29

(Efter J. L. Runeberg.)

Sven Duvas fader var sersjant; men nu var haaret hvidt,nu var det slut med skud og strid, nu var han arm og slidt.Nu baled han med pladsen sin og fik sit brød af den;i barneflokken var der ni; den yngste, det var Sven.

Om gubben havde mandevet, og om han havde nokat dele med — det ved jeg ei — til slig en barneflok;men sikkert har de andre faat for meget; for tilslutsaa blev der ingenting igjen til Sven, den sidste gut.

Han vokste, gutten, ligevel, blev herdebred og sterk,han brød og bændte, var ei ræd det værste trælleverk;ja, han tog i, og han gik paa, — saa har jeg hørt fortalt;han gjorde gjerne alleting, men gjorde alting galt.

Saa kan ei nogen undres paa, om faren tog paa vei,og om han spurgte tit og traat: «Hvad skal der bli’ af dig?»Paa denne visen gnaged han, til sønnens taalmod brast,og han tog til at tænke selv — foruden kløgt og hast.

Da saa den gamle krigsmand kom en vakker dag igjenog sutred paa sit gamle vers: «Hvad skal du bli’, du, Sven?»saa kvak han rent, da han fik svar, og han blev rigtig flad,da Sven, han lukked flabben op og svarte: «Jo, soldat!»

30Men gamlingen, han kom sig snart og saa paa ham og lo:«Din bytting skulde faa gevær og bli’ soldat; ho, ho!»«Ja,» mente gutten, «hjemme faar jeg ingenting istand;kanske det mindre kunstigt er at falde for sit land.»

Da, siges der, blev øiet vaadt paa guttens gamle far;men Sven han traved, til han fandt, hvor regimentet var.Han holdt sit maal, og han var frisk; de spurgte ikke mer,og uden krangel fik han sig gevær og bandoler.

Saa skulde han faa folkeskik og lære exersis,og moro var det, det er vist, at se hans sæt og vis;ja, korporalen skratlo, han, han skratlo, og han skreg;men hans rekrut var lige stø i alvor som i leg.

En mere stø og strævsom kar ei nogensteds du fandt;han stamped, saa at marken skalv, og gik, saa sveden randt;og høire om og venstre om, det fik han sagtens lært,men aldrig vendte han sig did, hvor han blev kommander’t.

Sit «hvil gevær», det kunde han, «ved foden» ligesaa;og alle haandgreb kjendte han og syntes at forstaa;men raabtes: «Presenter!» saa fældte Duva bajonet,og ved «gevær for fod!» fløi hans paa akslen lige let.

Og menig mand og offiser, de syntes, at det varen rigtig raring, denne her, en snodig kongens kar;men han gik trygt sin jevne gang med tyk og taalsom hudog vented paa en bedre tid, — og saa brød krigen ud.

Da spurgte de med skjellig grund, den dag de drog afsted,om Duva havde saapas vet, han kunde være med.Han ænsed ikke snakket, Sven; for gutten vilde slaas;tilslut han greide sagen slig: «Saa gaar vi hver for os.»

Gevær og ransel fik han dog beholde, ogsaa han,var madsvend, naar de havde hvil, soldat i stridens brand,og han gav mad, og han gav hug, bestandig stø og stil,og aldrig kaldte de ham ræd, men tullet stundomtil.

31Tilbage rykte Sandels’ hær, og russen trængte paa;nu bar det unda fod for fod langs bredden af en aa.Et stykke frem paa hærens vei der var en stokkebro;der laa en liden forpost der, den laa i bedste ro.

Den skulde stelle veien lidt; nu laa den lunt i ly,kun tyve mand, og havde langt til skud og vaabengny.Den holdt sig i en bondegaard og aad og drak i fredog lod Sven Duva lage til; for han var ogsaa med.

Da saa de Sandels’ adjutant, han sprængte som et lynog jaged paa en skumsvedt hest udover bakkens bryn.«Til broen, gutter,» raabte han, «for Guds skyld i gevær!for vi har spurgt, at fienden vil over elven der.»

«Hr. løitnant,» sa’ han saa til den, som førte troppen an,«bryd broen, om De kan; hvis ei, saa slaas til sidste mand!Vor hær er solgt, om fienden her slipper i vor ryg;De skal faa hjælp af Sandels selv, nu kommer han, vær tryg!»

Han fløi tilbage; just saavidt de rak til broen ned,da blinked det paa bakkerne bag elvens anden bred;og fienderne tyndedes og tætned, og det smald:den allerførste salve alt blev otte finners fald.

Da var det strengt at holde stand, og ingen vilde frem;endnu en byge, og de saa, nu var de bare fem.Da fulgte alle, da det lød: «Gevær i haand, retræt!» —da gjorde Sven det galt igjen — han fældte bajonet.

Og vende ryggen, ja det gik nu bare saa som saa;istedenfor at lunke væk saa stormed karen paa.Paa broen stod han bred og tung og tryg paa gammel vis,han vilde lære hvemsomhelst sin bedste eksersis.

Han trængte ei at vente stort, før han fik syne den:I næste stund var broen fuld; de stormed frem mod Sven.De rendte paa, mand efter mand; men alle fik beskedom høire om og venstre om og stupte ende ned.

32At kaste denne kjæmpekar, det var nok ingen raad!og altid maa den nærmeste som skjold og verge staa;men argere blev fienden, jo flere gutten vog,da sprængte selve Sandels frem og saa, hvor Duva slog.

«Bra, bra,» han raabte, «bra, hold ud endnu en kort minut!slip ingen over broen, du! hold ud, min kjække gut!Det kan man kalde en soldat, saa skal en finne slaas;Frem, gutter! frem og hjælp ham, frem! han der har reddet os.»

Og nu blev kampen strid og hed, men slukned inden kort,og russerne de vendte om og drog sig langsomt bort;da alt var stilt, steg Sandels af og kom til stranden nedog spurgte efter ham, som stod paa kloppen her og stred.

Man pegte paa Sven Duva da. Han havde endt sin strid;han havde kjæmpet som en mand, og nu var fredens tid;der laa han, som han blundede og hvilte paa sin leg;han var ei mere tryg end før, men meget mere bleg.

Og Sandels bøiede sig ned; — da saa han, hvem det var;han saa ham ikke første gang; det var en velkjendt kar.Men under barmen, der han laa, var græsset rødt af blod;han havde faaet sig et skud tæt under hjerterod.

«Den kuglen vidste, hvad den tog, og hvad den lod gaa fri,»saa talte generalen blot, «den vidste mer end vi;den lod hans pande bli’ i fred, thi den var tom og arm,og holdt sig til, hvad bedre var: hans ædle, tapre barm.»

Og disse ord, de spredtes snart i hæren vidt og bredt,og alle syntes overalt, at Sandels havde ret;thi det var sandt og sikkert det: med tanken var det smaat;et daarligt hoved havde Sven; men hjertet, det var godt.

29

(Etter J. L. Runeberg.)

Sven Duvas far var sersjant; men nå var håret hvitt,nå var det slut med skudd og strid, nå var han arm og slitt.Nå balet han med plassen sin og fikk sitt brød av den;i barneflokken var der ni; den yngste, det var Sven.

Om gubben hadde mannevett, og om han hadde nokå dele med — det vet jeg ei — til slig en barneflokk;men sikkert har de andre fått for meget; for til sluttså ble der ingenting igjen til Sven, den siste gut.

Han vokste, gutten, likevel, ble herdebred og sterk,han brød og bendte, var ei redd det verste trelleverk;ja, han tok i, og han gikk på, — så har jeg hørt fortalt;han gjorde gjerne alleting, men gjorde alting galt.

Så kan ei noen undres på, om faren tog på vei,og om han spurte tit og trått: «Hva skal der bli’ av deg?»På denne visen gnaget han, til sønnens tålmod brast,og han tok til å tenke selv — foruten kløkt og hast.

Da så den gamle krigsmann kom en vakker dag igjenog sutret på sitt gamle vers: «Hva skal du bli’, du, Sven?»så kvakk han rent, da han fikk svar, og han ble riktig flat,da Sven, han lukket flabben opp og svarte: «Jo, soldat!»

30Men gamlingen, han kom seg snart og så på ham og lo:«Din bytting skulle få gevær og bli’ soldat; ho, ho!»«Ja,» mente gutten, «hjemme får jeg ingenting i stand;kanskje det mindre kunstigt er å falle for sitt land.»

Da, siges der, ble øyet vått på guttens gamle far;men Sven han travet, til han fant, hvor regimentet var.Han holdt sitt mål, og han var frisk; de spurte ikke mer,og uten krangel fikk han seg gevær og bandoler.

Så skulle han få folkeskikk og lære eksersis,og moro var det, det er vist, å se hans sett og vis;ja, korporalen skratlo, han, han skratlo, og han skrek;men hans rekrutt var lige stø i alvor som i lek.

En mer stø og strevsom kar ei noensteds du fant;han stampet, så at marken skalv, og gikk, så sveden rant;og høyre om og venstre om, det fikk han saktens lært,men aldri vendte han seg dit, hvor han ble kommander’t.

Sitt «hvil gevær», det kunne han, «ved foten» likeså;og alle håndgrep kjente han og syntes å forstå;men raabtes: «Presenter!» så felte Duva bajonett,og ved «gevær for fot!» fløy hans på akselen lige lett.

Og menig mann og offiser, de syntes, at det varen riktig raring, denne her, en snodig kongens kar;men han gikk trygt sin jevne gang med tykk og tålsom hudog ventet på en bedre tid, — og så brød krigen ut.

Da spurte de med skjellig grunn, den dag de drog av sted,om Duva hadde såpass vet, han kunne være med.Han enset ikke snakket, Sven; for gutten ville slaas;til slutt han greide sagen slig: «Så går vi hver for oss.»

Gevær og ransel fikk han dog beholde, også han,var madsvend, når de hadde hvil, soldat i stridens brand,og han ga mat, og han ga hug, bestandig stø og stil,og aldri kalte de ham redd, men tullet stundomtil.

31Tilbake rykte Sandels’ hær, og russen trengte på;nå bar det unna fot for fot langs bredden av en å.Et stykke frem på hærens vei der var en stokkebro;der lå en liten forpost der, den lå i beste ro.

Den skulle stelle veien litt; nå lå den lunt i ly,kun tyve mann, og hadde langt til skudd og våpengny.Den holdt seg i en bondegård og åt og drakk i fredog lot Sven Duva lage til; for han var også med.

Da så de Sandels’ adjutant, han sprengte som et lynog jaget på en skumsvett hest utover bakkens bryn.«Til broen, gutter,» ropte han, «for Guds skyld i gevær!for vi har spurt, at fienden vil over elven der.»

«Hr. løytnant,» sa’ han så til den, som førte troppen an,«bryd broen, om De kan; hvis ei, så slaas til siste mann!Vår hær er solgt, om fienden her slipper i vår rygg;De skal få hjelp av Sandels selv, nå kommer han, vær trygg!»

Han fløy tilbake; just såvidt de rak til broen ned,da blinket det på bakkene bak elvens annen bred;og fiendene tyndedes og tetnet, og det smald:den allerførste salve alt ble åtte finners fall.

Da var det strengt å holde stand, og ingen ville frem;ennå en byge, og de så, nå var de bare fem.Da fulgte alle, da det lød: «Gevær i hånd, retrett!» —da gjorde Sven det galt igjen — han felte bajonett.

Og vende ryggen, ja det gikk nå bare så som så;istedenfor å lunke vekk så stormet karen på.På broen stod han bred og tung og trygg på gammel vis,han ville lære hvemsomhelst sin beste eksersis.

Han trengte ei å vente stort, før han fikk syne den:I neste stund var broen full; de stormet frem mot Sven.De rendte på, mann etter mann; men alle fikk beskedom høyre om og venstre om og stupte ende ned.

32Å kaste denne kjempekar, det var nok ingen råd!og alltid må den nærmeste som skjold og verge stå;men argere ble fienden, jo flere gutten vog,da sprengte selve Sandels frem og så, hvor Duva slo.

«Bra, bra,» han ropte, «bra, hold ut ennå en kort minutt!slip ingen over broen, du! hold ut, min kjekke gut!Det kan man kalle en soldat, så skal en finne slaas;Frem, gutter! frem og hjelp ham, frem! han der har reddet oss.»

Og nå ble kampen strid og het, men sluknet innen kort,og russerne de vendte om og drog seg langsomt bort;da alt var stilt, steg Sandels av og kom til stranden nedog spurte etter ham, som stod på kloppen her og stred.

Man pekte på Sven Duva da. Han hadde endt sin strid;han hadde kjempet som en mann, og nå var fredens tid;der lå han, som han blundet og hvilte på sin leg;han var ei mer trygg enn før, men meget mer bleg.

Og Sandels bøyde seg ned; — da så han, hvem det var;han så ham ikke første gang; det var en velkjent kar.Men under barmen, der han lå, var gresset rødt av blod;han hadde fått seg et skudd tett under hjerterot.

«Den kuglen visste, hva den tok, og hva den lot gå fri,»så talte generalen blot, «den visste mer enn vi;den lot hans panne bli’ i fred, thi den var tom og arm,og holdt seg til, hva bedre var: hans edle, tapre barm.»

Og disse ord, de spredtes snart i hæren vidt og bredt,og alle syntes overalt, at Sandels hadde rett;thi det var sandt og sikkert det: med tanken var det smått;et dårlig hode hadde Sven; men hjertet, det var godt.