdeg noen noe beder om,jo mer bør du deg ta vare,at du ei bringes inn i snare.Når Raaderum kun skjelmen får,så er han snart deg på din nakke;at mangen gang det ilde går,sig selv man derfor har å takke.

(Cl. Frimann.)