203

Rige efter rige havde maattet bøie sig for Napóleons magt. Det saa ud til at han ikke vilde ende før den hele verdensdel var hans. Men England lod sig ikke overvinde, og mellem disse to vældige modstandere stod det en kamp som rysted Europa. Danmark og Norge slutted sig ikke til nogen af dem. De norske og danske skibe tjente penger som sand, fordi næsten alle andre sjøfarende nasjoner var med i krigen og maatte holde sine handelsskibe hjemme. Men i 1807 vilde Napoleon slaa et knusende slag mod England. Det hedte sig, at han vilde bruge mod dette land den prægtige krigsflaade som Danmark og Norge eide. Engelskmændene krævde at flaaden skulde lægges op hos dem, saa længe krigen stod paa. Kronprins Fredrik negted det. Da blev Kjøbenhavn bombardért, og den dansk-norske flaade kom i engelskmændenes hænder. Fra nu af var Norge og Danmark med i krigen; kronprinsen slutted sig i sin harme til Napoleon.

Nu kommer de syv magre aar ovenpaa de fede. Nu er nordmændene glade om de har det daglige brød. En stor del af sit korn maatte de jo, den gang ligesom nu, hente fra fremmede land. Men den dansknorske flaade var taget af engelskmændene; der var ingen krigsskibe til at verne vore kornskuder; engelske kapere laa og lurte paa hver eneste en som styrte mod norsk havn. Kornet naadde ikke frem. Og saa var sulten der. I mangt et norsk hus maatte de ty til barkebrød for at berge livet.

Og midt i denne trængselstid fik vi krig med Sverige, som var Englands forbundsfælle. Forsultne og daarlig klædde var de norske soldater; men de gik uden knur mod fienden og jaged ham tilbage. Det var som hver nordmand glemte sig selv for sit land. Med næringsveiene var det usselt, skriver en som fortæller om 1808. Trælast blev ikke udskibet, fisken kunde ikke sendes til udlandet, metalfabrikerne havde ingen afsætning, det var hungersnød i en stor del af landets kornløse strøg; men faa var det som klaged. Alle saa mod grænsen, alle glæded sig over at Norges gamle fiende ikke kunde fæste sin fod paa vor fædrejord. Enhver gav sit: mad, penger og klær blev sendt alt sammen til soldaterne; presterne aabned sine stabur for dem.

Og den mand som fortæller dette, jernverkseier Jakob Aall, gav ikke mindst. Han misted den ene skude efter 205den andre, men blev aldrig træt af at ofre penger og arbeide for at lindre sine landsmænds nød. Alene i krigens første ti maaneder delte han ud 8000 tønder korn, skjønt han i den tid misted ikke mindre end syv fartøier. John Collett, den rige Kristiania-kjøbmand, samled ind til soldaterne. Snart var hans store gaardsrum fuldt af mad- og drikkevarer. Krigen havde knapt vart i fjorten dage, før Collett havde sendt fem og femti vognlass afsted, mest firspændte vogner. Enevold Falsen maa ogsaa nævnes. I hans blad «Budstikken» stod fortalt om alt det som skede ved den norsk-svenske grænse. Og det var skrevet saaledes at folk blev varme ved at læse det. Hans sang:

204

«Til vaaben, se fienderne kommer,til vaaben, I nordiske mænd!»

var paa folkemunde. Og saa havde nordmændene den gang en hærfører som baade var dygtig og folkekjær. Vi husker ham fra fortællingen om Hans Grenadér; det var prins Kristian August.

Mands mod blev det vist baade paa sjø og paa land. Mangen en sjømand vaaged sig over havet for at hente korn. Jo mindre fartøiet var, des lettere at gaa usét af engelskmanden. Og Terje Viken var nok langt fra den eneste som rodde over havet i aaben baad. Naar stormen brølte som værst, satte de helst ud, for da var det lettest at slippe unda de engelske krydsere. Og folk i de høieste stillinger, saasom amtmanden i Buskerud, grev Wedel-Jarlsberg, var ikke ræd for i de mørkeste høstnætter at sætte over Skagerak i smaa losbaader for at kjøbe korn i Jylland. Ellers fik vi liden hjælp af Danmark. Nordmændene havde bare sig selv at lite paa. Men saa lærte de ogsaa at staa paa egne ben. Krigsaarene var en haard skole for det norske folk; men det var en god skole; der lærte de sig raskhed, djervhed og offervillighed. Og det kom ved med i 1814.

I 1811 blev det norske universitet stiftet. Midt under krigen havde norske borgere skjænket store summer til et sligt universitet. Det er kanske det største og vakreste vidnesbyrd om fædrelandskjærligheden i krigens aar.

203

Rike etter rike hadde måttet bøye seg for Napóleons makt. Det så ut til at han ikke ville ende før den hele verdensdel var hans. Men England lot seg ikke overvinne, og mellom disse to veldige motstandere stod det en kamp som rystet Europa. Danmark og Norge sluttet seg ikke til noen av dem. De norske og danske skip tjente penger som sand, fordi nesten alle andre sjøfarende nasjoner var med i krigen og måtte holde sine handelsskip hjemme. Men i 1807 ville Napoleon slå et knusende slag mot England. Det hette seg, at han ville bruke mot dette land den prektige krigsflåte som Danmark og Norge eide. Engelskmennene krevde at flåten skulle legges opp hos dem, så lenge krigen stod på. Kronprins Fredrik nektet det. Da ble Kjøbenhavn bombardert, og den dansk-norske flåte kom i engelskmændenes hender. Fra nå av var Norge og Danmark med i krigen; kronprinsen sluttet seg i sin harme til Napoleon.

Nå kommer de syv magre år ovenpå de feite. Nå er nordmennene glade om de har det daglige brød. En stor del av sitt korn måtte de jo, den gang likesom nå, hente fra fremmede land. Men den dansknorske flåte var taget av engelskmennene; der var ingen krigsskip til å verne våre kornskuder; engelske kapere lå og lurte på hver eneste en som styrte mot norsk havn. Kornet nådde ikke frem. Og så var sulten der. I mangt et norsk hus måtte de ty til barkebrød for å berge livet.

Og midt i denne trengselstid fikk vi krig med Sverige, som var Englands forbundsfelle. Forsultne og dårlig kledde var de norske soldater; men de gikk uten knurr mot fienden og jaget ham tilbake. Det var som hver nordmann glemte seg selv for sitt land. Med næringsveiene var det usselt, skriver en som forteller om 1808. Trelast ble ikke utskipet, fisken kunne ikke sendes til utlandet, metalfabrikerne hadde ingen avsetning, det var hungersnød i en stor del av landets kornløse strøk; men få var det som klaget. Alle så mot grensen, alle gledet seg over at Norges gamle fiende ikke kunne feste sin fot på vår fedrejord. Enhver ga sitt: mat, penger og klær ble sendt alt sammen til soldatene; prestene åpnet sine stabbur for dem.

Og den mann som forteller dette, jernverkseier Jakob Aall, ga ikke minst. Han mistet den ene skute etter 205den andre, men ble aldri trett av å ofre penger og arbeide for å lindre sine landsmenns nød. Alene i krigens første ti måneder delte han ut 8000 tønder korn, skjønt han i den tid mistet ikke mindre enn syv fartøyer. John Collett, den rike Kristiania-kjøpmann, samlet inn til soldatene. Snart var hans store gårdsrom fullt av mad- og drikkevarer. Krigen hadde knapt vart i fjorten dage, før Collett hadde sendt fem og femti vognlass av sted, mest firspente vogner. Enevold Falsen må også nevnes. I hans blad «Budstikken» stod fortalt om alt det som skjedde ved den norsk-svenske grense. Og det var skrevet således at folk ble varme ved å lese det. Hans sang:

204

«Til våpen, se fiendene kommer,til våpen, dere nordiske menn!»

var på folkemunne. Og så hadde nordmennene den gang en hærfører som både var dyktig og folkekjær. Vi husker ham fra fortellingen om Hans Grenadér; det var prins Kristian August.

Mands mot ble det vist både på sjø og på land. Mangen en sjømann vågde seg over havet for å hente korn. Jo mindre fartøyet var, des lettere å gå usett av engelskmannen. Og Terje Viken var nok langt fra den eneste som rodde over havet i åpen båt. Når stormen brølte som verst, satte de helst ut, for da var det lettest å slippe unna de engelske kryssere. Og folk i de høyeste stillinger, saasom amtmannen i Buskerud, grev Wedel-Jarlsberg, var ikke redd for i de mørkeste høstnetter å sette over Skagerak i små losbåter for å kjøpe korn i Jylland. Ellers fikk vi liten hjelp av Danmark. Nordmennene hadde bare seg selv at lite på. Men så lærte de også å stå på egne ben. Krigsårene var en hard skole for det norske folk; men det var en god skole; der lærte de seg raskhet, djervhet og offervillighed. Og det kom ved med i 1814.

I 1811 ble det norske universitet stiftet. Midt under krigen hadde norske borgere skjenket store summer til et slikt universitet. Det er kanskje det største og vakreste vitnesbyrd om fedrelandskjærligheten i krigens år.