27

(Efter Sigmund Brestessøns saga.)

Det er snart tusen aar siden. Gutterne var dengang længer fremme i al slags idræt, end de er nu, og mangen tolv-fjorten aars gut var næsten som en voksen kar. Sigmund og Tore hedte to gutter fra Færøerne, som begge havde mistet sine fædre for fiendehaand. Siden var de komne til Norge. Da de fik høre, at Haakon Jarl var kommen til riget, vidste de ingen bedre raad end at søge til ham, om de kunde naa saa langt; de mente, at de vilde faa nogen hjælp af ham, siden deres fædre havde været hans mænd. De var i Viken dengang og gik derfra til Oplandene og over Hedemarken nordover til Dovrefjeld. Did kom de mod vinternat, og det tog alt til at sne og vintres paa deres vei. Alligevel gav de sig uvittig ud paa fjeldet, for vild og laa ude i flere døgn uden mad. Tore var den ældste; han var fjorten aar og to aar ældre end Sigmund, men han havde mindre kræfter. Han lagde sig fore og sagde, at han orked ikke mere; Sigmund maatte bare lade ham være og se at finde frem til bygden. Men Sigmund svarte, at enten skulde de begge komme af fjeldet eller ingen af dem. Saa lagde han Tore paa ryggen og bar ham. Det tog nu til at bære nedover; men da var det rigtig smaat med dem begge to. Om kvelden fandt de en dalhelding paa fjeldet, gik efter den og kjendte omsider lugten af røg. Straks efter fik de se en gaard; de gik ind i stuen og fandt der to kvinder — mor og datter. De tog venlig imod gutterne, drog klæderne af dem og gav dem tørre paa, satte mad for dem, gjorde en god seng istand til dem 28og lod dem lægge sig. Manden var ude, da de kom; om morgenen sagde han til dem, at de gjerne kunde hvile sig der en dags tid, om de saa syntes; det vilde de gjerne. Næste morgen sagde han, at de gjerne kunde blive der om vinteren, hvis de ikke havde nogen bedre raad, og de saa gjorde; og da den første sommerdag kom, saa sagde han, at de godt kunde blive, til de blev voksne. «Men én ting vil jeg vare eder for,» sagde han; «i den skogen, som ligger her nord for gaarden, maa I ikke gaa.» Det loved de.

Ikke langt fra gaarden var et tjern; did gik bonden med dem og lærte dem at svømme. Saa var de i skudbakken og lærte at skyde med bue. De skjønte snart, at fosterfaren var en stor idrætsmand. Han kaldte sig Ulv. De blev der nu i tre aar, og Sigmund var da femten aar og Tore sytten aar. De blev flinke i alle idrætter, mest Sigmund.

En dag om sommeren sagde Sigmund til Tore: «Hvad kan hænde os, om vi gaar der nord i skogen?» «Det har jeg ikke lyst at friste,» sagde Thore. «Jeg vil gaa,» sagde Sigmund. «Ja, saa gaar jeg med,» sagde den anden, «men du ved, hvad fosterfar har sagt.» De gik nu afsted, og Sigmund havde en vedøkse i haanden. Da de kom ind i skogen, fandt de en fager rydning. Det varte ikke længe, før de hørte stort brag, og snart kom en urimelig fæl bjørn labbende imod dem. Det var en stor skogbjørn, ulvgraa af let. De løb nu tilbage samme vei, som de var komne; stien var trang, og Tore løb foran, Sigmund efter. Lige i hælene paa ham var bjørnen, som brød sig frem igjennem skogen, saa kvisterne knaged og brak paa siderne af ham. Med et løb Sigmund til side ind imellem trærne og bied, til bamsen kom lige ud for ham; da hug han til ham med begge hænder midt imellem ørene, saa øksen gik ned i hovedet, og dyret faldt forover. Der var ikke gnist af liv i den. «Nu skal vi se at faa karen op,» sagde Sigmund. De gjorde saa og satte forlabberne ind imellem kvistene, saa den ikke kunde falde. Saa stikker de en kjevle ind i munden paa den; nu staar den og gaber, og saa gaar de hjem. Fosterfaren gik just og ledte efter dem. Han var ikke meget blid og spurgte, hvor de havde været. Jo, de havde nok været der, de ikke skulde. «Var bjørnen efter eder?» «Ja.» «Saa skal det nu ialfald blive 29sidste gangen; jeg har ikke trøstet mig til at give mig ikast med det udyret, men nu vil jeg friste,» sagde han. Ulv gik ind og tog et spyd og løb til skogen, Sigmund og Tore efter. Fosterfaren ser snart bjørnen, løber til og stikker spydet igjennem den. Den faldt. Men da saa han paa den. «Den har nok været dræbt en gang før, denne her,» sagde han. «Hvem har gjort det?» «Det er ikke mig!» sagde Tore. «Er det dig, Sigmund, saa blir det ikke dit sidste manddomsverk.» Det blev det heller ikke.

27

(Etter Sigmund Brestessøns saga.)

Det er snart tusen år siden. Guttene var dengang lenger fremme i all slags idrett, enn de er nå, og mangen tolv-fjorten aars gut var nesten som en voksen kar. Sigmund og Tore hette to gutter fra Færøerne, som begge hadde mistet sine fedre for fiendehånd. Siden var de kommet til Norge. Da de fikk høre, at Haakon Jarl var kommet til riket, visste de ingen bedre råd enn å søke til ham, om de kunne nå så langt; de mente, at de ville få noen hjelp av ham, siden deres fedre hadde vært hans menn. De var i Viken dengang og gikk derfra til Oplandene og over Hedemarken nordover til Dovrefjeld. Dit kom de mot vinternatt, og det tok alt til at sne og vintres på deres vei. Allikevel ga de seg uvittig ut på fjellet, for vill og lå ute i flere døgn uten mat. Tore var den eldste; han var fjorten år og to år eldre enn Sigmund, men han hadde mindre krefter. Han la seg fore og sa, at han orket ikke mer; Sigmund måtte bare la ham være og se å finne frem til bygden. Men Sigmund svarte, at enten skulle de begge komme av fjellet eller ingen av dem. Så la han Tore på ryggen og bar ham. Det tok nå til å bære nedover; men da var det riktig smått med dem begge to. Om kvelden fant de en dalhelling på fjellet, gikk etter den og kjente omsider lukten av røg. Straks etter fikk de se en gård; de gikk inn i stuen og fant der to kvinner — mor og datter. De tok vennlig imot guttene, drog kledene av dem og ga dem tørre på, satte mat for dem, gjorde en god seng i stand til dem 28og lot dem legge seg. Mannen var ute, da de kom; om morgenen sa han til dem, at de gjerne kunne hvile seg der en dags tid, om de så syntes; det ville de gjerne. Neste morgen sa han, at de gjerne kunne bli der om vinteren, hvis de ikke hadde noen bedre råd, og de så gjorde; og da den første sommerdag kom, så sa han, at de godt kunne bli, til de ble voksne. «Men én ting vil jeg vare dere for,» sa han; «i den skogen, som ligger her nord for gården, må dere ikke gå.» Det lovet de.

Ikke langt fra gården var et tjern; dit gikk bonden med dem og lærte dem å svømme. Så var de i skudbakken og lærte at skyde med bue. De skjønte snart, at fosterfaren var en stor idrettsmann. Han kalte seg Ulv. De ble der nå i tre år, og Sigmund var da femten år og Tore sytten år. De ble flinke i alle idretter, mest Sigmund.

En dag om sommeren sa Sigmund til Tore: «Hva kan hænde oss, om vi går der nord i skogen?» «Det har jeg ikke lyst å friste,» sa Thore. «Jeg vil gå,» sa Sigmund. «Ja, så går jeg med,» sa den annen, «men du vet, hva fosterfar har sagt.» De gikk nå av sted, og Sigmund hadde en vedøkse i hånden. Da de kom inn i skogen, fant de en fager rydning. Det varte ikke lenge, før de hørte stort brak, og snart kom en urimelig fæl bjørn labbende imot dem. Det var en stor skogbjørn, ulvgrå av lett. De løp nå tilbake samme vei, som de var kommet; stien var trang, og Tore løp foran, Sigmund etter. Like i hælene på ham var bjørnen, som brød seg frem igjennom skogen, så kvistene knaged og brak på sidene av ham. Med et løp Sigmund til side inn imellom trærne og bied, til bamsen kom like ut for ham; da hug han til ham med begge hender midt imellom ørene, så øksen gikk ned i hodet, og dyret falt forover. Der var ikke gnist av liv i den. «Nå skal vi se å få karen opp,» sa Sigmund. De gjorde så og satte forlabbene inn imellom kvistene, så den ikke kunne falle. Så stikker de en kjevle inn i munnen på den; nå står den og gaper, og så går de hjem. Fosterfaren gikk just og ledte etter dem. Han var ikke meget blid og spurte, hvor de hadde vært. Jo, de hadde nok vært der, de ikke skulle. «Var bjørnen etter dere?» «Ja.» «Så skal det nå i alle fall bli 29siste gangen; jeg har ikke trøstet meg til å gi meg ikast med det udyret, men nå vil jeg friste,» sa han. Ulv gikk inn og tok et spyd og løp til skogen, Sigmund og Tore etter. Fosterfaren ser snart bjørnen, løper til og stikker spydet igjennom den. Den falt. Men da så han på den. «Den har nok vært drept en gang før, denne her,» sa han. «Hvem har gjort det?» «Det er ikke meg!» sa Tore. «Er det deg, Sigmund, så blir det ikke ditt siste manndomsverk.» Det ble det heller ikke.