234

Det var en gang en kommandánt— og det er det bedste, at det er sandt;han havde sin post bag den sterke voldsom var i aarhundreder Norges skjold.Skral var helsen og gammel kallen,men rak var ryggen paa generalen,den gamle Ohme.

Fyrti tusend var Sveriges hær;den var ikke gamle Ohme for nær.«Naar modet udover landet minker,saa tar Fredriksten sine bedste blinker.Lad baalene brænde der nede paa Ide,vi skal nok ogsaa tænde i tide,»sa gamle Ohme.

235Men ikke før var det løsnet skud,saa kom det fra Sveriges kronprins bud,og der stod forklaret om lydighedenmod Sveriges konge og Kieler-freden.Men det blev svaret bag fæstningens hvælv:«Hils og sig: vi har konge selv —fra gamle Ohme.»

Og han fik bud igjen, et strengt:«Et eneste skud — saa blir dunængt.»«Jeg er ikke nøie med maaden og tiden,om jeg skal dø lidt før eller sidenog bli den forbistrede gigten fri.Løitnant Tønder, skyd videre, De!»sa gamle Ohme.

Midt under kampen kommer der tobud fra Lier og Matrand bro;da blir det glæde blandt kjækkegutter:Svarte og trætte sit dagverk deslutter —og felen klinger i kasematten,mens lunterne lyser ude i natten.Men kommandanten har stive ben,gjør heller en runde paa Fredriksten, —gjør gamle Ohme.

Dagene skrider, stormen er nær,hele besætningen staar i gevær;trygge paa seiren staar de og smiler,mens kvelden mørkner og regnet siler.

Da kommer midnatten begende svart;det banker paa borgerskansen hardt.De norske vakter roper: «Hvemder?»«Det er bare den syvende parlamentær,»sa gamle Ohme.

Men maallos blev han, og smiletsvandt.det var Kristian Fredriks adjutant.Og læben dirred, og hvidt blev hanskind,da han læste brevet i stuen sin; —de saa det godt, hans soldater derude —de saa det gjennem den knuste rude:de saa hvor hans øine lynte af trods,da han læste om vaabenhvilenpaa Moss,den gamle Ohme

Han kaldte sin næstkommanderendetil:«I morgen med faner og klingendespil,skrives det her, skal vi kapitulere.Jeg er for gammel til slig en ære.Skal paa min egen konges budjeg jages nu af min fæstning udog traakke for sidste gang dissestene,saa vil jeg, det svèr jeg, traakkealene,»sa gamle Ohme.236Mens endnu dagen med natten stred,gik gamle Ohme fra voldene ned.Da mødte han nogen der nede ibakken,hans øie gnistred, han reiste nakken.

Men om denne nakke blev lagt en arm,en sydlandsk tunge hviskede varm:«Herr kommandant! De er enmand!Det var Karl Johan!»

Udg.

234

Det var en gang en kommandant— og det er det beste, at det er sandt;han hadde sin post bak den sterke voldsom var i århundrer Norges skjold.Skral var helsen og gammel kallen,men rak var ryggen på generalen,den gamle Ohme.

Fyrti tusen var Sveriges hær;den var ikke gamle Ohme for nær.«Når motet utover landet minker,så tar Fredriksten sine beste blinker.Lad bålene brænde der nede på Ide,vi skal nok også tenne i tide,»sa gamle Ohme.

235Men ikke før var det løsnet skudd,så kom det fra Sveriges kronprins bud,og der stod forklaret om lydighetenmot Sveriges konge og Kieler-freden.Men det ble svaret bak festningens hvelv:«Hils og sig: vi har konge selv —fra gamle Ohme.»

Og han fikk bud igjen, et strengt:«Et eneste skudd — så blir dunængt.»«Jeg er ikke nøye med måten og tiden,om jeg skal dø litt før eller sidenog bli den forbistrede gikten fri.Løytnant Tønder, skyt videre, De!»sa gamle Ohme.

Midt under kampen kommer der tobud fra Lier og Matrand bro;da blir det glede blant kjekkegutter:Svarte og trette sitt dagverk deslutter —og felen klinger i kasematten,mens luntene lyser ute i natten.Men kommandanten har stive ben,gjør heller en runde på Fredriksten, —gjør gamle Ohme.

Dagene skrider, stormen er nær,hele besetningen står i gevær;trygge på seieren står de og smiler,mens kvelden mørkner og regnet siler.

Da kommer midnatten begende svart;det banker på borgerskansen hardt.De norske vakter roper: «Hvemder?»«Det er bare den syvende parlamentær,»sa gamle Ohme.

Men målløs ble han, og smiletsvant.det var Kristian Fredriks adjutant.Og leppen dirret, og hvitt ble hanskinn,da han leste brevet i stuen sin; —de så det godt, hans soldater derute —de så det gjennom den knuste rute:de så hvor hans øyne lynte av trass,da han leste om våpenhvilenpå Moss,den gamle Ohme

Han kalte sin nestkommanderendetil:«I morgen med faner og klingendespill,skrives det her, skal vi kapitulere.Jeg er for gammel til slig en ære.Skal på min egen konges budjeg jages nå av min festning utog tråkke for siste gang dissesteiner,så vil jeg, det svèr jeg, tråkkealene,»sa gamle Ohme.236Mens ennå dagen med natten stred,gikk gamle Ohme fra voldene ned.Da møtte han noen der nede ibakken,hans øye gnistret, han reiste nakken.

Men om denne nakke ble lagt en arm,en sydlandsk tunge hvisket varm:«Herr kommandant! De er enmann!Det var Karl Johan!»

Udg.