Jeg kom en aften til en underlig grænd, hvor fjeldene var høie og jorden fattig. En enslig ko stod ensteds der 193oppe og brølte, og en mager hest drev utjoret ved veikanten og aad nyper. Omsider saa jeg et kirketaarn rage frem, og straks efter laa en tyve—tredive hus foran mig. Nu vel, det var altsaa «byen». Jeg gik bort til en mand jeg saa, og fik af ham vide hvor vertshuset laa, og et par minuter efter sad jeg i et lidet, rensligt værelse med en tremaster under taget til pryd. Verten, som jeg kjendte en smule fra før, kom ind og snakked med mig, og forklarte mig omstændelig hvem som bodde i det hus og det hus. Jeg maatte læne mig ud af vinduet for at følge ham. «Det er nu først og fremst rederen,» sa verten; «han har huset der med det grønne stakittet omkring, og doktoren eier det hvide med den store haven . . .»
Men da han var kommen saa langt, fulgte jeg ham ikke længer; jeg vendte hovedet efter en lyd, et rop, langligt og ensformigt. Det kom nærmere og nærmere, og sluttelig saa jeg en mand trækkende en liden haandkjærre, uafladelig ropende: «Torsk og levende aal! Torsk og levende aal!»
Til slut stansed han udfor et hus, hvor det kom en kone ud og kjøbte. Saa trak han langsomt videre. .
«Torsk og levende aal!»
Jeg saa efter ham. Saa stille og betænksomt gik det afsted. Han stansed ikke et øieblik, om han end vist ikke var sterk; hans ben var tynde, og ryggen rund.
Til slut var det bare saa vidt hans rop hørtes, og saa blev det borte. Jeg spurte verten, hvem det var.
«Bitte-Jan.»
«Hvad kalder De ham?»
«Bitte-Jan — Jan Petter . . . De kjender ham vel ikke? — Nei; men her kjender vi ham alle mand . . . . Aa ja, det gaar saa ymse her i verden!»
Saa fik jeg, næsten uden at bede derom, høre hvem Bitte-Jan var, og hvorledes han havde levet sit fattige liv.
Gamle Jan Petter Lund var vel en af de flinkeste fiskere paa Berreholmen. Baaden hans var én som klarte sig i sjø, og han hev sine garn altid der hvor fisken stimed. Det var et lag han havde med at finde gode steder, som
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. III.
194bare var hans eget. Jan Petter var en stor, sterk mand, og gjorde alt arbeide som fandtes. Da konen døde, holdt han husstellet ved lag og kogte maden, saa godt som nogen kokke fra byen. Og da han tog Mari-Mette til hjælp, var det mest for guttens skyld — Bitte-Jan. For Bitte-Jan var ikke faren lig. Nei, han var klein og liden. Se derfor kaldte folk ham Bitte-Jan. For i grunden hedte han bare det samme som faren.
«Ja ha,» sa Store-Jan, naar nogen fremmed saa sønnen, «han er tynd og klein. Jeg forstaar ikke hossen det skal gaa ham.» Bitte-Jan bøide hovedet og saa væk; for han skjæmtes for fremmedfolk.
Af og til tog faren ham med sig paa sine turer, og i grunden var han hverken ræd eller daarlig; men Store-Jan havde nu en gang slaat det fast, at sønnen hans var daarlig, og derfor vilde han ikke høre andet.
Men Bitte-Jan blev efterhaanden sturen af sig og gik nødig med sin far. Han sad heller hjemme og bladed i billed-bibelen efter sin mor. «Gjør bare det!» sa Store-Jan; «det er ingen sag, naar en har skilderier at gaa efter.» —
Tiden gik, og den tid kom, at Bitte-Jan skulde gaa for presten. Han var nu noget større end før, men bleg og mager som altid. Læse kunde han, hørte Store-Jan gjeti, rigtig godt; — saa tosket var han ikke. Men det forslog ikke noget for simple folk. Det gjaldt for dem at have kraft i mergen, saa de kunde bruge armer og ben til livsophold.
«Og saa er det jo ikke saa farlig en sag, naar en har bogen at gaa efter,» sa Store-Jan.
Men en dag kom nogen som vidste det, til ham, og sa at Bitte-Jan skulde staa nummer én paa kirkegulvet. De havde hørt det af klokkeren. Og nu vilde de spørge: Var det rimelighed i at gutten skulde slite sig helseløs paa fisking, naar han kunde faa det bedre, hvis han fik lærdom til det?
Store-Jan sad en stund stille. Saa spurte han, langsomt, om ikke en fiskermand var ære værd? Vidste de ikke at Sante Peder og Sante Johannes var fiskerfolk?
195Og da de kom med andre indvendinger, sa han stille: «Skal han holde sig bedre end far sin?»
Det var ikke muligt at faa andet af ham. Men mod Bitte-Jan var han underlig siden den dag. Han kaldte ham ikke skral længer; men han talte næsten ikke et ord med ham. Ja, tit saa han paa ham med smaa øine og blaaste hen for sig, og spurte atter, hvad sag det var, naar en havde bog at gaa efter?
Men dagen før konfirmasjónen skulde holdes, kom selve presten til huset, og leied Bitte-Jan ved haanden. Han kom, sa han, for at sige ham at sønnen var en bra og flink gut. Han skulde staa nummer én i morgen, og det var ikke saa lidet. Men saa vidt han forstod, var han ikke sterk i kroppen, saa det var vel bedst for ham at blive sat til bogen. Der kunde han nok komme i vei. Presten og nogen andre havde tænkt at faa ham frem til skolemester.
Jan Petter Lund havde reist sig da presten kom ind. Og da han var færdig med sin tale, spurte Jan om ikke en fisker var ære værd, for det om han var simpel mand? Og han nævnte atter det om Sante Peder og Johannes.
Hertil svarte presten, at fisking visselig var en agtværdig bestilling; men naar ens hug stod til lærdom, skulde ikke den agtes ringe, og pundet skulde ikke nedgraves i jorden.
Jan Petter svarte bare det: «Det sømmer sig ikke for mig at tvistes med presten; men jeg er faren, og han er sønnen, og kom ihu at du hædrer far og mor, hvissom du vil det skal gaa dig vel; — saa siger Herren sjel.»
Presten klapped Store-Jan paa akslen: «Bare du ikke maa angre det,» sa han; — og saa gik han.
Efter den dag talte han og sønnen meget lidet sammen. Som tiest var Bitte-Jan med faren paa fiske, og det saa ud som om han kom mere til ro i det. Men tit om dagen, naar ingenting var fore, satte han sig afsides og læste i de bøger presten havde givet ham, og spilte paa en harmonika, som han sang til efter noter, dem han selv havde lært sig. Sin far lydde han som den gode søn, og naar han sa «kom», saa kom han, og «gaa», saa gik han.
196Men tre aar efter konfirmasjonen hændte det, en gang paa en tur langt til sjøs, at han ikke orked saa meget som faren vilde. Herover blev faren hastig, og spurte om det var den lærdom han fik af de bøger han fukled med, at give sig over. Kanske presten var af det slag, at han lærte børn at ringeagte sine forældre?
Bitte-Jan havde hele tiden været stur; men nu sprang han næsten ende i veiret. «Du! du!» skreg han vildt i, «snak du ikke om presten! Det er ikke han, men det er du som lærer mig at agte min far ringe.»
Først saa det ud som Store-Jan vilde tage igjen, ja han løfted alt haanden truende i veiret. Men saa sænked han den atter, strøg sig over panden og sa ingenting. Og han mælte ikke et ord, saa længe turen varte.
Men næste dag gik han til presten og blev der længe. Og da han kom igjen, sa han, langsomt og stilt: «I morgen kan du reise til Kristiansand . . . til semináriet der . . . Og saa faar du tage Herren med dig.»
Det gik Bitte-Jan godt paa lærerskolen. Han læste baade bøger han skulde have til skolebrug, og andre med. Hver uge fik faren brev fra ham, og dem gjemte han, — det ene ovenpaa det andet. De laa i dragkiste-skuffen hvert et, lige fra det aller første, datéret 3dje oktober 1879.
Han agted sin søn dyrebarere, nu han var kommen fra ham, og talte tit til folk om ham, som én som vist med tiden kom did hans far ikke havde kunnet komme. «Det er ingen sag,» sa Stofe-Jan, «at ha bein som en hest og hals som en stut; men det som er sværere, er at ha godt vet; — for det er det bare faa som har.» Selv holdt han det gaaende med fisking. Han tog tit dygtig haardt i, for nu var det to som skulde klædes og næres. Heldigvis havde han nogen penger staaende, saa det ingen nød havde med det.
Men udpaa vaaren slog fisket feil, og det kom svære stormer, saa ingen baad kunde lægge ud. Det blev da at tage af de sammensparte skillinger, og de gik fortere end nogen skulde tro.
197En dag, da det endnu stormed, la Jan Petter ligevel ud; for nu var han saa lutkjed af at ligge yrkeløs. Men den dag gik det ham ilde. Det kom en svær kastevind, og ved det voldsomme rykk ség al ballasten i den ene siden, og baaden kantred og sank.
Jan Petter berged sig saa vidt ved svømning. Men da han naadde ind, faldt han i et langt uvet, som varte over en time. Da han atter vaagned, var det kveld, og som han nu strævde sig hjem, kjendtes det som om han ikke var den samme som før. Al kraften var ligsom borte, og han risted i knærne som en gammel mand.
Det var ingen Sterke-Jan efter den dag. For da han maanedsdagen efter sad oppe, saa var akslerne smale og kroppen mager, saa klærne fra før ikke vilde sidde. Og haaret var merkelig klamt og tyndt, og skjegget graat, med kridhvide stænk her og der.
Den dagen kom Bitte-Jan fra Kristiansand. Store-Jan havde vistnok bedt dem ikke at skrive; men han havde nu omsider faat spurt ulykken ligevel. Han satte sig ved farens stol, tog ham i haand og saa paa ham længe.
«Kommer du alt nu?» — Det var det eneste Store-Jan sa.
«Ja, det gjør jeg nok.»
Saa blev det ikke snakket mere om den sag.
Men Bitte-Jan sad altid hos far sin, dag efter dag, uge efter uge. «Nu faar du tænke paa dig sjel,» sa Store-Jan, «det vilde jeg helst . . . Du er ung, maa du hugse, og jeg er gammel.»
«Det har jeg gjort; — jeg har snakket med presten, og han har saa halvt lovet at faa mig noget at bestille her.»
Det var sandt, hvad Bitte-Jan sa: Han havde talt med presten om at faa blive hjælpelærer, og de trodde begge det skulde gaa. Men det gik ikke. Det kom én, og det kom flere som havde eksamen, og presten kunde intet gjøre.
Da var det at Bitte-Jan laante baad og drog paa fiske — —
Det fik han gjøre, mente han, til faren blev god igjen.
Men Store-Jan blev ikke god. Sygen gav ikke helt 198slip paa ham; verk sad altid for brystet, og hosten holdt ved. Han havde nok staat for stridt i det; det var lange tiders uvørenhed med helsen som nu gav sig til kjende.
Saa var det en dag presten og landhandleren gik til Bitte-Jan og sa som saa: «Du faar holde ved paa skolen, Jan.»
«Jeg kan ikke reise fra far.»
«Vi faar sørge for din far saa længe.»
«Nei, mangfoldigst tak. Men saa længe jeg kan, saa skal jeg sørge for ham — den stund han har igjen.»
Saa holdt Bitte-Jan ved med fisking. Han stod haardere i det end han selv trodde han kunde. Og hver dag gik han med haandkjærren en fjerding vei til «byen» og ropte: «Torsk og levende aal! — Torsk og levende aal!»
Skolemester blev han ikke, og liden tid fik han til at læse de trykte bøger; men det kunde være merkeligt nok at høre ham fortælle om det han læste i «naturens store bog». Han sa altid: «Naturens store bog, skrevet med Guds finger.»
Se det var nu stormen, som laa langt der ude, og kom ind og sænked bladene om høsten; og saa sjøen, som gjemte paa fisken, som sov ude paa bunden.
Men det underligste af det hele var bølgerne, som gik mod fjeldet og klang saa klagelig i al evighed. Og de sa altid til en, naar en var sorgfuld: «Hys, vær stille! Hys, hys!»
Thomas P. Krag.