I Kristiania var det stor glæde, da det blev kjendt, hvad de var blit enige om paa Eidsvold. Folk stansed hverandre paa gaden, lykønsked hverandre, var som øre af glæde.
Efter paabud af regenten blev det kort efter holdt bededag over hele landet. Menighederne gjorde ed paa «at vove liv og blod for det elskede fødeland». Størst var høitideligheden i Kristiania, hvor Kristian Fredrik selv var med. Det var fredag den 25de februar og vakkert vinterveir. Fra kl. 10 til 11 blev det ringt med alle kirkeklokker, og byens folk drog skarevis til Vor Frelsers kirke, hvor det nok var mer end 4 000 mennesker. Soldater paradérte. Kl. 11 kom regenten ridende til kirken. Over hans kirkestol var fæstet en oljegren og et draget sverd. Paa siden af dette stod at læse: «Prins Kristian Fredrik, Norges trofaste ven og styrer i krig og fred». Biskopen prækte, byens bedste sangere sang, orgel og fioliner ledsaged sangen. Prinsen talte fra en forhøining i koret: «Gud den almægtige har hørt vor ed. Han kjender min oprigtighed, og han vil skjænke mig kraft og visdom til at udføre det store verk, til folkets frelse og til forsvar for dets ret.»
Alle var rørt, selv de som mente at prinsen ikke magted hvad han havde paataget sig. Fra Vor Frelsers kirke drog han til hest til Akershus gjennem den tætte folkemængde. Mødrene løfted børnene op for at se ham. De smaa barnehænder var med og klapped paa sin vis. Men i slotskirken, hvor prinsen nu deltog i gudstjenesten og presten Pavels prækte, sang menigheden:
«For dig som skuer fjern og nær,alvidende, vi stande her,det frie Norges sønner.Du hørte edens høie ord,du saa vort hjerte, da vi svor,du straffer og du lønner.
Styrk duhver mandtil at stride,virke, lideufortrøden,dig og Norge tro til døden.»