I spidsen for Sveriges hær stod Karl Johan, en udmerket hærfører, en klog statsmand med ubøielig vilje. I spidsen for nordmændene Kristian Fredrik, en god taler, en elskværdig og varmhjertet mand, men uden øvelse som 233krigsmand, og dog skulde han nu lede krigen mod en navnkundig general.
Sidst i mai var Karl Johan kommen hjem til Sverige med de soldater som havde fulgt ham mod Napoleon. Det havde været nordmændenes lykke, at kampen mod den franske keiser trak saa længe ud. Derved havde de faat tid til at bygge sin grundlov i ro. Men nu var Napoléon omsider styrtet, og Karl Johan kunde vende sig mod Norge. Hans hær var dobbelt saa sterk som nordmændenes. Og saa havde han russerne i baghaanden. De stod i Tyskland, færdige til at rykke ind i vort land naar Karl Johan bød. Og den haand som skulde føre nordmændene frem mod denne overmagt var fra første stund ligesom lam.
Kristian Fredrik var, før krigen begyndte, alt at regne for en slagen mand. Han havde haabet paa England. Da det haab brast, var det som han led et nederlag han ikke kunde komme over. Den gang den svenske flaade havde taget Kragerøen udenfor Fredrikstad, opgav kongen haabet om at forsvare denne fæstning, og lod endog føre de bedste kanoner væk fra fæstningen før fienden kom, saa den overgav sig, næsten uden at have løsnet et skud. Kristian Fredrik trodde at krigen var til ingen nytte, og syntes det var synd, at folk skulde lade sig slaa ihjel i en slig krig. Hærens hovedstyrke stod i Smaalenene, og her vented man et afgjørende slag. Offiserer og soldater brændte efter at slaas. De fik ikke lov. Kongen vilde ikke. De maatte drage sig tilbage over Glommen. Det var bare et par norske befalingsmænd som fik vise hvad de dugde til. Den ene var general Ohme paa Fredriksten, legemlig svag, men stridig og seig som sagaens mænd. Den andre var oberst Krebs ved Kongsvinger. Han slos ved Lier og Matrand, og jaged den svenske general Gahn tilbage over grænsen.
Men ogsaa Karl Johan vilde gjerne slutte snart. Han havde ikke bare venner ude i Europa. Saa hvis det trak ud, kunde nordmændene kanske endda faa hjælp. I de samme dage hans hær rykked frem over grænsen, sendte han en mand til Kristian Fredrik, for at faa ham til at underhandle om fred. Ogsaa Karl Johan havde villet at 234Norge skulde have en fri forfatning, men den skulde være en gave fra den svenske konge, og slig som han vilde have den. Men nu gik han ind paa at godkjende Eidsvoldsgrundloven, naar Kristian Fredrik vilde opgive kongemagten og lade svenskerne lægge en hærstyrke i Smaalenene og Fredriksten. Kristian Fredrik var villig til at ofre sin kongemagt, naar han kunde redde Norges frihed under en forening med Sverige. Saaledes kom det ikke til noget afgjørende slag, og krigen blev ikke lang — bare paa fjorten dage. Den 14de august indgik Karl Johan overenskomst om vaabenhvile. Det var paa Moss. Stormagterne fik sin vilje igjennem. Kristian Fredrik loved at forlade landet, men svenskerne skulde tinge med nordmændene selv om foreningen. Fredriksten maatte aabne sine porter for svenskerne — for første gang.
Stor var nordmændenes harme. De var ikke vante med at føre krig paa den maade, og de skjønte jo endnu lidet af det som var gaat for sig. Dagen før vaabenhvilen blev sluttet, jamred Kristian Fredrik for Georg Sverdrup over alt det blod som var flydt. Men Georg Sverdrup svarte: «Folket klager ikke over at det er flydt for meget, men for lidet blod.» I mangen en bygd og by holdt de just paa at skrabe sammen mad og penger for at sende det til hæren. Nu skulde det først gaa løs, mente de. Og saa kommer det bud, at det er slut. Da bergenhusingerne fik den besked, at de skulde hjem, saa sa de: «Hvad skal vi sige naar vi kommer hjem?» I Kristiania blev det opløb mod general Haxthausen, som de trodde havde mest skyld i at det var gaat saa daarlig.