216

Natten mellem den 15de og 16de februar fik omtrent tyve af de bedst kjendte mænd i Kristiania og omegn bud fra prinsen om at møde paa Eidsvold den følgende dags eftermiddag kl. 4. Did var han altsaa nu kommen paa nedreisen. Paa denne tid var det jernverk paa Eidsvold; det tilhørte Kristian Fredriks kjæreste norske ven, Karsten Anker. Paa jernverkets hovedgaard, en stor træbygning, som endnu staar, holdtes baade dette møde og senere det store rigsmøde.

Alle de tilsagte rakk frem i tide paa det gode føre. Enkelte af dem blev først kaldt ind i prinsens værelse for at tale med ham i enrum. Han sa dem her sandheden lige ud: Norge var afstaat, men det var hans agt at verge landets selvstændighed. Han sa ogsaa at han mente han havde arve-ret til Norges krone. Ingen af disse hædersmænd sveg sit land. Alle som én negted de hans arve-ret. Alle som én sa de at han maatte vælges af folket, af dets kaarne 217mænd¹. Ti nu raadde nordmændene for Norge. Mest magt var det i professor Georg Sverdrups ord. Han var af de aller sidste som kom til Eidsvold. Paa det sidste eller næstsidste skifte, fortæller Sverdrup selv, fik han til skyds-kar en gammel bonde, som spurte hvorfor det reiste saa mange til prinsen paa Eidsvold. «De skal vel, kan jeg tænke, lægge over, hvorledes Norge skal overgives til Sverige; men skal du være med i dette lag, maa du for Guds skyld aldrig give dit ja til sligt. Jeg vil give mit og mines liv, og alt, for ikke at opleve den dag da Norge blir lagt under Sverige. Men hvad du siger eller gjør, saa hugs paa, at Gud er attaat.» Mer end tredive aar levde Sverdrup efter den dag; men aldrig glemte han den gamle bondes alvorlige ord.

Neppe havde han faat reisetøiet af, før han blev kaldt ind til prinsen.

Georg Sverdrup var en høi og statelig mand, med en dyb klangfuld stemme. Han var en mand som kunde vælge sine ord; men slig som han talte i dag, havde han nok sjelden talt. Det endte med at Kristian Fredrik kasted sig i hans armer og loved at bøie sig for folkets ret.

Siden læste prinsen op Kieler-freden. Alle var enige i at den skulde nordmændene ikke lystre. Det blev aftalt, at kaarne mænd fra by og bygd skulde samles paa Eidsvold første paaskedag for at give Norge en grundlov. I mellemtiden skulde prinsen styre som regent.

216

Natten mellom den 15de og 16de februar fikk omtrent tyve av de best kjente menn i Kristiania og omegn bud fra prinsen om å møte på Eidsvold den følgende dags ettermiddag kl. 4. Dit var han altså nå kommet på nedreisen. På denne tid var det jernverk på Eidsvold; det tilhørte Kristian Fredriks kjæreste norske venn, Karsten Anker. På jernverkets hovedgård, en stor trebygning, som ennå står, holdtes både dette møte og senere det store riksmøte.

Alle de tilsagte rakk frem i tide på det gode føre. Enkelte av dem ble først kalt inn i prinsens værelse for å tale med ham i enrom. Han sa dem her sannheten like ut: Norge var avstått, men det var hans akt å verge landets selvstendighet. Han sa også at han mente han hadde arve-rett til Norges krone. Ingen av disse hedersmenn svek sitt land. Alle som én nektet de hans arve-rett. Alle som én sa de at han måtte velges av folket, av dets kårne 217mænd¹. Ti nå rådde nordmennene for Norge. Mest makt var det i professor Georg Sverdrups ord. Han var av de aller siste som kom til Eidsvold. På det siste eller næstsidste skifte, forteller Sverdrup selv, fikk han til skyds-kar en gammel bonde, som spurte hvorfor det reiste så mange til prinsen på Eidsvold. «De skal vel, kan jeg tenke, legge over, hvorledes Norge skal overgives til Sverige; men skal du være med i dette lag, må du for Guds skyld aldri gi ditt ja til slikt. Jeg vil gi mitt og mines liv, og alt, for ikke å oppleve den dag da Norge blir lagt under Sverige. Men hva du sier eller gjør, så hugs på, at Gud er attåt.» Mer enn tretti år levde Sverdrup etter den dag; men aldri glemte han den gamle bondes alvorlige ord.

Neppe hadde han fått reisetøyet av, før han ble kalt inn til prinsen.

Georg Sverdrup var en høy og statelig mann, med en dyp klangfull stemme. Han var en mann som kunne velge sine ord; men slig som han talte i dag, hadde han nok sjelden talt. Det endte med at Kristian Fredrik kastet seg i hans armer og lovet å bøye seg for folkets rett.

Siden leste prinsen opp Kieler-freden. Alle var enige i at den skulle nordmennene ikke lystre. Det ble avtalt, at kårne menn fra by og bygd skulle samles på Eidsvold første påskedag for å gi Norge en grunnlov. I mellomtiden skulle prinsen styre som regent.