15

Blandt Kuld’ og Iis, tæt under Nordens Pol,sad Boreas en Dag udi sin Lænestolmed grusom Stolthed i de barske Miner.Mild Phoebus i det samme trineraf Østens Porte frem, og Lys og Varme gikmed ham paa Jorden ud. Det slemme Indfald fikstrax Boreas at yppe Kiv og Trætte;thi Fred er ham forhadt. — Han springer ud,og raaber spodsk: “O svage Gud!Hvad bilder du dig ind? Jo, jo! du er den rette.Du sledsker for den kjære Mark og Eng,som taarefulde staae, saasnart du gaaer i Seng,og skjuler dig for dine stakkels Planter.Du ei formaaer en Fjær at løfte af sit Sted,men se, hvor alting skjælver vedmin blotte Aande! — Hui! bli’r jeg retskaffen vred,da raser Undergang i alle Verdens Kanter:Naturen blandes; Jord bli’r Hav;og Bjerge reise sig af Sømands Grav;Du selv ta’r Flugten bag Midnattens Dække;og Egen rykkes op med Rod,og Ørkner skabes der, hvor Paradiser stod’,utidig Vinter størkner Hyrdens Blod,hvert Blomster døer, som dine Smiil udklække.Se hist en foret Vandringsmand!Forsøg nu, Stymper! om du kanmed al din Magt den Kappe fra ham rive,hvori han hyller sig af Skræk for mig.Dog hvad? Du vil omsonst udmatte dig,det er jo ligefrem. Om end Saturni Sønsin Torden og sin Lynild vilde give16dig for saa kjæk en Daad til Hæders Løn,saa blev du endda lige nær.Men se, hvor let en Sag for Boreas det er!” —

Han derpaa hidsig falder anden Reisende, som til sin Lykke er en Mand,der veed at holde fast paa hvad han ei vil miste.Kort, denne svøber sig saa tæti Kappen, at Hr. Boreas bli'r træt,og færdig er af Harm og Skamfuldhed at briste. —

”Hvorledes er det fat, min tappre Gud?”brød Phoebus fuld af Latter ud,”mon dette Grændsen for din Almagt være?Velan, Storpraler! nu vil jeg dig lære,at mine blide Smiil skal mere virke,end al din Voldsomhed og Styrke.Tro mig, o Boreas! at Overtalelserudrette meer end Tvang og Trudseler,grov Haardhed altid maa et trodsigt nei formode,den bedst naaer Maalet, som gaaer frem med Gode.” —

Saa taled Phoebus og udlodpaa vores Vandringsmand en Straaleflod.I faa Minutter kogte alt hans Blod,og hele Kroppen i en Sveddamp stod.Han var ei seen, før han frivillig skiltesig ved den Kappe, som han nys ei slippe vilde. —

Hvad sagde Boreas? — Han rysted sine Lokker,saa Phoebus blev med Snee og Iis bestænkt,og mumlede i Skjægget: ”Ei for Pokker!Hvo skulde saadant tænkt?”

15

Blant Kuld’ og is, tett under Nordens pol,satt Boreas en dag uti sin lenestolmed grusom stolthet i de barske miner.Mild Phoebus i det samme trinerav Østens Porte frem, og Lys og varme gikkmed ham på jorden ut. Det slemme innfall fikkstraks Boreas å yppe kiv og trette;thi Fred er ham forhatt. — Han springer ut,og roper spotsk: “O svage Gud!Hva bilder du deg inn? Jo, jo! du er den rette.Du sledsker for den kjære Mark og eng,som taarefulde stå, så snart du går i seng,og skjuler deg for dine stakkels planter.Du ei formår en fjær å løfte av sitt sted,men se, hvor alting skjelver vedmin blotte ånde! — Hui! bli’r jeg retskaffen vred,da raser undergang i alle Verdens kanter:Naturen blandes; Jord bli’r hav;og Bjerge reise seg av sjømanns grav;Du selv ta’r flukten bak Midnattens dekke;og Egen rykkes opp med rot,og ørkener skapes der, hvor paradiser stod’,utidig vinter størkner Hyrdens blod,hvert blomster dør, som dine smil utklekke.Se hist en foret vandringsmann!Forsøk nå, stymper! om du kanmed all din makt den kappe fra ham rive,hvori han hyller seg av skrekk for meg.Dog hva? Du vil omsonst utmatte deg,det er jo likefrem. Om enn Saturni sønnsin torden og sin Lynild ville gi16deg for så kjekk en dåd til Hæders Løn,så ble du enda like nær.Men se, hvor lett en Sag for Boreas det er!” —

Han derpå hidsig faller anden reisende, som til sin lykke er en mann,der vet å holde fast på hva han ei vil miste.Kort, denne svøper seg så tetti kappen, at Hr. Boreas bli'r trett,og ferdig er av harm og skamfullhet å briste. —

”Hvorledes er det fat, min tappre Gud?”brød Phoebus full av latter ut,”mon dette grensen for din allmakt være?Velan, Storpraler! nå vil jeg deg lære,at mine blide smil skal mer virke,enn all din voldsomhet og styrke.Tro meg, o Boreas! at overtalelserutrette mer enn tvang og Trudseler,grov hardhet alltid må et trodsigt nei formode,den best når målet, som går frem med gode.” —

Så talte Phoebus og utlotpå våres vandringsmann en Straaleflod.I få minutter kokte alt hans blod,og hele kroppen i en Sveddamp stod.Han var ei seen, før han frivillig skiltesig ved den kappe, som han nys ei slippe ville. —

Hva sa Boreas? — Han rystet sine lokker,så Phoebus ble med snø og is bestenkt,og mumlet i skjegget: ”Ei for Pokker!Hvo skulle sådant tenkt?”