(Af en præken som Nordahl Brun holdt i Bergen midfastesøndag 1801.)
Under den store krig som førtes mellem England og Frankrig i aarene nærmest før og efter 1800, vilde Danmark — Norge helst være udenfor. Men England, som var rent overmægtigt paa sjøen, likte ikke at «nøitrale» skibe seilte til franske havner; ialfald krævde engelskmændene ret til at undersøge et sligt skibs ladning, for at se om det havde krigsforraad om bord. De danske og norske skibe brugte ofte at slaa sig sammen i store følge, og tog en orlogsmand med i følget. Naar de saa mødte et engelsk krigsskib i sjøen, og sjefen paa den dansk-norske orlogsmand forsikred at ingen af skibene førte forbudte varer, mente de at det var en fornærmelse mod den dansk-norske stat, om engelskmanden endda krævde undersøgelse. Men engelskmanden brydde sig ikke om dette, og det blev en hel del krangel. Til slut, i vinteren 1800, slog de nordiske lande sig sammen med Rusland og Prøissen for at true England til større medgjørlighed. Men England skyndte sig om vaaren 1801 at ruste en flaade, og faldt over Danmark før dets forbundsfæller kunde komme til hjælp. Den 2den april 1801 stod det for Danmark og Norge ærefulde slag paa Kjøbenhavns red. Rusland gav nu efter for England; derfor maatte ogsaa den dansk-norske regjering bøie sig for overmagten, og det var atter fred i seks aar.
«I ved nok at den fiende som truer er sterkere end vi. Men hans hele magt er nu ikke straks der hvor han vil den skal være. En hel orlogsflaade regner ikke ned af 202luften, og ligger ikke straks her paa byens fjord. Alt det sker ikke som kunde ske, og meget kan ske som en ikke vented. Og saaledes tænker altid den kjække. Han staar ikke der og tæller hvor meget han har, ligesom den gjerrige tæller pengene sine og aldrig faar nok. Han staar ikke som barnet i skogen, som mener at se røvere, mange fler end det er trær. Nei, han befaler Gud sin sjæl; han vinder eller dør. Landsmænd! skulde vi have mindre kjærlighed til hus og hjem, til fødeby og fædreland, end nogen anden i hele kristenheden? Nei, vi kan overvindes, men vi vil ikke leve med vanære. Og ett endnu: Vi har en retfærdig sag. Dette regner jeg for den halve seier, endnu før striden er begyndt. Vi vil ikke andet end kjæmpe mod vold, skjerme vort eget og skaffe landsmænd brød. Vi kan være det bekjendt for Gud i himlen og alle gode engler, om vi griber til vaaben; og udøser vi blod, da maa det komme over dem som ikke vil lade hver beholde sit urørt. Derfor, landsmand, tag dit sverd i trofast haand! Du skal ikke bruge det til mord, ikke til niddingsverk, men til at hjælpe i nød, bøte mod skjendsel, hugge fremmed lænke over, skaffe de sultne brød. Og saa befaler vi Gud i Jesu navn vor sag og beder Gud om kraft og seier, og lad det saa komme hvad komme vil. Vore kvinders og børns taarer skal kun egge os til tapperhed. Det er for dem vi skal stride, det er de svage vi skal verne. Vi har lov til at mindes og mane hverandre med JONATANS ord: «Maaske Herren udretter noget for os; ti Herren kan frelse ved mange og ved faa.»
Men endnu er fienden her ikke; endnu kan vi maaske beholde freden; og ve os, om vi skulde ønske eller elske krig! Tvertimod anraaber vi dig, forbarmende Gud og fader: giv os freden, giv os brødet, og straf os ikke som vi fortjente! Vær selv den bedste vognborg om vor by og vort land, om kongen og hans hus! Og er det din vilje, da lad os ikke stride med det nabofolk som vi havde saa stor lyst til at elske og ære, men heller blive som brødre. Herre vor Gud, sig til sverdet i alle lande: det er nok! Millioner beder dig om fred. Hør deres og vor bøn, for din barmhjertigheds skyld!»