Den 7de oktober 1814 traadte stortinget sammen i Kristiania. Det var i alt 80 medlemmer. Af disse havde bare de 20 været med paa Eidsvold. Nogen stortingsbygning var her naturligvis endnu ikke; møderne blev holdt i latinskolens store sal. Det første stortinget foretog sig, var at sende nogen af sine medlemmer ud til kongen paa Bygdø. For dem udtalte han høitidelig at han gav den norske kongekrone tilbage til det norske folk. Det var en underlig stund. Nu, ved afskeden, var nordmændene varme 237og vemodige. Kristian Fredrik havde dog været Norge til stor hjælp, den gang det reiste sig til frihed og selvstændighed, og kanske endda mere da han fik grundloven godkjendt af svenskerne, mod at han selv gav slip paa sin stilling. Ordføreren fik da heller ikke mere end et par ord frem for graat. Bleg og med skjælvende røst holdt saa Kristian Fredrik sin sidste tale. Men da han ønsked velsignelse over Norge, brød han med én gang af og ropte: «Jeg kan ikke mere, far vel!» Dermed ilte han fra dem. Samme kveld seilte han ud fjorden. — Saaledes endte Kristian Fredriks norske kongedømme.
Stortinget var nu eneste herre i landet. Med stortinget maatte Karl Johan forhandle, og han sendte da ogsaa sine svenske udsendinger til Kristiania. Det kan ikke just siges at de fik nogen venlig modtagelse. Det var knapt nok de kunde faa møbler til sine værelser, og for sengklær maatte de betale. en uhørt høi leie; men de var kloge mænd, som ikke brydde sig om slige smaating. De mødte altsaa i stortinget. Den mandige sorenskriver Christie stod paa formandspladsen. Han førte sig i alle maader som et frit folks første mand. En som var til stede, siger at han modtog de svenske udsendinger slig at en skulde tro han var konge, og de hans ydmyge undersaatter. De vilkaar de bød var hæderlige. Norge skulde have den grundlov som det selv havde givet sig, og landet saaledes forenes med Sverige som et frit og selvstændigt rige. Slig som alting nu stod, mente stortingsmændene at de burde stemme for en saadan forening. Kristian Fredrik, som hidtil havde samlet folket, var borte, og saa — og det var jo det aller vigtigste: Kieler-freden var det ikke snak om; det var ikke længer vanære at forenes med Sverige.
Den 20de oktober afgjorde stortinget det store spørgsmaal: «Skal Norge som et selvstændigt rige under visse vilkaar forenes med Sverige?» Mod fem stemmer blev foreningen vedtaget.
Men nu gjaldt det at blive enig med de svenske udsendinger om de ændringer i grundloven som maatte gjøres. 238Nordmændene vilde ikke gaa med paa mer end det aller nødvendigste. Taalmodigheden brast en dag for en af svenskerne, og han spurte, hvad Norge egentlig havde i baghaanden, naar krigen med Sverige brød ud igjen. Christie svarte: «Fortvilelsen.»
Christie var tingets første mand. Ham skyldes det mest, at svenskerne i de fleste ting bøide sig for nordmændenes krav. Han var netop den mand som Norge nu trængte: sindig og fast. En skulde kanske ikke tænke sig en slig styrke, naar en ser paa dette ansigt, hvor skjemt og lune spiller; naar en hører de mangfoldige historier om hans overgivne vid. Men Vilhelm Christie minder om en norsk los. Han har det norske folkelynnet i sig, mister ikke sin ro i den høieste fare, lar sin salte skjemt mødes med sjørogen. Han var netop manden nu i høstens tid, da det var taage og raadvildhed over sindene. Da var han rette manden til at stige op paa formands-stolen og styre ubøielig did hvor han øined den bedste havn.
Den 4de november var ændringerne i grundloven vedtaget, og kl. 5 om eftermiddagen valgte Norges storting den svenske konge til norsk konge. Efter kongevalget folded Christie sine hænder og bad en bøn om at foreningen maatte blive til fædrelandets lykke.
Nogen dage bagefter, en mørk og regnfuld novemberkveld, kjørte Karl Johan ind i hovedstaden mellem de tause folkemasser. Det var nok underlige følelser som rørte sig hos folk; de fleste tænkte vist paa den 25de februar og den 17de mai. En mand skrev i sin dagbog: «I dette øieblik tordner kanonerne med ni skud fra fæstningen og forkynder saaledes at Norges nyvalgte kronprins Karl Johan og sønnen Oskar er ankommet paa Ekeberg og derfra 239ser ud over den illuminérte by. Mange ting har skiftet om, siden jeg sidst skrev i denne bog. Kong Kristian Fredrik er borte, og man skyder til ære for den fyrste som kanon-mundingerne for to maaneder tilbage var vendt imod.» Men andre, selv blandt Kristian Fredriks ivrige tilhængere, saa fremtiden i møde med mod og tillid. Saaledes skriver slotsprest Pavels samme kveld: «Det forekommer mig, at det held jeg spaadde Norge i min tale den 25de februar, nu kanske kan naaes bedre end under Kristian Fredriks regjering, og at aaret 1814 endnu kan blive nævnt med glæde og fryd af de sildigste slegter.»
Den 10de november mødte Karl Johan i stortinget. Han holdt en tale paa fransk og overrakte til stortingets præsident kong Karl den 13des skriftlige ed. Derefter af-la stortingets medlemmer den ed: «Jeg lover og sverger at vise forfatningen og kongen lydighed, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord.» Saa talte Christie. Han sa: «Naar tvillingrigets fælles konge med visdom vælger og med opmerksomhed hører sit raad; naar han aldrig glemmer at begge riger er søskend som har lige krav paa hans fader-omhu; naar begges sønner paa land og hav kan mødes som kjærlige brødre; naar norske og svenske aldrig taber af syne at det ene riges hæder er det andets, — ja da vil foreningen staa til de sildigste slegter; da vil andre folkeslag med misundelse se hid til Nordens lykkelige halvø. Dette venter, dette haaber det norske folk af sin valgte konges og hans efterkommeres visdom, og af det svenske folks brodersind. Selv vil det redelig yde sit. Gud bevare kongen og hans riger!»