(Hvad her er meddelt i omarbeidet skikkelse, har tidligere været indlemmet i fortællingen «Tordenskjold» af Nordahl Rolfsen. Hvert eneste træk er fuldkommen overensstemmende med virkeligheden.)
I gamle dage var her tæt med ulv her i landet; de kom fra Nordmarken lige ind paa Kristiania, og en trængte ikke at gaa saa langt som til Grefsenaasen for at møde dem en knagende vinternat. I Ringeriks-skogene var de saa dristige, at de hopped lige op i slæden og tog hunden, som sad i dumpen. I Nordland gik de lukt ind paa stuevæggen. Deroppe hændte det, som I nu skal faa høre, for omkring femti aar siden. En af de gutter, som var med, kan bedst sige, hvordan det gik til; — han er nu mellem femti og seksti, dengang var han en syvaars gut. Han fortæller:
«Vi havde en hund, som hedte Gullik, — far havde kjøbt den af en fin, som hedte slig, — og mage til uvørent dyr skulde du ikke have set, hverken nordenfjelds eller søndenfjelds.
Denne Gulliken var ulvene efter baade sent og tidlig; for vel er ulven af hundeslegt, ved du; men frænde er frænde 22værst, heder det i eventyret, og naar ulvene kan æde hverandre, og det gjør de sommetider, saa kan de sagtens æde et søskendebarn.
Støt og stændig lusked de efter ham lige ind paa udhusene. Men det var gut, som vidste at greie sig, det!
En dag i vaarbløden staar Hans, gaardsgutten vor, og hugger ved i vedskjulet. Da faar han høre Gullik gjø saa ildsint, at han skjønte, ulven maatte være paafærde.
Gutten sparked træskoene af sig og for afsted i snevellingen med øksen i næven. Han var ikke kommen to hundrede skridt hen paa jordet, før han fik se Gullik midt i en ulvering. Der var tre stykker om ham; men han hug og bed til alle sider, og da gutten kom, og vargene fik øksen lige over snuden, satte de tilskogs. Hans gav sig til at klappe hunden og godsnakked med den; men han vidste ikke ordet af, før den var væk mellem hænderne paa ham; han blev staaende rent haandfalden og glo: der fløi Gullik bent ind i skogen efter ulvene.
Gutten blistred og sprang, og sprang og blistred; men tilslut saa maatte han give sig. Det røg af ham, saa sved var han; men fødderne var saa valne, at han næsten ikke kjendte dem. Han vassed hjemover paa sokkelesten i sneslafset. «Den fille finnetraven! kom han bare levende hjem, saa skulde jeg rundjule ham slig —»
Han skifted sokker og skulde til at hugge ved igjen; men netop som han havde løftet øksen, stanser han; Gulliks smaa finneøine gløtted frem lige ved kubben; han havde paa et hængende haar kløvet skallen paa hunden. Han slængte øksen. «Skrubbekjæft og økse-egg — han vører ingenting, den karen!» sagde han. Gullik stod bare og risted felden og sendte af og til en liden blodflek hen paa skjorteærmet til Hans. Det var, ligesom han vilde sige: «Nei, det nytter ikke med mig!»
Engang havde han nær gjort en stor ulykke, denne samme Gulliken.
Det var en vinterdag i 1841; jeg var ikke store karen den gangen; men jeg mindes det godt. Far var paa handelsreise, som han næsten altid var, og de andre mandfolkene paa gaarden var paa fiske; det var bare vi børn og tjenestejenterne, som var hjemme hos mor. Den dagen, jeg 23snakker om, skulde vi hen til naboen, en fjerdingsvei borte, — det var noget, mor havde lovet os i lang tid. To langslæder kjørte frem for døren; kokkejenten styrte den ene, budeien den anden. Et par stole var surrede fast paa slæderne, og der skulde vi sidde. Jeg kom op paa mors fang, og veslebror, som var puttet ind i en stor fodpose, blev sat i den forreste slæden hos husjomfruen og budeien.
Gullik vilde vi ikke have med, den lokked bare ulvene til. Den blev stængt inde i borgstuen, og døren blev forsvarlig læst. Men vi var ikke mere end vel komne ud af gaarden, før vi havde den i hælene paa os. Den havde rendt hovedet imod ruden; — der var en blodig flænge over panden.
Jenterne skjendte og trued, at den skulde gaa hjem igjen; men det nytted ikke; ingenting nytted med det dyret. Den løb ganske rolig midt imellem slæderne, og alle de rap, den fik, saa moned det ikke.
Vi var komne omkring halvveis; da braastansed hestene og skalv: der sad fire ulve paa rad tversover veien og vented paa os. I næste øieblik bar det afsted i susende trav, og ulvene skvat tilside. De lod den første hesten komme forbi; det var hverken hestene eller menneskene, de vilde have, de feige bestene; — det var Gullik, det gjaldt. Men denne gang havde han saa godt følge, syntes han vel; han var endda modigere, end han pleied, — han bed, og han bed, — hestene traved og traved, og nærmere og nærmere kom vi til folkehjælp.
Du synes kanske, det er urimeligt, at ikke fire ulve straks gjorde det af med en eneste hund? De var lidt usikre af sig, ser du; havde vi været paa is eller aaben mo, kunde det set galt ud for os allesammen; men vi kjørte gjennem en skog, og i skogen er ulven aldrig tryg; den ser snarer og farer bag hvert træ.
Rædde var vi nu alligevel; kokkejenten græd og slog med tømmerne, jomfruen skreg, som om de alt havde tænderne i hende. Hun gik saa rent fra vettet, at hun lod posen med brormand glide ned i slædebunden. Ret som det var, tørned hendes slæde mod en furustub, og posen skvat ud og midt ind i ulveflokken.
24Mor saa et glimt af den, da den for. Hun reiste sig op i slæden, hun var stiv og stum af angst.
Men den, som hverken var stum eller stiv, det var budeien. Hun satte ud af slæden; hun havde ikke andet end en paraply i haanden; men hun var, som hun var styren; hun ænsed ingenting, stak vargene i øinene, sparked dem over snuderne, hujed og brølte, til de virkelig lusked væk. Saa trev hun fodposen, — det, som var igen af den: den var tom.
I det samme skreg jomfruen igjen, — hun havde tydelig kjendt noget, som kneb hende i benet; det var veslebror, som itide havde krøbet ud af posen og nu laa og legte sig under stolen hendes.