I 1813 reiste næsten alle Europas lande sig til den sidste store kamp mod Napoleon. For at faa med Sveriges kronprins, Karl Johan, loved de ham Norge. Karl Johan gik med. I sidste halvdel af oktober blev Napoleon slagen ved Leipsig. Han flygted til Frankrig, og hans fiender fulgte efter for at styrte ham fra tronen. Men Karl Johan tog først veien mod Danmark. Efter et kort felttog slutted Fredrik den 6te fred i Kiel den 14de januar 1814. Her afstod han Norge til den svenske konge, med al den ret som han selv havde havt over landet, og nu drog Karl Johan atter sydpaa for at være med i den sidste kamp mod Frankrigs keiser.
Vaaren 1813 havde kong Fredrik den 6te sendt sin fætter, prins Kristian Fredrik, tronfølgeren, op til Norge som statholder. Til ham satte nordmændene sin lit, da de hørte rygterne om freden i Kiel. De var forbitret over denne fred. Sandelig, kong Fredrik havde lønnet deres troskab ilde. Men havde han ret til at gjøre det som han havde gjort? Alle var enige om at det havde han ikke. De fik selv have ret til at vælge. Nu raadde ingen anden i Norge end det norske folk. Og den tanke skjød op hos den ene efter den anden, at nu var stunden kommet for et frit Norge. Europa stod imod, det blev et farligt spil, især hvis England 215blev ved at holde sammen med svenskerne. Da stod sulten for døren igjen. Men kanske det engelske folk vilde like en slig rask gjerning af nordmændene? Og fremsynte og fædrelandssindede mænd begyndt alt at tænke paa den forfatning som det frie Norge burde have.
Det var klart for alle, at Kristian Fredrik maatte gaa i spidsen. Et par dage efter at han havde faat budet fra kongen om Kieler-freden, forlod han Kristiania, uden at fortælle om freden, og tog veien nordover, og snart spurtes det, at han i Gudbrandsdalen holdt møde med bønderne. Han var en vennesæl mand, ung, vakker og veltalende. Og saa hørte han til det gamle kongehus, som nordmændene endnu bar kjærlighed til. Dølerne ropte dundrende hurra, og bare bad om kuler og krud. Prinsen loved at det skulde de faa.
I Trondhjem holdt Kristian Fredrik høitideligt indtog til hest. Til byens embedsmænd og borgere som mødte i stiftsgaarden, sa han: «Norge kan og skal bestaa ved enigt samhold. Jeg skilles aldrig fra Norge. Min tillid saar til det norske folk, mit haab til Gud, min løn skal være folkets kjærlighed.»
Men i Bergens domkirke holdt biskop Nordahl Brun, fastelavnsmandag den 21de februar, en tale, og læste da op hvad Kristian Fredrik havde sagt i Trondhjem. Saa vendte han sig til menigheden: «Jeg spør eder bergenhusinger, følte I ikke nu, mens jeg læste, noget sligt som det som maa have rørt sig i hjerterne hos hine stalbrødre ved Genesarets sjø, da de vinked til dem fra det andet skib, at de skulde komme og hjælpe til med at drage? Ikke sandt, I tænkte — eller skulde jeg læse feil, naar jeg 216trodde at læse i eders hjerter om denne prins denne tanke: Ogsaa vi skal alle staa eller falde med denne mand.»