38

Naar en nordmand kommer til Færøerne, synes han at de er som et stykke Norge. Maalet er af gammel norsk rod og minder om vore bygdemaal; naturen er øer og fjorder som paa Norges vestkyst.

Har han havt uroligt veir over havet, saa blir det med en gang saa underlig stilt, naar ankeret falder paa havnen. Her ligger ikke skib i skib som andre steder — med hiving og heising og sjømandssange. De ligger her saa ensomt og saa bortgjemt, disse øer ude i det store hav. Her maa være et sted hvor de gamle seder har holdt sig, som det gamle maal. Slig er det ogsaa.

Da Fridtjof Nansen var indom Færøerne paa veien til Grønland, fik han se den gamle egte færøiske dans, slig som den endnu danses i julehøitiden og ved bryllupper og store fester. Haand i haand gaar de frem, mænd og kvinder, i rad og i ring. Det er ikke springer eller halling, ikke vals eller polka; det er en rolig og værdig dans — uden fele eller horn; de danser efter sang. En synger fore, og de andre stemmer med i omkvædet:

Stig fast paa vort gulv, spar ei paa din sko;Gud ved, naar vi atter feirer julen i ro.

Eller de synger om den gamle helt, Sigurd Faavnesbane, som dræbte ormen og la guldet paa sin hest:

Grane bar guldet af hede,Grane bar guldet af hede.Sigurd svang sit sverd med vrede;Sigurd vandt paa ormen seir,og Grane bar guldet af hede.

Det er kjæmpeviser de danser efter. I længst forsvundne tider er det blit danset efter folkevisens toner over hele Norden; nu lever skikken bare paa Færøerne, men viserne har holdt sig overalt, holdt sig paa folkemunde, nogen i seks syv hundred aar. De fleste findes i alle Nordens lande, en og anden bare i det ene af landene. Og viser som er i slegt med dem, er samlet i England og Skotland, 39stundom ogsaa i Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Nord-italien.

At det har været danset til dem, ser vi af omkvædet; saa kalder vi en eller flere linjer som kommer igjen i hvert vers. Naar det heder:

Træd let over grønnen vold

eller

I træder en dans

eller

Træd I vel, træd bedre, om I kan,

saa er det dansen det tænkes paa. Ellers pleier omkvædet gjerne paa en eller anden maade at minde om det der synges om. Naar der synges om den djerve kjæmpe Dalebu Jonsson, saa er omkvædet:

Kjenner du Dalebu Jonsson?

Aarolilja dør med den hun elsker; derfor siger det tungsindige omkvæd:

Aarolilja,kvi søve du so lengje?

Endnu har vi minder om viser og dans i børnenes leg, naar de synger:

Munken gaar i engenden lange sommerdag.

Norske smaajenter rundt om i byerne har en leg hvortil de synger eller ramser op disse meningsløse ord:

Frem rider Offer,frem rider redderi,frem rider kongens redderi,frem rider kongs milliane.

Hvem skulde tro, at dette er det samme som i den færøiske vise, som det er god mening i; for der heder det saa:

Frem rider Offur,frem rider ædlinger,frem rider kongens mænd alle.

40Dans til folkevisen er af fremmed oprindelse. I de ældre sagaer og oldkvad tales det aldrig om den; dansen er kommet til Norden fra de sydligere, livligere folk. Vi ved med vished, at de i Frankrig havde en dans som kaldtes carol, netop en slig dans som det blev sunget til. Det er denne dans som har vandret fra Frankrig til England, og fra England til Norge.

Det ældste spor vi ser af folkevisen, er i England. En gammel klosterkrønike fortæller: Kong Knut den store kom roende med sin dronning og sit følge over sjøen til klostret St. Ely for at feire helgen der.

Da klang munkenes korsang ud imod dem, og kongen kvad en vise, som han digted paa stedet; mændene stemte i. Den lød saaledes:

Gladelig synger de munker i Ely,mens Knut konge ror forbi.Ro, mine svende, nær til land,saa vi kan høre munkenes sang.

Det var jo meget samkvem mellem England og Norden. Knut den store raadde jo baade over Danmark og England, havde tinglid i begge lande, og denne tinglid bestod af landets første mænd. Det er da rimeligt, at kjendskab til folkeviserne først er overført til Norden gjennem disse mænd. Knuts vers minder da ogsaa meget om vort norske stev, som kort efter denne tid har faat indpas i Norden, — det ser vi af sagaen. Før brugte nordboerne digte med stavrim, uden sang. Enderimene, og vers som skulde synges, lærte de fra England, det var det nye. Men saa gjorde de selv siden noget nyt. De laged lange rimede digte med en hel fortælling i, og dem dansed de til. Til mange af disse viser har de hentet emner udenfra, mange af dem handler om hjemlige emner og hændelser.

I begyndelsen opstod viserne helst hos adelen (i Danmark og Sverige) eller hos mænd i lendermænds og sysselmænds stillinger i Norge. Men saa blev visedigtningen kjendt og kjær hos det store folk, og saa begyndte mænd af folket selv at digte viser. I aarenes løb er de da gaat 41fra mund til mund og fra slegt til slegt og er blit ændret og lempet paa. Derfor kaldes de ogsaa folkeviser, fordi det hele folk saa at sige har del i dem; men hver enkelt vise er naturligvis fra først af digtet af en enkelt mand, om end ingen nu efter saa lang en tid ved at nævne hans navn.

Man pleier at dele folkeviserne i kjæmpeviser, eventyrviser, ridderviser, historiske viser, legendeviser, og hertil kommer stevet og skjemtevisen. Vi skal oplyse lidt om hver enkelt af disse slags og give prøver paa dem. For vi maa huske, at sagaer og folkeviser, det er middelalderens store skat af digtning. Sagaen er nedskrevet i middelalderen selv; folkeviserne er først optegnet i det 16de aarhundred for Danmarks vedkommende, for Norges i det 19de. Ikke i noget af Nordens lande kan indsamlingen af folkeviser siges at være færdig, saa vi kunde mene, at nu er der intet mere at finde. Det er ikke længe siden det i Jylland blev indsamlet over 200 viser, og det mange som aldrig havde været trykt, adskillige aldrig nedskrevet.

Naar mødrene sad med sine børn og strikked om vinterkveldene, saa sang de 42viserne for dem, for at holde dem vaagne. Og i gjestebud og julelag, naar ølbollen gik rundt, skiftedes mændene om at synge kjæmpeviser for unge og gamle. For det er mest bønder og husmænd som har gjemt paa folkeviserne til vore dage og frelst dem fra glemsel. Men siden har boglærde og kyndige mænd nedskrevet og udgivet dem: hos os Jørgen Moe, Landstad og Sophus Bugge. Tonedigteren Ludvig Lindeman har draget rundt og samlet melodierne.

I Norge er det især Telemarken og Sætersdalen som er rige paa viser. I begge disse dalfører har bønderne havt et særlig digterisk sind og evne til at gjemme paa det som var gammelt, baade i seder og i sang. De har levet sagaens liv lige ned mod vor tid. Mandig, men ogsaa blodig daad har været velkjendt blandt dem; derfor kunde især kjæmpeviserne trives og holde sig, viser om slige karer som Sigurd svein, Roland, Heming og Dalebu Jonsson. Dalebu Jonsson er den yngste, men vi sætter den her først.

38

Når en nordmann kommer til Færøerne, synes han at de er som et stykke Norge. Maalet er av gammel norsk rot og minner om våre bygdemål; naturen er øyer og fjorder som på Norges vestkyst.

Har han hatt urolig vær over havet, så blir det med en gang så underlig stilt, når ankeret faller på havnen. Her ligger ikke skip i skip som andre steder — med hiving og heising og sjømandssange. De ligger her så ensomt og så bortgjemt, disse øyer ute i det store hav. Her må være et sted hvor de gamle seder har holdt seg, som det gamle mål. Slig er det også.

Da Fridtjof Nansen var innom Færøerne på veien til Grønland, fikk han se den gamle ekte færøyske dans, slig som den ennå danses i julehøytiden og ved bryllup og store fester. Hånd i hånd går de frem, menn og kvinner, i rad og i ring. Det er ikke springer eller halling, ikke vals eller polka; det er en rolig og verdig dans — uten fele eller horn; de danser etter sang. En synger fore, og de andre stemmer med i omkvædet:

Stig fast på vårt gulv, spar ei på din sko;Gud vet, når vi atter feirer julen i ro.

Eller de synger om den gamle helt, Sigurd Faavnesbane, som drepte ormen og la gullet på sin hest:

Grane bar gullet av hede,Grane bar gullet av hede.Sigurd svang sitt sverd med vrede;Sigurd vant på ormen seier,og Grane bar gullet av hede.

Det er kjæmpeviser de danser etter. I lengst forsvundne tider er det blitt danset etter folkevisens toner over hele Norden; nå lever skikken bare på Færøerne, men viserne har holdt seg overalt, holdt seg på folkemunne, noen i seks syv hundre år. De fleste finnes i alle Nordens lande, en og annen bare i det ene av landene. Og viser som er i slekt med dem, er samlet i England og Skotland, 39stundom også i Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Nord-italien.

At det har vært danset til dem, ser vi av omkvædet; så kaller vi en eller flere linjer som kommer igjen i hvert vers. Når det heter:

Tred lett over grønne vold

eller

Dere trer en dans

eller

Tred dere vel, tred bedre, om dere kan,

så er det dansen det tenkes på. Ellers pleier omkvædet gjerne på en eller annen måte at minde om det der synges om. Når der synges om den djerve kjempe Dalebu Jonsson, så er omkvædet:

Kjenner du Dalebu Jonsson?

Aarolilja dør med den hun elsker; derfor sier det tungsindige omkved:

Aarolilja,kvi søve du so lengje?

Ennå har vi minner om viser og dans i barnas leg, når de synger:

Munken går i engenden lange sommerdag.

Norske småjenter rundt om i byene har en lek hvortil de synger eller ramser opp disse meningsløse ord:

Frem rider Offer,frem rider redderi,frem rider kongens redderi,frem rider kongs milliane.

Hvem skulle tro, at dette er det samme som i den færøyske vise, som det er god mening i; for der heter det så:

Frem rider Offur,frem rider ædlinger,frem rider kongens menn alle.

40Dans til folkevisen er av fremmed opprinnelse. I de eldre sagaer og oldkvad tales det aldri om den; dansen er kommet til Norden fra de sydligere, livligere folk. Vi ved med visshet, at de i Frankrig hadde en dans som kaltes carol, nettopp en slig dans som det ble sunget til. Det er denne dans som har vandret fra Frankrig til England, og fra England til Norge.

Det eldste spor vi ser av folkevisen, er i England. En gammel klosterkrønike forteller: Kong Knut den store kom roende med sin dronning og sitt følge over sjøen til klostret St. Ely for å feire helgen der.

Da klang munkenes korsang ut imot dem, og kongen kvad en vise, som han digted på stedet; mennene stemte i. Den lød således:

Gladelig synger de munker i Ely,mens Knut konge ror forbi.Ro, mine svenner, nær til land,så vi kan høre munkenes sang.

Det var jo meget samkvem mellom England og Norden. Knut den store rådde jo både over Danmark og England, hadde tinglid i begge lande, og denne tinglid bestod av landets første menn. Det er da rimelig, at kjennskap til folkeviserne først er overført til Norden gjennom disse menn. Knuts vers minner da også meget om vårt norske stev, som kort etter denne tid har fått innpass i Norden, — det ser vi av sagaen. Før brukte nordboerne digte med stavrim, uten sang. Enderimene, og vers som skulle synges, lærte de fra England, det var det nye. Men så gjorde de selv siden noe nytt. De laget lange rimede digte med en hel fortelling i, og dem danset de til. Til mange av disse viser har de hentet emner utenfra, mange av dem handler om hjemlige emner og hendelser.

I begynnelsen opstod viserne helst hos adelen (i Danmark og Sverige) eller hos menn i lendermænds og sysselmænds stillinger i Norge. Men så ble visedigtningen kjent og kjær hos det store folk, og så begynte menn av folket selv å dikte viser. I årenes løp er de da gått 41fra munn til munn og fra slekt til slekt og er blitt endret og lempet på. Derfor kalles de også folkeviser, fordi det hele folk så å si har del i dem; men hver enkelt vise er naturligvis fra først av diktet av en enkelt mann, om enn ingen nå etter så lang en tid ved å nevne hans navn.

Man pleier å dele folkeviserne i kjæmpeviser, eventyrviser, ridderviser, historiske viser, legendeviser, og hertil kommer stevet og skjemtevisen. Vi skal opplyse litt om hver enkelt av disse slags og gi prøver på dem. For vi må huske, at sagaer og folkeviser, det er middelalderens store skatt av diktning. Sagaen er nedskrevet i middelalderen selv; folkeviserne er først opptegnet i det 16de aarhundred for Danmarks vedkommende, for Norges i det 19de. Ikke i noe av Nordens lande kan indsamlingen av folkeviser siges å være ferdig, så vi kunne mene, at nå er der intet mer å finne. Det er ikke lenge siden det i Jylland ble innsamlet over 200 viser, og det mange som aldri hadde vært trykt, adskillige aldri nedskrevet.

Når mødrene satt med sine barn og strikked om vinterkveldene, så sang de 42viserne for dem, for å holde dem våkne. Og i gjestebud og julelag, når ølbollen gikk rundt, skiftedes mennene om å synge kjæmpeviser for unge og gamle. For det er mest bønder og husmenn som har gjemt på folkeviserne til våre dage og frelst dem fra glemsel. Men siden har boglærde og kyndige menn nedskrevet og utgitt dem: hos oss Jørgen Moe, Landstad og Sophus Bugge. Tonedigteren Ludvig Lindeman har draget rundt og samlet melodiene.

I Norge er det især Telemarken og Sætersdalen som er rike på viser. I begge disse dalfører har bøndene hatt et særlig dikterisk sinn og evne til å gjemme på det som var gammelt, både i seder og i sang. De har levet sagaens liv like ned mot vår tid. Mandig, men også blodig dåd har vært velkjent blant dem; derfor kunne især kjempevisene trives og holde seg, viser om slike karer som Sigurd svein, Roland, Heming og Dalebu Jonsson. Dalebu Jonsson er den yngste, men vi setter den her først.