156

Den 19de mai 1630 tog Gustav Adolf farvel med den svenske riksdag. Det var en stor og mægtig stund. Kongen traadte frem med sit barn paa armen, tronarvingen, datteren Kristina, som endnu ikke var fire aar. Han havde som en anelse om at dette møde med Sveriges folk var det sidste. «Det pleier at gaa saa,» sa han, «at krukken gaar saa længe til vands, til den kommer hankeløs hjem. Slig gaar det vel ogsaa mig til slut; jeg som i saa mange farer har ofret mit 157blod for Sveriges riges velfærd, og hidtil ved Guds naadige forsorg er kommen uskadd fra det, jeg skal dog til slut lade mit liv.» Han tog Gud til vidne paa at han ikke begyndte krigen af egennyttige grunde. Keiseren havde drevet ham til det, sa han, hans naboer var i nød, han drog afsted for at fri sine trosfæller. Saa vendte han sig til riksdagen, befaled alle i Guds haand, og ønsked, at de som nu skiltes, efter jordlivets møie maatte mødes i et uforgjængeligt liv. Alles øine stod fulde af taarer. Der var dyb vemod, men ogsaa fortrøstning og haab.

2. Slaget ved Breitenfeld.

Det slag som her skal fortælles om, er ikke bare et af de merkeligste i den lange krig som kaldes trediveaarskrigen, men ogsaa et af de merkeligste i hele verdenshistorien. «Et saadant slag,» siger en samtidig, «havde i de to sidste aarhundreder, ja siden Kristi fødsel, ikke staat i Tyskland; de to generaler var prøvde hærførere, de to hærer kunde rose sig af stadige seire, og kjæmped derfor haardnakket og ihærdig mod hverandre.» Men af disse to hærførere var Gustav Adolf uden al sammenligning den største. Tilly, de keiserlige og katolske soldaters fører, var en udmerket soldat, men ingen stor general. Han kunde ikke skabe noget nyt. Ellers var han en uegennyttig og pligttro mand, og langt bedre end protestanterne mente. Men han var en ivrig katolik; han var noget af en munk, og tilbad ivrig den hellige jomfru; til hende vied han sin hærs fane, hendes navn lød i feltropene i hans 159slag, og for hendes alter la han byttet ned. Han var troshelten blandt de katolske hærførere, ligesom Gustav Adolf var den protestantiske troshelt.

158

Den 7de september 1631 mødtes Tilly og Gustav Adolf i det navnkundige slag ved Breitenfeld, tæt ved Leipsig, paa den vide, uoverskuelige slette, som langsomt stiger op paa begge sider. Paa høiden, hvor de svage skraaninger mødes, havde Tilly ladt kaste op skydevolder for sit artilleri, og did var det nu den keiserlige hær marsjerte, fylket til slag, tidlig om morgenen. Det var en straalende klar høstmorgen. Solen skinte over den store slette da hæren satte sig i gang; bag den straalte Leipsigs tinder og taarn i morgenglans. Men snart svøbtes alt i hvirvler af støv, og selve solen lyste mat, ligesom gjennem tætte skyer, mens masserne rykked frem over den solbrændte, fortørkede mark. En skarp vind fra sydvest drev støvskyerne bortover sletten, mod Gustav Adolfs hær, som rykked frem fra nord. Natten havde den svenske konge tilbragt ved vaktildene og sovet i sin feltvogn. Ved daggry kaldte trompetstødene til opbrudd; da rykked ogsaa denne hær frem i fuld slagorden, svenskerne for sig, og sakserne for sig. Kurfyrsten af Saksen var Gustav Adolfs forbundsfælle. Efter halvanden times marsj begyndte den keiserlige hær at komme indenfor synsvidde. Da var den opstillet. I midten stod Tilly selv med hærens kjerne, de tungt væbnede fodfolk; artilleriets vældige kanoner havde han plantet øverst oppe paa høidekammen. Der stod hans landsmænd, de tapre valloner, som blev regnet for Europas ypperste fodfolk, og da den gamle hærfører viste sig, blev han hilst med jubel. Han var høit skattet; de kaldte ham far. Han red som vanlig en hvid hest, og bar som vanlig en gammeldags flamsk dragt, grøn atlaskes frak, bredskygget hat med røde fjær nedover ryggen, en drabelig dyrendal ved siden. Det var en liden mager kar, med ørnenæse, spids hage med skjeg, og kort hvidt haar. Livlige blaa øine blinked frem under buskete øiebryn og en høit hvælvet pande.

160Det varte ikke længe, før Gustav Adolfs hær havde ordnet sig. Selv førte kongen høire fløi. Her stod kjernen af den protestantiske hær. «Forrevne, slitne, skidne saa vore folk ud mod de keiserlige med deres sølv og guld og fjærbusker,» siger en som var med; «smaa var vore svenske og finske hester mod de store tyske; vore bondegutter tog sig sagtens ikke altfor stoltelig ud mod Tilly-folkene med romernæserne og render paa hatten; men disse bondegutter var hærdede soldater, og gjennem dem gik den aand som Luther skildrer i sin salme:

Og var end verden noksaa stor,og fuld af mørkets hære,naar bare blandt os Herren bor,skal intet os forfærde.»

Hvor Gustav Adolf viste sig, saa de paa ham med tillid og glæde. Med ham havde de seiret før; han havde delt farer og nød med den simpleste soldat. Han var til hest, i sin vanlige enkle dragt; intet panser dækked hans bryst, bare en lærbrynje af elgehud; hjelmen havde han lagt af, og paa hovedet bar han en vid graa hat med en grøn fjær i.

I den keiserlige hær skal det have været 32 000 mand, i den svenske var det 26 800, og i den saksiske sandsynligvis 15 000. Gustav Adolf havde saaledes flere end Tilly; men vi skal snart se at sakserne ikke var til stor nytte. Tillys hær var rustet paa middelalder-vis. Lanser med træskaft, 5—6 meter lange, var endnu de vigtigste vaaben for fodfolket; skytterne havde børser med luntelaas, som var saa tunge at de maatte støttes paa gafler: naar de skulde lades og affyres, krævde det ni og nitti greb. Artilleriet havde tunge beleiringskanoner som trængte otte og tyve hester. Gustav Adolfs ildvaaben derimod var let haandterlige. Hans haandbørser kunde skyde tre ganger saa fort, og de fleste af hans kanoner kunde hjælpe sig med én eller to hester. Tillys hær var som sedvanlig opstillet i uhyre store firkanter, som ligned vandrende fæstninger. Gustav Adolfs derimod var ordnet saaledes at den kunde manøvrere let, og det var det som gav seiren.

Den svenske hær trængte frem, med solen og vinden imod 161sig, gjennem støvskyer og krudrøg, og indtog sin stilling. Tillys kanoner havde uophørlig dundret fra høiden, men hans firkanter rørte sig ikke; det var tydeligt, at den gamle vare høvding vilde lade svenskerne angribe der han stod, for han stod godt. Men det var én som ikke vilde staa stille der han stod, da skuddene knalded. Det var Pappenheim, den navnkundige østerrigske hærfører, den tapreste blandt de tapre. Han styrted med sine ryttere mod Gustav Adolfs høire fløi. Her blev han modtaget af en saa morderisk ild, at hans hester vendte, endnu før hans folk havde faat tid til at svare. Han angreb nu i flanken. Men her mødte han Johan Banér. Pappenheim var skilt fra den keiserlige hær, og der blev en strid paa liv og død. Hele hans rytterfløi blev syv ganger kastet tilbage og omsider aldeles oprevet, resterne spredte sig over markerne og flygted. Da Tilly saa dette, skal han have slaat hænderne over sit hoved og ropt: «Dette menneske skiller mig ved ære og rygte, keiseren ved land og folk.» Med fældte lanser styrted han nu med sine fæstnings-firkanter ned fra høiden. De rendte imod den saksiske hær. Den kunde ikke holde stand, men tog til bens kompanivis, som Gustav Adolf sa. Det saa farligt ud for den svenske hær. Men nu viste det sig netop, at den kunde manøvrere. Selv gjorde Gustav Adolf en svingning mod høiden og tog Tillys kanoner. Dermed var slaget afgjort. Nu blev de levende fæstninger skudt paa med Tillys egne kanoner, De blev staaende som berg, og da de endelig maatte vige, var det endda fire regimenter valloner som ikke vilde fly; lemlæstet kjæmped de paa sin post. Endelig gik solen ned, og mørket la sig over markerne. Nu var det ikke mer end 600 mand igjen af dem. Da slog de en firkant om sin saarede høvding og førte ham bort fra slagmarken. Ved det høieste punkt af denne slagmark, hvor siden mindestenen reistes, samled Gustav Adolf sin hær, faldt paa knæ og takked Gud for seieren. Slaget ved Breitenfeld redded protestanternes sag i Tyskland og gjorde Sverige til en af Europas stormagter.

Efter Martin Weibull.

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. III.

156

Den 19de mai 1630 tog Gustav Adolf farvel med den svenske riksdag. Det var en stor og mektig stund. Kongen trådte frem med sitt barn på armen, tronarvingen, datteren Kristina, som ennå ikke var fire år. Han hadde som en anelse om at dette møte med Sveriges folk var det siste. «Det pleier å gå så,» sa han, «at krukken går så lenge til vands, til den kommer hankeløs hjem. Slig går det vel også meg til slut; jeg som i så mange farer har ofret mitt 157blod for Sveriges rikes velferd, og hittil ved Guds nådige forsorg er kommet uskadd fra det, jeg skal dog til slut lade mitt liv.» Han tok Gud til vitne på at han ikke begynte krigen av egennyttige grunde. Keiseren hadde drevet ham til det, sa han, hans naboer var i nød, han drog av sted for å fri sine trosfeller. Så vendte han seg til riksdagen, befaled alle i Guds hånd, og ønsket, at de som nå skiltes, etter jordlivets møye måtte møtes i et uforgjengelig liv. Alles øyne stod fulle av tårer. Der var dyp vemod, men også fortrøstning og håp.

2. Slaget ved Breitenfeld.

Det slag som her skal fortelles om, er ikke bare et av de merkeligste i den lange krig som kalles trettiårskrigen, men også et av de merkeligste i hele verdenshistorien. «Et sådant slag,» sier en samtidig, «hadde i de to siste århundrer, ja siden Kristi fødsel, ikke stått i Tyskland; de to generaler var prøvde hærførere, de to hærer kunne rose seg av stadige seire, og kjempet derfor hårdnakket og iherdig mot hverandre.» Men av disse to hærførere var Gustav Adolf uten all sammenligning den største. Tilly, de keiserlige og katolske soldaters fører, var en utmerket soldat, men ingen stor general. Han kunne ikke skape noe nytt. Ellers var han en uegennyttig og plikttro mann, og langt bedre enn protestantene mente. Men han var en ivrig katolikk; han var noe av en munk, og tilbad ivrig den hellige jomfru; til henne viet han sin hærs fane, hennes navn lød i feltropene i hans 159slag, og for hennes alter la han byttet ned. Han var troshelten blant de katolske hærførere, likesom Gustav Adolf var den protestantiske troshelt.

158

Den 7de september 1631 møttes Tilly og Gustav Adolf i det navnkundige slag ved Breitenfeld, tett ved Leipsig, på den vide, uoverskuelige slette, som langsomt stiger opp på begge sider. På høyden, hvor de svage skråninger møtes, hadde Tilly ladt kaste opp skydevolder for sitt artilleri, og dit var det nå den keiserlige hær marsjerte, fylket til slag, tidlig om morgenen. Det var en strålende klar høstmorgen. Solen skinte over den store slette da hæren satte seg i gang; bak den strålte Leipsigs tinder og tårn i morgenglans. Men snart svøptes alt i virvler av støv, og selve solen lyste mat, likesom gjennom tette skyer, mens massene rykket frem over den solbrente, fortørkede mark. En skarp vind fra sydvest drev støvskyene bortover sletten, mot Gustav Adolfs hær, som rykket frem fra nord. Natten hadde den svenske konge tilbrakt ved vaktildene og sovet i sin feltvogn. Ved daggry kalte trompetstøtene til oppbrudd; da rykket også denne hær frem i full slagorden, svenskene for seg, og sakserne for seg. Kurfyrsten av Saksen var Gustav Adolfs forbundsfelle. Etter halvannen times marsj begynte den keiserlige hær å komme innenfor synsvidde. Da var den oppstilt. I midten stod Tilly selv med hærens kjerne, de tungt væbnede fotfolk; artilleriets veldige kanoner hadde han plantet øverst oppe på høydekammen. Der stod hans landsmenn, de tapre valloner, som ble regnet for Europas ypperste fotfolk, og da den gamle hærfører viste seg, ble han hilst med jubel. Han var høyt skattet; de kalte ham far. Han red som vanlig en hvit hest, og bar som vanlig en gammeldags flamsk drakt, grønn atlaskes frakk, bredskygget hat med røde fjær nedover ryggen, en drabelig dyrendal ved siden. Det var en liten mager kar, med ørnenese, spiss hage med skjegg, og kort hvitt hår. Livlige blå øyne blinket frem under buskete øyebryn og en høyt hvelvet panne.

160Det varte ikke lenge, før Gustav Adolfs hær hadde ordnet seg. Selv førte kongen høyre fløy. Her stod kjernen av den protestantiske hær. «Forrevne, slitne, skitne så våre folk ut mot de keiserlige med deres sølv og gull og fjærbusker,» sier en som var med; «små var våre svenske og finske hester mot de store tyske; våre bondegutter tok seg saktens ikke altfor stoltelig ut mot Tilly-folkene med romernesene og render på hatten; men disse bondegutter var hærdede soldater, og gjennom dem gikk den ånd som Luther skildrer i sin salme:

Og var enn verden nokså stor,og full av mørkets hære,når bare blant oss Herren bor,skal intet oss forferde.»

Hvor Gustav Adolf viste seg, så de på ham med tillit og glede. Med ham hadde de seiret før; han hadde delt farer og nød med den simpleste soldat. Han var til hest, i sin vanlige enkle drakt; intet panser dekket hans bryst, bare en lærbrynje av elgehud; hjelmen hadde han lagt av, og på hodet bar han en vid grå hat med en grønn fjær i.

I den keiserlige hær skal det ha vært 32 000 mann, i den svenske var det 26 800, og i den saksiske sannsynligvis 15 000. Gustav Adolf hadde således flere enn Tilly; men vi skal snart se at sakserne ikke var til stor nytte. Tillys hær var rustet på middelalder-vis. Lanser med treskaft, 5—6 meter lange, var ennå de viktigste våpen for fotfolket; skytterne hadde børser med luntelås, som var så tunge at de måtte støttes på gafler: når de skulle lades og avfyres, krevde det ni og nitti grep. Artilleriet hadde tunge beleiringskanoner som trengte åtte og tyve hester. Gustav Adolfs ildvåpen derimot var lett håndterlige. Hans håndbørser kunne skyde tre ganger så fort, og de fleste av hans kanoner kunne hjelpe seg med én eller to hester. Tillys hær var som sedvanlig oppstilt i uhyre store firkanter, som lignet vandrende festninger. Gustav Adolfs derimot var ordnet således at den kunne manøvrere lett, og det var det som ga seieren.

Den svenske hær trengte frem, med solen og vinden imot 161seg, gjennom støvskyer og kruttrøyk, og indtog sin stilling. Tillys kanoner hadde uopphørlig dundret fra høyden, men hans firkanter rørte seg ikke; det var tydelig, at den gamle vare høvding ville la svenskene angripe der han stod, for han stod godt. Men det var én som ikke ville stå stille der han stod, da skuddene knallet. Det var Pappenheim, den navnkundige østerrikske hærfører, den tapreste blant de tapre. Han styrtet med sine ryttere mot Gustav Adolfs høyre fløy. Her ble han mottatt av en så morderisk ild, at hans hester vendte, ennå før hans folk hadde fått tid til å svare. Han angrep nå i flanken. Men her møtte han Johan Banér. Pappenheim var skilt fra den keiserlige hær, og der ble en strid på liv og død. Hele hans rytterfløy ble syv ganger kastet tilbake og omsider aldeles opprevet, restene spredte seg over markene og flyktet. Da Tilly så dette, skal han ha slått hendene over sitt hode og ropt: «Dette menneske skiller meg ved ære og rykte, keiseren ved land og folk.» Med felte lanser styrtet han nå med sine festnings-firkanter ned fra høyden. De rendte imot den saksiske hær. Den kunne ikke holde stand, men tok til bens kompanivis, som Gustav Adolf sa. Det så farlig ut for den svenske hær. Men nå viste det seg nettopp, at den kunne manøvrere. Selv gjorde Gustav Adolf en svingning mot høyden og tok Tillys kanoner. Dermed var slaget avgjort. Nå ble de levende festninger skudt på med Tillys egne kanoner, De ble stående som berg, og da de endelig måtte vike, var det enda fire regimenter valloner som ikke ville fly; lemlestet kjempet de på sin post. Endelig gikk solen ned, og mørket la seg over markene. Nå var det ikke mer enn 600 mann igjen av dem. Da slo de en firkant om sin saarede høvding og førte ham bort fra slagmarken. Ved det høyeste punkt av denne slagmark, hvor siden minnesteinen reistes, samlet Gustav Adolf sin hær, falt på kne og takket Gud for seieren. Slaget ved Breitenfeld reddet protestanternes sak i Tyskland og gjorde Sverige til en av Europas stormakter.

Etter Martin Weibull.

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. III.