Anden paaskedags formiddag tog rigsforsamlingen plads i den store sal ovenpaa i Eidsvolds hovedgaard. Her mødtes den siden næsten hver dag i seks uger. Salen gik 222tvers igjennem bygningen, og havde et stort vindu i den ene ende. Langs væggen stod det bænker i tredobbelte rader, overtrukket med rødt klæde. Det hang et par malerier paa væggene, ellers var de pyntet med barlind og granbar. Dette tog sig godt ud, saa længe det var friskt, men blev stygt da det visned. Naalene dryssed da ned over dem som sad nærmest væggen.
Det var første gang at kaarne mænd fra de forskjellige landsdele mødte til norsk rigsforsamling; men den som saa mændene, der de sad paa «rigssalen», skjønte snart at her var det valgt godt. Nogen af disse ansigter var myndige, andre milde, nogen stridbare, andre rolige, men merkelige var de fleste, slig at en husked dem. Der var ungdom og mod, der var sindighed og kløgt. Men naar prins Kristian Fredrik saa ud over forsamlingen, vidste han godt at han havde baade modstandere og venner her. Han saa jo her en mand, fornem og selvsikker, som aldrig havde lagt skjul paa at han holdt en forening mellem Norge og Sverige for det bedste. Det var grev Herman Wedel-Jarlsberg. Greven havde været i Danmark da Kieler-freden blev sluttet. Paa tilbagereisen til Norge havde han opholdt sig fem dage i det svenske hovedkvartér. Men ved afskeden sa Wedel til grev Essen, at hvis Essen gik mod Norge, saa vilde han næste gang møde ham med sverd i haand.
Wedel vilde at Norge skulde have en fri forfatning. Heller ikke han vilde vide noget af Kieler-freden; men han vilde at nordmændene skulde underhandle med Sverige; han trodde at svenskerne nok heller vilde indgaa en forening paa hæderlige vilkaar for Norge end prøve at tvinge vort land med vaabenmagt. Wedel var en mand med rige 223evner og store kundskaber, aaben og uforfærdet. «Grev Wedel er en gild mand,» blev det ofte sagt paa Eidsvold, «bare skade at han er saa svensk.» Paa samme side som adelsmanden Wedel-Jarlsberg stod fremst i rækken en mand af bondeætt, urolig, stridbar og veltalende. Det var udsendingen fra Kristiansand, presten Nikolai Wergeland, far til den navnkundige digter. Det var Sogne-blod i ham. Hans ætt var fra gaarden Verkland i ytre Sogn. Faren havde været klokker i Hosanger, blev siden uenig med presten, siges det, og flytted til Bergen. Han fór i 1784 til sjøs som tømmermand, og døde sandsynligvis udenlands.
Om Nikolai Wergeland vidste alle at han var lidet glad i Danmark, og at han derfor nødig saa den danske tronfølger Kristian Fredrik paa Norges trone. Han mente at det bare vilde blive en ny forening med Danmark, og det vilde han for ingen pris have. Der var i hele rigsforsamlingen ingen som saa modig sa sin mening bent frem; derfor var ingen mere hadet af modstanderne end han. Han har selv fortalt om Eidsvolds-mødet i en bog som han har kaldt «Fortrolige breve fra Eidsvold». Sammen med Wedel og Wergeland stod kammerherre Severin Løvenskiold og Jakob Aall, eieren af Nes jernverk. Løvenskiold var djerv og eggende.
Jakob Aall havde ikke nogen uven i forsamlingen. Han var en ædel, vennesæl, men noget ængstelig mand. Han dugde ikke rigtig til at tage del i det hvasse ordskifte under rigsforsamlingen, men des bedre til at skrive om den, og dømme mildt og sindig om venner og modstandere. Det har han gjort i sine «Erindringer». En og anden som læser dette kjender vel kanske ogsaa den svære tykke bogen med en skjegget prest paa første bladet og mange vakre billeder. Den skjeggete prest er Peder Klausson, som først oversatte Snorre Sturleson. Men manden som paa ny har oversat Snorre, og givet den ud for egne penger, er Jakob Aall.
Det andet parti — om en skal kalde det saa — kladtes selvstændighedspartiet, prinsepartiet. Det var det talrigste. Det vilde at Norge skulde have Kristian Fredrik til konge og ikke forenes med Sverige.
Høvdingen for selvstændighedspartiet var Kristian Magnus Falsen, adelsmand som Wedel, vakker og ung, bare 32 aar gammel. Det var en hastig og hidsig mand. Han og skolebestyrer Adler havde skrevet udkast til grundlov for et frit Norge, faa dage efter at vort land var afstaat til en anden konge som en buskap. Rask og handlekraftig var han ogsaa paa Eidsvold, gløgg og slagfærdig. Ogsaa hidsig og opfarende, barsk og bydende. 225Men mest skal vi mindes at det var han som bar dagens byrde og hede. Var Falsen hidsig, saa var Georg Sverdrup kold og rolig. Hvass som en syl traf han den som han vilde ramme; især fik Wergeland, naar han fløi for høit, føle Sverdrups skarpe tunge. Klar og grei, fuld af skjemt var sorenskriver Vilhelm Christie fra Bergen. Men her paa Eidsvold hører vi ikke stort til ham. For han blev alt første dagen valgt til forsamlingens sekretær eller skriver, og muntred bare om kvelden sine venner og meningsfæller med et lystigt ord.
Paa samme side som Christie stod den kjække, elskværdige og dygtige kaptein Peter Motzfeldt, afholdt af modstandere som af venner. Og saa digteren Jonas Rein, prest i Bergen. Rein var ikke en statsmand, ikke skabt til at styre og regne ud. Men han var forsamlingens mægtigste og ildfuldeste taler. Han talte ikke ofte; men naar han talte, saa var det langt mere magt i ham end i hans modstander Nikolai Wergeland, som ofte satte sine ord paa skruer. Rein var en liden, mager mand, med et sørgmodigt udtryk. Han var bitter, skarp og tungsindig. Han saa mørkt paa mange ting i verden, men til sit lands evne havde han et trygt haab. Og naar han talte om det, saa var det ligesom den lille magre
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. III.
226tungsindige mand vokste til en høvding, som en maatte bøie sig for. I slige stunder var han mere mægtig end Kristian Magnus Falsen selv.
Falsen blev en dag spurt: «Tro hvorfor Wergeland bestandig gaar med paraply?» Han svarte: «Fordi han er ræd for Rein.¹»
Af bønder talte forsamlingen ikke mindre end 37, naar en regner hærens underbefalingsmænd² med; men de holdt sig mest tilbage. Vi nævner nogen faa: Lensmand Ole Evenstad var østerdøl, en kjæmpe «med større forstand end kjæmper pleier at have». Tolleiv Huvestad var fra Laardal i Telemarken. Om ham heder det, at han ikke kan sættes i Snorre, og at han har kundskaber i verdenshistorie og geografi. Olav Tveiten var lensmand i Valle i Sætersdalen. Han havde nylig i en næve- og tollekniv-kamp fældt sin modstander, men var blit helt frikjendt, fordi det var nødverge. Han var en djerv kar. Det gaar mange sagn om ham i hans hjembygd; de er netop nylig nedskrevet i Sætersdalens bygdemaal. Vi sætter et par af dem her, paa landsmaal:
«Ein gong kongen gjekk ut, skreid han i stétti. Olav treiv honom i handi. Kongen glaapte paa honom. «Eg tenkte du ralla,» sa han Olav. Han tala allstødt sitt rette maal. Kognen likte Olav godt; han heldt honom med ein av dei gjævaste. — Det var so søylut paa Eidsvoll. Dei hadde lagt nokre tiljor til aa ganga etter i tunet. Kongen hadde ein dei kalla famulussen. Olav møtte ein gong famulussen paa tiljorne. «Her lyt magti raa,» sa han Olav og skuva famulussen ut i søyla. Famulussen log.»
Mest kjendt er listerbonden Teis Lundegaard. De andre bønder var uvante med at holde taler. Men Teis var ikke ræd. Om ham er et par morsomme historier: I rigsforsamlingen blev det en gang raadlægning om jøderne, om 227de skulde faa lov til at bo i landet. Med en gang ropte Teis Lundegaard, at de som ingen jøder vil have, skal reise sig. Og de reiser sig virkelig, og jøderne er stængt ude. — Da det gjaldt at blive færdig saa fort som muligt, beslutted man en gang at tage en søndag eftermiddag til hjælp. Da faldt der, fortælles det, følgende ordskifte mellem Teis Lundegaard og professor Sverdrup: «Det ved jeg,» sa Teis, «at hverken Guds eller kongens lov tillader at arbeide paa en søndag.» — «Men ved du ikke ogsaa,» svarte Sverdrup, «hvad der staar i bibelen, hvad Kristus siger . . .» — «Græsk og latin,» sa Teis, «det maa du forstaa; men lær ikke mig min kristendom. Hvad Guds ord siger, ved jeg nok. I bibelen staar det: Falder din okse eller dit asen i en grav paa en helligdag, saa kan du trække dem op igjen. Og hvis det er okser og asener paa rigssalen, saa skal jeg komme og drage dem ud.» Og Teis Lundegaard slog i bordet.
