191

Den danske biskop Peder Plade (Palladius) fortæller menigheden om de 28 danske fiskere som omkom paa isen.

Ved kyndelsmesse-tid i aaret 1540 stod 80 fattige fiskere paa isen udenfor Danmarks kyst og stak aal. De stod i lovligt kald og gjerning, og vidste sig ingen fare i verden; da brast isen som de stod paa, paa alle sider omkring dem, og de kom i vand til beltestedet og flød hen over sjøen paa isen tilsammen, indtil de blev adskilt, somme til dette liv og somme til det evige liv; somme blev berget og kom op til Amager, somme flød paa isflak langt ud paa sjøen og kom ind til Malmø, og vandet blev trykket af dem, saa de blev ved livet og kom hjem igjen. Men 28 eller 29 fattige fiskere drukned og døde paa sjøen. Deres fattige hustruer og børn lever efter dem i Kjøbenhavn.

Blandt disse fiskere var Hans Bentsen, min gamle lærling 192med salig ihukommelse. Han og nogen andre ropte til sine fæller og sa:

„Kjære brødre, gode naboer, lad os ikke falde i mishaab, fordi vi skal dø i dette vand; lad os nu se om vi nogen tid har hørt Guds ord i vor levetid! Vi ser den visse død for vore øine; her maa vi blive, det kan ikke andet være.“ Og saa begyndte de at synge denne sang, som vi nu synger før prækenen: „Nu beder vi den Helligaand.“ Det var af hjertet de sang. Da den var ude, da sang de den sang over sin egen død som vi synger over lig, naar vi jorder det: „Med glæde og fred far’ jeg nu hen.“ Det var vel liden glæde for kjød og blod; men den glæde var i deres hjerte, at de flittig havde hørt Guds ord i sin velmagt; derfor kunde de nu sætte tro til det og trøste sig med det, og vidste vel at deres sjæl ikke skulde fordømmes, om end deres legeme skulde ligge og kastes og synke i sjøvandet til dommedag; derfor var de saa frimodige og faldt ned paa isen paa sine knæ, saa vandet stod dem til armhulerne, og bad Gud at han vilde tage dem bort i god tid, og sa til hverandre: „Kjære brødre og gode naboer! hvis Gud vil spare nogen, saa I kommer hjem fra denne havsnød, sig da vore hustruer og børn godnat, og se dem til gode for Guds skyld; vi faar ikke komme mere hjem til dem her i denne verden.“ Saa sa de hverandre godnat, og faldt saa fra hverandre paa isstykkerne og sank hen i Guds vold og paa Guds naade.

Mine kjære venner! De gik ud om morgenen i sit rette embede og sin lovlige næring og gjerning, og agted sig hjem igjen om aftenen til sine hustruer og børn med Guds gaver, til gavn og glæde for mig og andre bysbørn, Kjøbenhavns borgere; de pleide jo at sælge os paa torvet hvad Gud undte dem. Men de maatte blive der ude og dø, de gode martyrer for Gud, i sin lovlige gjerning og næring, som de var kaldet til. Vor herre Jesus give dem og alle kristne en glædelig opstandelse paa dommedag! Amen.

191

Den danske biskop Peder Plade (Palladius) forteller menigheten om de 28 danske fiskere som omkom på isen.

Ved kyndelsmesse-tid i året 1540 stod 80 fattige fiskere på isen utenfor Danmarks kyst og stak ål. De stod i lovlig kald og gjerning, og visste seg ingen fare i verden; da brast isen som de stod på, på alle sider omkring dem, og de kom i vann til beltestedet og fløt hen over sjøen på isen tilsammen, inntil de ble adskilt, somme til dette liv og somme til det evige liv; somme ble berget og kom opp til Amager, somme fløt på isflak langt ut på sjøen og kom inn til Malmø, og vannet ble trykket av dem, så de ble ved livet og kom hjem igjen. Men 28 eller 29 fattige fiskere druknet og døde på sjøen. Deres fattige hustruer og barn lever etter dem i Kjøbenhavn.

Blant disse fiskere var Hans Bentsen, min gamle lærling 192med salig ihukommelse. Han og noen andre ropte til sine feller og sa:

„Kjære brødre, gode naboer, la oss ikke falle i mishåp, fordi vi skal dø i dette vann; la oss nå se om vi noen tid har hørt Guds ord i vår levetid! Vi ser den visse død for våre øyne; her må vi bli, det kan ikke annet være.“ Og så begynte de å synge denne sang, som vi nå synger før prekenen: „Nå beder vi den Helligaand.“ Det var av hjertet de sang. Da den var ute, da sang de den sang over sin egen død som vi synger over lig, når vi jorder det: „Med glede og fred far’ jeg nå hen.“ Det var vel liten glede for kjøtt og blod; men den glede var i deres hjerte, at de flittig hadde hørt Guds ord i sin velmakt; derfor kunne de nå sette tro til det og trøste seg med det, og visste vel at deres sjel ikke skulle fordømmes, om enn deres legeme skulle ligge og kastes og synke i sjøvannet til dommedag; derfor var de så frimodige og falt ned på isen på sine kne, så vannet stod dem til armhulene, og bad Gud at han ville ta dem bort i god tid, og sa til hverandre: „Kjære brødre og gode naboer! hvis Gud vil spare noen, så dere kommer hjem fra denne havsnød, sig da våre hustruer og barn godnatt, og se dem til gode for Guds skyld; vi får ikke komme mer hjem til dem her i denne verden.“ Så sa de hverandre godnatt, og falt så fra hverandre på isstykkerne og sank hen i Guds vold og på Guds nåde.

Mine kjære venner! De gikk ut om morgenen i sitt rette embete og sin lovlige næring og gjerning, og aktet seg hjem igjen om aftenen til sine hustruer og barn med Guds gaver, til gavn og glede for meg og andre bysbarn, Kjøbenhavns borgere; de pleide jo å selge oss på torvet hva Gud unte dem. Men de måtte bli der ute og dø, de gode martyrer for Gud, i sin lovlige gjerning og næring, som de var kalt til. Vår herre Jesus gi dem og alle kristne en gledelig oppstandelse på dommedag! Amen.