Edvard Meisfjord er en foregangsmand paa fiskeriets omraade. Han har taget mangt et tungt tag, men saa har han ogsaa naad langt frem. Han er seig og djerv som den nordlandske fisker er. Stille og beskeden rusler han om. De smaa øine ser saa rolige ud, næsten ligegyldige; men de er skarpe, de taber ikke meden af sigte, selv om det er lidt tykke og kave forud. Og ingen bròtsjø lar han komme uventet paa sig. Det kan nok hænde at han maa tage rev i seilet, just naar han helst vilde heise det til tops; men han lar sig ikke drive ud af sin kurs, og falder vinden det aller mindste af, saa strækker han straks den klo som han har draget ind, og saa bærer det lystig mod maalet, trods baade modstrøm og vind.
Edvard Johannesson er født 1843. Han maatte tidlig ud; for faren havde to og tyve børn. Han var ikke mer end 16914 aar da han var med paa sommer-kystfisket, og vinteren efter rodde han Lofot-fiske. Han blev valgt til høvedsmand da han var 22 aar. Den unge høvedsmand var en nøisom kar. Det første aar han rodde egen baad paa fisket som høvedsmand, brugte han ikke mere end 30 øre til tobak og sligt. «En krone spart i ungdommen er bedre end tyve i alderdommen,» pleier Edvard Johannesson at sige. Men han tænkte ogsaa paa andet end at spare skillinger for sig selv; han vilde spare fiskerne for unødigt arbeide og for tab. Han vidste, som alle andre, at fisken snart gaar paa liner og snart paa garn, derfor begyndte han at fiske med begge slags redskaber. Det kosted jo dobbelt udlæg, men det svarte sig godt. Saa grunded han paa at finde en lettere baad, og en lettere maade at sætte redskaberne paa og hale dem ind. Naar han snakked til sine kamerater om dette, saa drog de paa akslene. Folk havde nu klart sig uden disse nye greierne i hundreder af aar; det var hverken nødigt eller nyttigt at grunde paa sligt. Men Edvard Johannesson gav sig ikke. Han grunded om kvelden naar han kom træt og udaset op i rorboden; han tog paa igjen om morgenen naar han vaagned. Men længe var han lige nær. Det var en fæl tid, siger han.
170Især var det et spil til at trække garn med han studerte paa. Saa var det sent en kveld efter et haardt sjøveir. Meisfjord og hans kamerater havde slitt haardt om dagen, og nu sov de andre sødelig i sine køier. Men Meisfjord sad med sin model af indhalingslinen og de andre greierne; kaffekopperne havde han hvælvet og brugte dem til spilruller. Han prøvde og prøvde, og fandt ingen ting ud. Ja ja, tænkte han ved sig selv, saa fik han slutte. Han var ikke mand for at greie dette. Men saa med én gang kom det. Nu saa han hvorledes det skulde være. Han maatte rope hurra. Kameraterne vaagned. Bror hans var en af dem. Han snudde sig bare i køien og sa: «Ja va dæ ikkj dæ eg ha sagt, at han blei galen før han slutta,» og saa sov han videre.
Slig blev opfindelsen først modtaget. Men det var en nyttig opfindelse. Den letted fiskeren baade sætning og indhaling, og en kunde klare sig med mindre mandskab.
Og saa har Edvard Meisfjord prøvd sig frem, til han har fundet den bedste fiskerbaad nordpaa. Den fik han guldmedalje for i Bodø. Det er bare én ting som han synes staar igjen: det er en liden dampmaskine som kunde drive baaden og drage redskaberne ind. Naar den er færdig, saa vil det bare være moro at være fisker, siger Meisfjord.
End videre var han den første som begyndte at bruge dybvands-termometeret for at finde fiskens holdeplads under vinterfisket; og det har lært baade ham og fiskerne meget. Endelig har han arbeidet ivrig for at det skulde være større stensætning paa garnlænkerne; saa vilde folk ikke miste slig en mængde redskab. Meisfjord vilde at loven skulde paabyde en slig stensætning. Han fik ikke mange med sig paa dette; men han holder seigt ud, og sætter det nok igjennem.
Derfor skal Edvard Meisfjord mindes, fordi han har vist den nordlandske fisker at en ikke skal sky de nye 171veier, og at en aldrig skal stanse halvveis paa dem, men holde ud til en er fremme.
Efter tidsskriftet «Nordlands Trompet».