156

Engelbrekt Engelbrektsson, den store svenske bondehøvding, fried svenskerne for dansk vælde i Erik af Pommerns tid. Han blev myrdet af en svensk adelsmand 1436. Paa samme tid som Engelbrekt levde biskop Tomas i Strengnes. Han har skrevet de mægtige ord om friheden som findes optaget i sidste afdeling af denne bog.

Det var en gang en aandens mand,biskop Tomas hedte han;Gud gi os mange som er ham lige,som trofast elsker og aldrig vil svigesit eget land.

Vold og vælde, de raadde her,svenske mænd til stort besvær;de maatte jo tjene den fremmedeherre,fordrage ondt og vente sig værrei eget land.

Mange vilde se øksen gaa, —bare én som fristede paaat holde i skaftet; og én som svarermed fynd og klem de fremmede kareri eget land.

Det Tomas var og Engelbrekt.Begge var de af samme slegt,den ene sa og den andre gjordehvad altid siges og gjøres burdefor eget land.

Og enkelt var hvad han sagde vel«Hellere fri end en andens træl,» —men slige viser de er ei lange,ordene høres, om ei de er mangei eget land.

De hørtes godt, og hans røst var storFrihed, troskab, fædrejord,for dem de suste som sverdhuggtunge,de gamle ord som er evig unge, —om eget land.

En svensk han var og en ærens mandog skaldens gave den havde hamGud gi os mange som er ham ligesom synger ud, og som aldrig vil svigesit eget land.

Efter Gunnar Wennerberg ved udg.

156

Engelbrekt Engelbrektsson, den store svenske bondehøvding, fried svenskene for dansk vælde i Erik av Pommerns tid. Han ble myrdet av en svensk adelsmann 1436. På samme tid som Engelbrekt levde biskop Tomas i Strengnes. Han har skrevet de mektige ord om friheten som finnes optaget i siste avdeling av denne bok.

Det var en gang en åndens mann,biskop Tomas hette han;Gud gi oss mange som er ham lige,som trofast elsker og aldri vil svikesitt eget land.

Vold og vælde, de rådde her,svenske menn til stort besvær;de måtte jo tjene den fremmedeherre,fordrage ondt og vente seg verrei eget land.

Mange ville se øksen gå, —bare én som fristet påå holde i skaftet; og én som svarermed fynd og klem de fremmede kareri eget land.

Det Tomas var og Engelbrekt.Begge var de av samme slekt,den ene sa og den andre gjordehva alltid siges og gjøres burdefor eget land.

Og enkelt var hva han sa vel«Hellere fri enn en annens trell,» —men slike viser de er ei lange,ordene høres, om ei de er mangei eget land.

De hørtes godt, og hans røst var storFrihet, troskap, fedrejord,for dem de suste som sverdhuggtunge,de gamle ord som er evig unge, —om eget land.

En svensk han var og en ærens mannog skaldens gave den hadde hamGud gi oss mange som er ham likesom synger ut, og som aldri vil svikesitt eget land.

Etter Gunnar Wennerberg ved udg.