227

Den 13de mai var en stormfuld dag. Da skulde det afgjøres, om Kristian Fredrik skulde faa penger til at styre landet og til at verne det. Det var tale om fjorten millioner rigsbank-daler. Det Wedelske parti var imod; de vilde ikke vide noget af Kristian Fredrik: efter deres mening vilde han bare føre Norge tilbage til forening med Danmark igjen.¹ Grev Wedel selv, som i flere dage havde været syg af fodgigt og holdt sig hjemme, humped paa krykker ind og tog del i kampen. Kristian Magnus Falsen sa at det var klart, at den som skulde regjere 228maatte have penger. Men størst virkning havde Jonas Reins ord: «Og du, Norges odelsmand! som dog har noget mere som binder dig til fødelandet, skulde du intet ville ofre? Nu vel da, vælg det eneste som staar tilbage, vælg svensk herredømme! Og naar da en gang i tiden dine efterkommere paa sidste blad i Norges saga læser: Da man skrev aar efter Kristi byrd 1814, da solgte Norges mænd sit lands gamle hæder, sin frihed og uafhængighed, sine børns odel, for en sum som hver mand kunde kjøbe en tønde korn for. Da vil de forbande vort minde og bittert spotte med vor usseldom. — — Aa, lad os ikke dynge skjendsel over vort navn! lad os ikke blive til spot og latter for de mange folkeslag som har lidt saa meget og saa haardt for at naa den dyre skat vi har i hænde. Om jeg eier eller kan opdrive den sum rigsbanksedler som kræves af mig, det ved jeg ikke; men at jeg ofrer indtil den sidste rest, det ved jeg.»

Da Rein havde talt, fløi repræsentanterne op fra sine pladser; de svinged med armene og klapped i hænderne, og vældige hurraer dundred gjennem salen.

De fjorten millioner blev vedtaget med 76 stemmer. Men hvor skulde de komme fra? Staten maatte gjøre sedler, og den havde ikke sølv til at indløse dem. Det blev et usigelig stort offer som blev krævet af norske borgere. Derfor ropte ogsaa den Eidsvolds-mand som talte efter Rein: «I samme stund vi vedtager fjorten millioner rigsbankdaler, i samme stund vedtager vi dyrtid, hungersnød og mange medborgeres undergang og død.» — —

Visselig var det et uhyre offer. Men selvstændighedsmændene mente: Vor selvstændighed er ingenting værd, hvis vi ikke viser os villige til at verge den; den er kostbar, sørgelig kostbar, — men for billigere pris er den ikke at faa.

227

Den 13de mai var en stormfull dag. Da skulle det avgjøres, om Kristian Fredrik skulle få penger til å styre landet og til å verne det. Det var tale om fjorten millioner riksbank-daler. Det Wedelske parti var imot; de ville ikke vite noe av Kristian Fredrik: etter deres mening ville han bare føre Norge tilbake til forening med Danmark igjen.¹ Grev Wedel selv, som i flere dage hadde vært syk av fotgikt og holdt seg hjemme, humpet på krykker inn og tok del i kampen. Kristian Magnus Falsen sa at det var klart, at den som skulle regjere 228måtte ha penger. Men størst virkning hadde Jonas Reins ord: «Og du, Norges odelsmand! som dog har noe mer som binder deg til fødelandet, skulle du intet ville ofre? Nå vel da, velg det eneste som står tilbake, velg svensk herredømme! Og når da en gang i tiden dine etterkommere på siste blad i Norges saga leser: Da man skrev år etter Kristi byrd 1814, da solgte Norges menn sitt lands gamle hæder, sin frihet og uavhengighet, sine børns odel, for en sum som hver mann kunne kjøpe en tønne korn for. Da vil de forbanne vårt minde og bittert spotte med vår usseldom. — — Å, la oss ikke dynge skjendsel over vårt navn! la oss ikke bli til spot og latter for de mange folkeslag som har lidt så meget og så hardt for å nå den dyre skatt vi har i hænde. Om jeg eier eller kan oppdrive den sum riksbanksedler som kreves av meg, det vet jeg ikke; men at jeg ofrer inntil den siste rest, det vet jeg.»

Da Rein hadde talt, fløy representantene opp fra sine plasser; de svinget med armene og klappet i hendene, og veldige hurraer dundret gjennom salen.

De fjorten millioner ble vedtatt med 76 stemmer. Men hvor skulle de komme fra? Staten måtte gjøre sedler, og den hadde ikke sølv til å innløse dem. Det ble et usigelig stort offer som ble krevet av norske borgere. Derfor ropte også den Eidsvolds-mann som talte etter Rein: «I samme stund vi vedtar fjorten millioner riksbankdaler, i samme stund vedtar vi dyrtid, hungersnød og mange medborgeres undergang og død.» — —

Visselig var det et uhyre offer. Men selvstendighetsmennene mente: Vår selvstendighet er ingenting verd, hvis vi ikke viser oss villige til å verge den; den er kostbar, sørgelig kostbar, — men for billigere pris er den ikke å få.