174

Det er solskin nu og sommer,lerken synger over linden,og de løves, alle lunder,og de blomstrer, alle hager.Græsset staar saa høit paa engen,furuen paa fjeldets hammer;bjerken bøier sig i dalen,eplet hænger tungt paa grenen,nøtten lyser mellem løvet, —alle hjemmets døtre synger.

Somren flyr, og høsten kommer,ljaaen hviner gjennem græsset,øksen fælder hamrens furu,bilen bøier bjerkens krone;frosten plukker grenens eple,nøtten ristes ned af stormen, —og en mand tar hjemmetsdatter.

Engen dugges da af savnet,sørgende staar gule skogen,hendes faders fole knegger,hendes moders kviger rauter,hendes broders okser brøler,savner hende som gav drikke,husker hende som har stelt dem.

Gik hun ei, den glade jenten,endnu førend solens opgang,syngende til fjøs og kveer?Smøg hun ei til kvigens krybbe,førend hendes mor det vidste,førend hendes far var vaagnet;rakte hun ei høi fra fanget,havre med de myge hænder,heiste vandet op fra brønden,førend far og mor det vidste?Og det skulde de ei mindes?

Estnisk folkevise, ved udg.

174

Det er solskinn nå og sommer,lerken synger over linden,og de løves, alle lunder,og de blomstrer, alle hager.Gresset står så høyt på engen,furuen på fjellets hammer;bjerken bøyer seg i dalen,eplet henger tungt på grenen,nøtten lyser mellom løvet, —alle hjemmets døtre synger.

Sommeren flyr, og høsten kommer,ljåen hviner gjennom gresset,øksen feller hamrens furu,bilen bøyer bjørkens krone;frosten plukker grenens eple,nøtten ristes ned av stormen, —og en mann tar hjemmetsdatter.

Engen dugges da av savnet,sørgende står gule skogen,hennes faders fole knegger,hennes moders kviger rauter,hennes broders okser brøler,savner henne som ga drikke,husker henne som har stelt dem.

Gikk hun ei, den glade jenten,ennå før solens oppgang,syngende til fjøs og kveer?Smøg hun ei til kvigens krybbe,før hennes mor det visste,før hennes far var våknet;rakte hun ei høy fra fanget,havre med de myke hender,heiste vannet opp fra brønnen,før far og mor det visste?Og det skulle de ei minnes?

Estnisk folkevise, ved udg.