En sjømand, som havde tjent sig rig i Holland og nede paa Batávia, havde for halvandet hundred aar siden eller mere lagt sig til mange gaarder i Aafjorden, — et helt gods. Han hedte Juhl, og det kom mange Juhl’er efter ham. En gren af slegten havde holdt sig paa Hammernes; men det gik nedover med den, og da gamle Jan Juhl var vel begravet, saa det ud som de maatte gaa fra gaarden. Det havde været bare stivsind og tilbagegang i lange tider. Sønnen Reier Jansen Juhl var nok ogsaa stivsindet som sine fædre; men han vilde frem, gaa paa. Han vaaged sig ud paa sildefiske — det havde Juhlerne ikke prøvd før; han gik til sjøs, da sildefangsten ikke vilde lykkes; han slét og sulted sig frem, han gifted sig med den staute Sara Rørdam, og kom saa endelig tilbage til Aafjorden. Nu gik han da paa med fisket for alvor. Fra Stavanger og lige nord til Kinn vidste man, at der gaves en notebas som hedte Reier Jansen Juhl, der saa omtrent kunde lugte silden i havet og gik paa som en storhval. I bygderne 198kaldtes han almindelig sildekongen. Det er om hans sidste reis nedenstaaende stykke fortæller. Stykket er sidste kapitel i den bog som heder Gaa paa.
En halv snes aar videre udover livet.
Hammernes-furuen, som havde staat saa mangen kuling og set saa mange af Juhl-slegten komme og gaa, havde mistet den ene vældige gren. Den stod nu der oppe paa haugen med en revne og et svart ædende hul oppe i stammen — den ene arm udstrakt, saa vreden, knudret og trodsig som nogensinde — og saa ned paa de blanke blaa tagsten i Hammernesviken. Der var alt i vekst, liv og rørelse — om end lidt ensomt, nu mandfolkene igjen i vintertiden laa ude paa sildefisket. I bakken laa der paa kryds og tvers spor af ski og kjælker, store fødder og smaa fødder, fra gutternes og smaapigernes daglige erender og besøg der nedefra op til tante Ottilie, som sad paa Hammerneset og «slet ikke brydde sig om at det spøgte i bygningen!» Ude i Teistholmene var sjøboden vokset op til et helt lidet salteri med platting foran; — Reier Juhl havde lagt mange penger ned der, men ogsaa trukket mangen god skilling ud af det. Og nu — midt i vinteren, tirsdagen den 18de februar — laa han der ude i et forfærdeligt veir. Vinden rev med stormstød paa stormstød i sjøboden, mens han gik der inde, og nedenfor i den lille knappe havn laa hans jagtefartøi for to anker og varp, og slét sig og duved, saa at sprøiten stod over baugen . . . Han gik i sjøstøvlerne frem og tilbage paa gulvet i den graatykke morgenstund, mens en del sjøkarer stod klint op ved de halvmørke vægger og vented paa besked. Han vandred med hænderne paa ryggen, og de saa, at det brygged sterkt i ham . . . det furede skarpe ansigt med de graasprængte skjeggetotter var sammenknebet ved munden og haardt som ben. Han kremted og kremted . . . «Jagten staar sig!» bemerked hans søn Jan. Reier Juhl svarte ikke, gik blot frem og tilbage . . . «Naa Anders!» udbrød han, da denne kom ind. Det var hans bedste notebas, «gammelbasen», som havde været paa udkik oppe paa holmen. «Mener du 199han gaar mere om paa syd?» — «Bent sydvest næsten. Det skal spøge for stængene der nord. Tre notekast lige foran havsjøen! Den sparer ikke, den! . . . Det er mange tusend tønder sild, det, som ryker . . . kan blive en tung dag for aafjordingen! . . . Det maatte nok baade trosser og varp til, skulde det holde!» — «Mest kniber det jo for Martin Sørhagens store stæng,» ytred én. Stormen tog paa ny i røstet. — «Det er godt vi bare har part i det ene, far!» Reier vendte sig braat: «Godt! . . . godt!» opripped han. Han gik hen til den aabne dør og saa ud. «Veiret er nu ikke værre, end at med nogen gode karer saa seilte vi did op med trosser og sligt . . . vi har dagen for os!» Ingen svarte. Reier vendte dem bidsk ryggen. «Hm! Hm!» Veiret rev igjen oppe under tagsperrerne. Atter kikked han ud; — det røk over holmen. «Al den sild spildt ud i havet igjen . . . jeg mener vi gaar paa, jeg!» udbrød han afgjørende. «Det var skam, om vi skulde ligge her med al fornøden redskab og saa lade den store velsignelse for bygden gaa ud i sjøen igjen! Naa Anders?» Anders var villig. — «Jeg gaar med dig, far!» sa Jan. — «Du blir her!» var det korte svar. To andre bød sig til, og folkene begyndte straks at gjøre alt klart. Jan gik i uro nede ved fjæren og voved et par ymt til faren, om at det kunde komme til at knibe stygt for havn der nord ved landet. Det kosted adskillig anstrengelse at faa taug, trosser og notevarp om bord i dragsuget. — «I dag vil jeg gaa med dig, far!» Han var alt i færd med at sætte foden ind paa baadripen, da hans far, som stod paa toften, pludselig vendte sig om og gav sin seks-syv-og-tyveaarige søn et nakkedrag, som uventet drev ham indover den glatte tang mellem fjærestenene. I det samme satte de af, — og med Reier selv og tre mand om bord lensed jagten snart med søndenveiret i ryggen opover gjennem røk og sprøit . . . De fik vasket 200sig! Men ved middagstider naadde de ogsaa op til stængene, og det viste sig at være aldeles paa høie tid! Især stod det store ytterste farlig udsat, og det gjaldt i jagtens vanskelige stilling midt under sjøgangen at faa sat an allehaande smekre trosser og varp. Vandtønden forvandledes til kagge, for at holde noten bedre flot, og det lille reserveanker udlevértes, da noten holdt paa at slite sig ud for sine dregger. Her spilledes om store værdier; men alt syntes dog nu nogenlunde sikret; — kun laa Reiers jagt der havneløs til natten, og maatte i skumringen igjen staa udover for at søge under øerne paa den anden side af fjordgabet. Hvordan stormen stedse øgedes, og hvilket hav det var udenfor, — det gik Jan ængstelig og dømte om henne i Teistholmene om natten, indtil veiret tog til, saa at taghellerne begyndte at ryke af, og de fik nok at bestille med at fæste boden med trosser. Hans haab var jo, at faren skulde faat smidt sig ind i et eller andet sund og taget landefæste. Hans hjertens mening var, at han havde en uvettig far, som det maatte kapsun paa en anden gang. Men udenfor i havet laa Reier Juhl med sin jagt, for saa store stumper seil han bare kunde føre, og pressed sjøen, saa spantene knaged og stævntræet dirred. Vinden var gaat vestligere, saa at han maatte søge rum sjø for natten. Fyret havde de hele tiden nede i læ; men saa det gjorde de kun naar de laa høiere end midt i sjøerne . . . «Her er alvorlig vask, karer, — for den som ikke er vant til at seile med jagt!» sa han, da de ud paa natten havde taget en forfærdelig brotsjø; «men saa har vi godt lys i stagen der inde ved land. Did vil vi ikke for god betaling nu!» Men did viste det sig snart at de maatte! Det blev mer end storm, og vinden sprang helt til vest, — bén paalands-vind og hav! Her var ingen raad for, og i hvidt hav og sorte natten bar det saa indover . . . «Det 201er bare lige lukt paa fyret det, gutter!» sa han tørt. «Han kjendes saa blid, nu vi har ham efter os; — for den rakker ved, hvad vi har foran os!» tilføied han, mumlende for sig selv, med et nik mod kysten . . . «For resten, du Anders!» ytred han med en viss lunhed til gamlebasen, som stod surret ved siden af ham ved rorstangen; «vestenveiret hjalp godt paa aafjordingens notestæng . . . de klarer sig nu fint!» — «Ja-a . . . de klarer sig!» mente Anders med en egen betoning. Sort nat, et himmelhav, sjørok og hvin om ørene, og foran — som en opdukkende, dunkel, angstfuld anelse — randen af noget gliset, hvidtandet, kantet, mørkt . . . «Ser bedre ud paa skjøns, — lidt vask til eller fra gjør ikke noget nu!» Og med ændret kurs stod de videre indover, af og til fulgt af et skyvende brot henad dækket. Nærmere og nærmere kom det sorte, glisende, taggete! Det var døden som grinte mod dem . . . Hvert brot som glimted op inde i mørket, stak med rædsel i hjertet. «Skal det gaa frem for Vorherre i nat, saa er det godt jeg har saa lidet for egen regning i stængene!» ytred Reier til gamlebasen. — Som det begyndte at se ud nu, blev hver taus for sig. Tankerne gik tunge og blege i Reier. Det var en uventet stans paa et sterkt liv. «Fuldskurendes karer til at tage det op efter mig — baade Jan og Jan Konrad! . . . Og Sara, — skal hun ikke møde mig mere paa bryggen? . . . Det blir tidligere slut end jeg lysted! — det var som en brudedans for mig, fra jeg fik hende.» Han letted paa sydvesten for at faa luft . . . Hans hele liv laa med ett som et speil for ham. De havde nu de susende brændinger til begge sider. Pludselig lyste det skarpt op lige foran baugen. «Nei dette gaar som med far min, da han stod paa kirkebakken hjemme i Aafjorden og præked mod silden, — det nytter ikke, Anders!» I næste øieblik hugged de. Luften blev hvid, brottene jog henover dem.