Den sidste juni var det kommet udsendinger til Kristiania fra Rusland, Østerrige, Prøissen, og England. De kom for at sige at det var alle disse landes alvorlige vilje, at den svenske konge skulde have Norge. Men nu var jo Kristian Fredrik allerede valgt til konge. Tvinge ham til at bryde sin konge-ed og uden videre forlade sit folk, det kunde de ikke godt gjøre. De foreslog at stortinget skulde kaldes sammen snarest mulig, for at de kunde tage igjen den krone det havde givet Kristian Fredrik, og overgive den til den svenske konge. Saa fik nordmændene nærmere aftale hvorledes foreningen skulde være. Dette var noget nyt. Det norske folk skulde altsaa alligevel have lov til at lægge et ord med i laget. Det var noget andet end Kieler-freden, som sa at nordmændene skulde gaa fra den danske til den svenske konge, som fæet følger gaarden naar den skifter eier. Efter Kieler-freden var nordmændene oprørere mod den svenske konge, rigsforsamlingen paa Eidsvold en ulovlig forsamling, og grundloven et ulovligt verk. Nu blev det i virkeligheden, ogsaa af Europa, slaat en streg over denne skammelige fred.
Men stormagternes udsendinger krævde ogsaa noget andet. De krævde af den norske konge at vore fæstninger østenfor Glommen skulde overlades svenskerne, til stortinget kom sammen. Det turde han ikke gaa med paa. Og saa maatte krigen lige fuldt begynde.