— Vi vil nu forstaa, at havstrømmene har den største betydning for den hele verdenshusholdning. De fører varmt vand fra ækvator mod polerne, og koldt vand fra polerne mod ækvator. Derved blir veirlaget paa mange steder af jorden jevnere. Mennesker kan bo hvor det ellers vilde være for hedt eller for koldt.
Men naar nu strømmene flytter vandmasser fra den ene del af havet til den andre, vandmasser som kan være tusender af kilometer i bredde og flere hundred meter i dybde, saa skulde en jo tro, at vandet maatte have en meget forskjellig høide ved de forskjellige kyster. Det er ikke tilfældet. Der er en udmerket regulering. For det første samler ikke havstrømmene sig op nogen steder, og dernæst er det strømninger i havet ikke bare langs havfladen, men ogsaa op og ned, helt ned til de største dybder. Det ser vi deraf, at det overalt er den samme luftmængde til stede i havet. Ja — i alle dybder er det fundet levende dyr. Ligesom en skolebygning har sine ledninger med ventiler til at skaffe frisk luft, saaledes har havet sine strømninger.
Uafladelig er det i rørelse. Hver draabe som ikke stiger op til damp og saa foretager sin lange vandring gjennem skyer, bræer og elver, skifter alligevel uafladelig plads. Den synker til bunds eller løfter sig igjen til overfladen. Den vandrer fra ækvator til polen, og fra polen til ækvator. Minder i verdenshusholdningen om blodet i det menneskelige legeme. Altid i fart, altid strømmende liv.
For læsebogen af H. Mohn.