(Frit efter P. K. Rosegger.)
At der er en slags dyr, som heder hjort, det ved I alle; at der er en slags hjort, som heder rensdyr, ved I endnu bedre; men at der er et dyr, som heder raadyr, det ved I kanske slet ikke.
33Raadyrene holder sig længere sydpaa. De gjemmer sig helst i skogen; trygge er de ikke der heller, for skytteren er efter dem; han kjender veiene deres og liggestederne; han smyger ind i furuholtene; han bryder benvei i skogen og sender dem kuglen i bringen.
Langt syd i landene, høit oppe i en fjeldli bodde en fattig kulbrænder. Han havde en stor barneflok, og det moned lidet, hvad milen kunde give. Tigge vilde han ikke. Naar de sulted hjemme, gik han paa skytteri. Skogen var ikke hans, dyrene heller ikke, og der var stor straf i loven; men han stelte det slig, at der bare var to, som fik vide om det: han, som skjød, og den, som blev truffen, og de snakked ikke om det, nogen af dem.
Saa var det en vinterdag henimod kvelden. Konen hans laa syg, og den ældste datteren var nede i bygden for at faa en skvæt melk. Skytteren stod i døren. Sneen lyste op i skumringen, og ovenfra faldt de bløde sneflokene tættere og tættere. Han rakte haanden ud og tog imod; naar barnet kom hjem, vilde han ud, det var ikke vanskeligt at finde dyr i dette veiret.
Kvelden kom, og natten kom, men barnet kom ikke. Nu var det blevet ren snekave; faderen tænker ikke mere paa dyrene; han blir ræd for barnet sit. Han holder af dem alle, men mest af hende; hun er kjæledæggen endnu, endda hun er den ældste; hun er tolv aar, men hun heder ikke andet end Tulla derhjemme.
Hvor blir hun af? Hun kjender hver sti og hvert stup; men det er ikke greit at skjelne dem nu i mørket.
Faderen tog trøien paa og gik ud. Han raabte og ledte og ledte og raabte, til han blev blind af snedrysset; det var ikke mere, end at han klared at komme hjem.
Næste dag var de rent indesnedde hos kulbrænderen. De trøsted sig med, at Tulla var i god ro nede i bygden. Men da det endelig var saa fremkommeligt, at han kunde række derned, fik han spurgt, at hun var gaat hjem straks, samme kvelden hun havde faat melken. „Saa ligger hun i snefonnen,“ siger kulbrænderen, og han gaar fra gaard til gaard og beder, som han aldrig har bedt noget menneske, at de skal være med at lede efter barnet.
Den anden dag om kvelden fandt de hende. Nede i en klev, hvor furuen stod saa tæt, at sneen ikke naadde ned, dernede paa det tørre baret sad hun. Men hun havde ikke været alene, — hun havde siddet midt i en flok med raadyr.
Hun havde raaket ned i kleven, og da hun ikke kunde greie det længer, krøb hun i ly under furutaget. Bedst som det var, kom 34der en flok med raadyr didned, gamle og unge; de snused paa hende og saa paa hende med sine store øine; hende var de ikke rædde for. De blev derned og gnaged paa trærne og slikked hverandre og var ganske som tamme. De havde ligesom vinterhus derinde under furuerne.
Næste dag var snetaget saa tykt, at det var rent mørkt; hun drak af melken, som hun skulde hjem med, og putted sig ind imellem dyrene for ikke at stivne af kulden, men tilslut skjønte hun, at hun ikke kunde klare det længer, og saa prøvede hun at lægge hovedet paa et af raadyrene. Da reiser det sig braat og springer op; de løfter hovedet allesammen, de spidser ørene, og i vilde sprang bryder de igjennem tætte skogen og farer afsted.
I samme stunden stod faderen hos hende. Han tog hende paa armen og bar hende hjem. Men da han hørte, at det var skogens dyr, som havde varmet hans barn og reddet livet hendes, da tog han børsen og fyrte den af i luften: der kom ikke ladning i den mere.