Paa Sotteseng en gammel Bonde laa,og da han følede, at Døden ham bespændte(skjøndt han sin Sygdoms græske Navn ei kjendte),til talte han sin Søn og Arving saa:”Mit Barn! jeg døer, og efterlader digden Jord, hvorpaa jeg har ernæret mig.Du bliver rigere end du maaskee forventer;thi viid, at i hiint Agerlanden Skat er skjult, som, naar du med Forstandvil bruge den, og sætte den paa Renter,kan gjøre dig til en lyksalig Mand.Tab ikke Modet, om du den ei strax kan finde;den ligger dybt, der hører Arbeid til,din Arm og Spade maa ei skaanes, om du vilopdage den; men jeg, jeg staaer dig indefor din Umages Løn, og haaber, at du troeren kjærlig Faders sidste Ord.”20Saa taler han, og døer. Hans Søn kan neppe ventetil han begravet er, før han sin Skat vil hente.Han tager Spaden og til Arbeid sig begiver.Ei nogen Klump usmulret bliver.Hvorfor? Kan hvert et Stykke Muldei være svangert med det ønskte Guld?Men Skatten gjør ham Tiden lang;den vil ei vise sig; han til en anden Gangsit Haab opsætte maa. Den igjenkomne Svalefortæller ham, at han ei længer kan forhaleat saae sin Sæd, saafremt han høste vil;skjøndt heel ugjerne, maa han dog dertil.Det Frø, som han da nu betroersin ved slig Gravning vel beredte Jord,med saadan Høst hans strenge Arbeid kroner,at de forbauste Naboer,hvis Agre ikkun Klinte bær,og Morgenfruer og høistammed’ Tidseler,forsikkre deres kjære Konertil Trøst og Lindring, at han har gjort Pagtmed Gammel-Erik, og vil de kun give Agt,saa skal de inden føie Tid faae seedem begge to i Luften flyvende.

Imidlertid kan Hans (det var hans Navn) ei glemmesin Faders Ord og den forborgne Skat;saasnart han har sin Agers Grøde hjemme,ta’er han sit gamle Arbeid fat,og hakker, spader om med største Flid;men alt omsonst, han finder ei en Hvid.Tilsidst hans Haab og Mod forsvinder,Han kjedes ved at søge meer,men saaer igjen, og næste Høst han vinder21langt meer end første Gang. Han nok af Velstand seerat strømme ind til sig; derfor, før han vil gjørefleer Forsøg, maa han Præstens Tanker høre,med hvilken brave Mand han veed,hans Fader levede i sær Fortrolighed.Her aabner Hans sin Sjel og sit Anliggende —Den Geistlige ham svarer smilende:“hvad Eders Fader Jer har aabenbaret,er sandt; men Sagen er, at i en vrang Forstandhans Mening og hans Ord I har forklaret.Man let begriber, at den salig Mand,som kjendte Rigdoms sande Kilde,til Flid og Arbeid Jer opmuntre vilde.Har disse tvende Aars Erfarenhedei lært Jer, kjære Ven! at ufortrøden Svedhar givet Agren Væxt og dobbelt Frugtbarhed?Her seer I selv, hvad der ved Spadens Brug er vundet.Gaa hjem! I har alt Skatten fundet.“

(E. Storm.)

På sotteseng en gammel Bonde lå,og da han følte, at døden ham bespændte(skjønt han sin sykdoms greske navn ei kjente),til talte han sin sønn og arving så:”Mitt barn! jeg dør, og etterlater degden jord, hvorpå jeg har ernæret meg.Du blir rikere enn du maaskee forventer;thi vid, at i hint Agerlanden skatt er skjult, som, når du med forstandvil bruke den, og sette den på renter,kan gjøre deg til en lyksalig mann.Tap ikke motet, om du den ei straks kan finne;den ligger dypt, der hører arbeid til,din arm og spade må ei skånes, om du viloppdage den; men jeg, jeg står deg innefor din Umages Løn, og håper, at du troren kjærlig Faders siste ord.”20Så taler han, og dør. Hans Søn kan neppe ventetil han begravet er, før han sin skatt vil hente.Han tar spaden og til arbeid seg begir.Ei noen klump usmulret blir.Hvorfor? Kan hvert et stykke Muldei være svangert med det ønskte gull?Men skatten gjør ham tiden lang;den vil ei vise seg; han til en annen gangsitt håp oppsette må. Den igjenkomne svaleforteller ham, at han ei lenger kan forhaleat så sin sæd, såfremt han høste vil;skjønt hel ugjerne, må han dog dertil.Det frø, som han da nå betrorsin ved slig Gravning vel beredte jord,med sådan høst hans strenge arbeid kroner,at de forbauste naboer,hvis åkrer ikkun klinte bær,og Morgenfruer og høistammed’ Tidseler,forsikre deres kjære konertil trøst og lindring, at han har gjort paktmed Gammel-Erik, og vil de kun gi akt,så skal de innen føye tid få sedem begge to i luften flygende.

Imidlertid kan Hans (det var hans navn) ei glemmesin Faders ord og den forborgne skatt;så snart han har sin Agers grøde hjemme,ta’er han sitt gamle arbeid fat,og hakker, spader om med største flid;men alt omsonst, han finner ei en hvit.Til sist hans håp og mot forsvinner,Han kjedes ved å søke mer,men saaer igjen, og neste høst han vinner21langt mer enn første gang. Han nok av velstand serå strømme inn til seg; derfor, før han vil gjøreflere forsøk, må han prestens tanker høre,med hvilken brave mann han vet,hans far levde i sær fortrolighet.Her åpner Hans sin sjel og sitt anliggende —Den Geistlige ham svarer smilende:“hva Eders far Jer har åpenbart,er sandt; men Sagen er, at i en vrang forstandhans mening og hans ord dere har forklaret.Man lett begriper, at den salig mann,som kjente rikdoms sande Kilde,til flid og arbeid Jer oppmuntre ville.Har disse tvende Aars erfarenhetei lært Jer, kjære venn! at ufortrøden svedhar gitt Agren vekst og dobbelt fruktbarhet?Her ser dere selv, hva der ved Spadens Brug er vundet.Gå hjem! Dere har alt skatten funnet.“

(E. Storm.)