57. Strikkevise.
Saa binder jeg traad,saa øver sig haanden i kvindelig daad;naar haanden skal hænge, da blir en saa træt,naar haanden jeg rører, gaar tiden saa let.Jeg binder ei silke, jeg binder ei guld,min traad er af uld.
Min uldene traad,naar vinteren bruser, skal varme min fod;med intet paa stikke, med intet paa ténsaa mangen maa skjælve paa islagte sten.Gud se til de usle som nøgne og blaai snevandet gaa!
Jeg binder kun traad,jeg binder ei baand af ugudeligt raad;vig langt fra mit hjerte, du mørkhedens aand,som lærer at binde de snærende baand!Skal mennesket binde for menneskets barnet fangende garn.
Klaus Frimann.
57. Strikkevise.
Så binder jeg tråd,så øver seg hånden i kvinnelig dåd;når hånden skal henge, da blir en så trett,når hånden jeg rører, går tiden så lett.Jeg binder ei silke, jeg binder ei gull,min tråd er av ull.
Min uldene tråd,når vinteren bruser, skal varme min fot;med intet på stikke, med intet på ténså mangen må skjelve på islagte stein.Gud se til de usle som nakne og blåi snevandet gå!
Jeg binder kun tråd,jeg binder ei bånd av ugudeligt råd;vig langt fra mitt hjerte, du mørkhedens ånd,som lærer å binde de snærende bånd!Skal mennesket binde for menneskets barnet fangende garn.
Klaus Frimann.