Grundloven var givet, kongen valgt. Men alle vidste at det værste stod igjen. Vilde Europa give sit samtykke? Først og fremst England? Fik Norge England imod sig, saa var det sult og dyrtid igjen. Og England havde jo lovet at den svenske konge skulde faa Norge, til tak for hjælpen imod Napoleon. Mens Eidsvolds-mændene gjorde sin gjerning, var eieren af Eidsvolds jernverk, Karsten Anker, i England. Naar bare de engelske krigsskibe vilde lade de norske kornskuder i fred og ikke blande sig i kampen som nu skulde begynde mellem Norge og Sverige! Det var det Anker skulde bede om. Anker var alt en gammel mand, nær sytti aar. Men ivrigere og modigere kunde han ikke 231have været, om han havde staat i sin første manddom. Den 24de mars kom han til London. Han kjørte lige hen til den engelske under-statssekretær. Hamilton hedte han. Han var en jevn, mild og elskværdig mand. Han hørte opmerksom paa Anker, men han lod ham vide at det ikke var stort haab for ham og hans ærend. «Jeg er bange for,» sa han, «at De taler til vinden.» Endnu tydeligere talte den engelske første-statsraad. Han sa: «Vil nordmændene lade prins Kristian reise til Danmark, saa skal vi, i alt det vi kan, hjælpe dem til gode vilkaar med Sverige; men hvis de beholder denne danske prins hos sig og holder fast paa sin uafhængighed, da maa vi hjælpe Sverige med at tage Norge.» — «Dette haarde svar overvælded mig,» skriver Anker; «jeg stod op og spurte: «Er dette Deres sidste ord?» Nu stod ogsaa han op og svarte alvorlig: «Ja, det er.» — «Saa er dette vor dødsdom,» sa jeg; «ti Norge vil ikke blive svensk, hænde hvad hænde vil.»

Anker opgav ikke modet. Han fik vink om at forlade landet. Han blev. Han blev sat fast for gjæld. Det var en gjæld til engelske handelshus som han før havde villet betale. Men da det den gang var krig mellem England og Danmark, saa blev han tvunget til at lægge pengene i den danske konges kasse. Nu blev han krævet i England; han maatte betale paa ny, og hans velfærd var dermed ødelagt. Anker fortvilte endda ikke. Han raadde Kristian Fredrik at gjøre modstand til det ytterste. Men 232trods alt hans arbeide for at vinde Norge venner, blev det et stort nederlag for Norge, baade i overhuset og i underhuset, da sagen kom fore.

Grunnloven var gitt, kongen valgt. Men alle visste at det verste stod igjen. Ville Europa gi sitt samtykke? Først og fremst England? Fikk Norge England imot seg, så var det sult og dyrtid igjen. Og England hadde jo lovet at den svenske konge skulle få Norge, til takk for hjelpen imot Napoleon. Mens Eidsvolds-mennene gjorde sin gjerning, var eieren av Eidsvolds jernverk, Karsten Anker, i England. Når bare de engelske krigsskip ville la de norske kornskuder i fred og ikke blande seg i kampen som nå skulle begynne mellom Norge og Sverige! Det var det Anker skulle bede om. Anker var alt en gammel mann, nær sytti år. Men ivrigere og modigere kunne han ikke 231have vært, om han hadde stått i sin første manndom. Den 24de mars kom han til London. Han kjørte like hen til den engelske under-statssekretær. Hamilton hette han. Han var en jevn, mild og elskverdig mann. Han hørte oppmerksom på Anker, men han lot ham vide at det ikke var stort håp for ham og hans ærend. «Jeg er bange for,» sa han, «at De taler til vinden.» Enda tydeligere talte den engelske første-statsråd. Han sa: «Vil nordmennene lade prins Kristian reise til Danmark, så skal vi, i alt det vi kan, hjelpe dem til gode vilkår med Sverige; men hvis de beholder denne danske prins hos seg og holder fast på sin uavhengighet, da må vi hjelpe Sverige med å ta Norge.» — «Dette harde svar overveldet meg,» skriver Anker; «jeg stod opp og spurte: «Er dette Deres siste ord?» Nå stod også han opp og svarte alvorlig: «Ja, det er.» — «Så er dette vår dødsdom,» sa jeg; «ti Norge vil ikke bli svensk, hænde hva hænde vil.»

Anker oppga ikke motet. Han fikk vink om å forlate landet. Han ble. Han ble satt fast for gjeld. Det var en gjeld til engelske handelshus som han før hadde villet betale. Men da det den gang var krig mellom England og Danmark, så ble han tvunget til å legge pengene i den danske konges kasse. Nå ble han krevet i England; han måtte betale på ny, og hans velferd var dermed ødelagt. Anker fortvilte enda ikke. Han rådde Kristian Fredrik å gjøre motstand til det ytterste. Men 232trass alt hans arbeide for å vinne Norge venner, ble det et stort nederlag for Norge, både i overhuset og i underhuset, da sagen kom fore.