Det lysned i skogen, da ilede jeg frem,snart stod jeg hvor bakkestupet skraaned.Jeg saa den vide bygd, jeg saa mit kjære hjem,jeg saa, hvor de fjerne aaser blaaned.Jeg saa de brede fjorder, som skar sig ind i bugt,og elven saa jeg blinke og krumme sig smukt;jeg længtes til de sollyse sletter.

Og dog var det atter som den sukkende livilde blidelig holde mig tilbage,som om den bag mig hvisked: Forlader du min stifor ned i folkevrimmelen at drage?Ak, skogen og fjeldvandet havde i mit sindfor første gang suset sin vemodstanke ind,og siden jeg glemmer den vel aldrig.

Ti ofte naar jeg gaar i den myldrende by,i de bonede skinnende saler,den samme hvisken lyder, saa bønlig, saa bly,fjernt henne fra min barndoms grønne daler.Da griber mig en længsel til skog og til fjeld,jeg hører atter bjelder og lurlokk ved kveld,og sus gjennem skjeggete graner.

Det lysnet i skogen, da ilede jeg frem,snart stod jeg hvor bakkestupet skraaned.Jeg så den vide bygd, jeg så mitt kjære hjem,jeg så, hvor de fjerne åser blånet.Jeg så de brede fjorder, som skar seg inn i bukt,og elven så jeg blinke og krumme seg smukt;jeg lengtes til de sollyse sletter.

Og dog var det atter som den sukkende liville blidelig holde meg tilbake,som om den bak meg hvisket: Forlater du min stifor ned i folkevrimmelen at drage?Ak, skogen og fjeldvandet hadde i mitt sinnfor første gang suset sin vemodstanke inn,og siden jeg glemmer den vel aldri.

Ti ofte når jeg går i den myldrende by,i de bonede skinnende saler,den samme hvisken lyder, så bønlig, så bly,fjernt henne fra min barndoms grønne daler.Da griper meg en lengsel til skog og til fjell,jeg hører atter bjeller og lurlokk ved kveld,og sus gjennom skjeggete graner.