147

Om Roland, Karl den stores navnkundige kjæmpe, har vi et gammelt kvad, Rolands-kvadet. Fra dette kvad er nedenstaaende digt hentet. Indholdet af Rolands-kvadet er kortelig: Karl den store har taget hele Spanien, saa nær som Saragóssa, hvor kong Marsíle er. Kong Marsile byder Karl rige gaver og lover at lade sig døbe, dersom Karl vil drage bort fra Spanien. Karl gaar ind paa det, og sender Ganelun med svar. Ganelun er Rolands stefar, og det er Roland som har foreslaat ham til sendebud. Han er rasende over dette og sverger at hevne sig. Det gjør han ogsaa. — Kong Marsile giver ham gods og gaver og faar ham over paa sin side. Ganelun lover at forraade Roland, keiserens bedste stridsmand. Han vender tilbage til Karl, som sætter Roland til at føre bagtroppen. Keiseren drager bort. Da han er flere dagsreiser foran Rolands afdeling, blir den overfaldt af en umaadelig fiendehær. Det blir en vældig kamp. Om denne kamp, om Rolands ven Oliver og den djerve erkebisp Turpin fortælles nedenfor.

Karl den store hjem mod Frankrigrider;han har herjet Spanien, by og borg.Kongen ved ei at langs fjeldetssidersmyger sig en sorg, en kjæmpesorg;kongen tror at hedningen er slagen,kongen ved ei at bag fjeldets topfire hundred tusend venter dagen,bryder frem saa snart som solgaar op.

Hæren skrider under hvide tinder, –svart er bergets væg og dalen trang;foran ligger Frankrig, hjem ogkvinder;derfor er der taarer, smil og sang.Tunge drømme kongens glædedæmper,kappen har han om sit ansigt lagt;«Roland, kjæmpen over allekjæmper —Gud ham verne paa hans heltevakt!»148Ridder Oliver, han steg i pinjen,Rolands ven sad høit paa træetsgren;saa i solen sarasener-linjen,hjelm og sverd og skjold med ædelsten.Og han ropte: «Roland, blæs i luren!Blæs!» han ropte; «hedningen ernær!Blæs saa det kan dure lydt i uren,blæs os hid den hele franske hær!»

Haanlig svarte kjæmpen: «Skal jegblæse —blæse væk min hæder og mit mod?Heller kløve sarasenens næse,heller rødme skal min arm i blod.»Som en løve venter antilopengjemt bag ørknens mørke klipperand,saadan vented Roland hedning-hopen.Den var fire hundred tusend mand.

Erkebispen frem paa bakken rider,præker kortelig for Rolands hær:«Vel vi ved at vi for kongen strider,vel vi ved at vi er døden nær.End vi skal en anden konge mindes;rumt hans herberg er, og god hans løn.Skrift og bed, at vi hos ham kanfindes,hos den herre Kristus, Davids søn.»

Frankrigs kjæmper skrifter sinesynder,knæler ydmygt paa den grønne jord;erkebispen sjælefred forkynder,hvis de kjæmper kjækt for Kristi ord.

Roland rider foran med sin lanse,sarasener synker for hans slag;snart han bygger sig af lig en skanse,og hans aasyn skinner som en dag.

Men de myldrer frem i nye skarer,disse hedning-hunder, hvid og sort;talrig som en djævlehær som fareruden stans igjennem helveds port.Ingen franskmand mister her sin ære;herlig kjæmper han og holder ud;men sit liv, det mister desto flere —faar ei se sit land, sin mor, sin brud.

Roland ser de unge kjæmper falde,ynkes over dem i dødens stund.«Keiser Karl! nu vil jeg paa digkalde!»og han sætter hornet for sin mund;blæser fast og haardt, saa lydentrængermilevidt igjennem berg og lund;Roland blæser, til han hjernensprænger,og til blodet springer fra hans mund.

Kongen lytter: «Roland er i fare!denne ljomen kommer langveis fra.»«Roland jager paa en stakkarshare,»siger Ganelun, den niding, da.Kongen lytter: «Ganelun skalbindes!Paa et æsel skal han slæpes med.Men min kjæmpe Roland, hanskal findes.Hevn, I hærmænd! Hevn for ham!Afsted!»

149Kongen rider mellem høie urer,over brynjen bølger hvidt hansskjeg;svar han sender fra de tusend lurer,elven bruser under klippevæg.Roland ser sig over berg og bakker,ved saa vél at hjælpen frem ei naar,ser saa vel at det mod sluttenlakker,ser at mand for mand faar banesaar.

Høitherr Oliver sin synd bekjender,høit og ivrig beder han til Gud,strækker imod skyen sine hænder,signer Karl og Roland, aander ud.Men den sterke bisp, som hundredfældte,siden hundred, hundred om igjen, —nu sit blege hoved træt han heldteimod Roland, mod sin vaabenven.

Roland lindrer modermildt hamnøden,bærer saa de faldne for hans fod;bispen signer kjæmperne,mens dødensuger ud hans eget hjerteblod.«Kjæmper, I som ikke mer kanknæle,som paa fremmed jord er sunket ned,Gud almægtig løfte eders sjæleop til himlens hellige hvilested!»

Bispen dør, og Roland sidder ene.Næste stund han er i dødens vold;og han hugger mod de brune steneDyrendal, sin klinge sterk og bold.«Dette sverd skal hedninger eisvinge!» —Ak, det saares ei i denne leg;ti mod kjæmpen Rolands skarpeklingeer al jordens sten for vek, for vek.

Men da døden han om hjertet kjender,lægger han sig ned i pinjens læ,og sit aasyn han mod Spanien vender:han har seiret, det skal kongen se.Og han mindes hvad han vandtmed ære,mindes mangt et lifligt kongeord,mindes og den synd han har at bære;opad stiger ydmygt bønnens ord:

«Du som evned Lasarus at berge,mellem løver holdt du Daniel hel —vær i værste farens stund mit verge,hent mig,Herre, du,og frels min sjæl!»Og sin høire hanske Gud han rækker,og Sankt Gabriel tar den af hanshaand;og mens dødens bleghed kindetdækker,flyver englene med Rolands aand.

Ved udg

147

Om Roland, Karl den stores navnkundige kjempe, har vi et gammelt kvad, Rolands-kvadet. Fra dette kvad er nedenstående dikt hentet. Innholdet av Rolands-kvadet er kortelig: Karl den store har tatt hele Spanien, så nær som Saragóssa, hvor kong Marsíle er. Kong Marsile byr Karl rike gaver og lover å la seg døpe, dersom Karl vil drage bort fra Spanien. Karl går inn på det, og sender Ganelun med svar. Ganelun er Rolands stefar, og det er Roland som har foreslått ham til sendebud. Han er rasende over dette og sverger å hevne seg. Det gjør han også. — Kong Marsile giver ham gods og gaver og får ham over på sin side. Ganelun lover å forråde Roland, keiserens beste stridsmann. Han vender tilbake til Karl, som setter Roland til å føre baktroppen. Keiseren drager bort. Da han er flere dagsreiser foran Rolands avdeling, blir den overfalt av en umåtelig fiendehær. Det blir en veldig kamp. Om denne kamp, om Rolands venn Oliver og den djerve erkebisp Turpin fortelles nedenfor.

Karl den store hjem mot Frankrigrider;han har herjet Spanien, by og borg.Kongen ved ei at langs fjelletssidersmyger seg en sorg, en kjempesorg;kongen tror at hedningen er slagen,kongen ved ei at bak fjellets toppfire hundre tusen venter dagen,bryter frem så snart som solgår opp.

Hæren skrider under hvite tinder, –svart er bergets vegg og dalen trang;foran ligger Frankrig, hjem ogkvinner;derfor er der tårer, smil og sang.Tunge drømme kongens glededemper,kappen har han om sitt ansikt lagt;«Roland, kjempen over allekjemper —Gud ham verne på hans heltevakt!»148Ridder Oliver, han steg i pinjen,Rolands venn satt høyt på træetsgren;så i solen sarasener-linjen,hjelm og sverd og skjold med edelsten.Og han ropte: «Roland, blæs i luren!Blæs!» han ropte; «hedningen ernær!Blæs så det kan dure lydt i uren,blæs oss hit den hele franske hær!»

Hånlig svarte kjempen: «Skal jegblåse —blåse vekk min hæder og mitt mot?Heller kløve sarasenens nese,heller rødme skal min arm i blod.»Som en løve venter antilopengjemt bak ørknens mørke klipperand,sådan ventet Roland hedning-hopen.Den var fire hundre tusen mann.

Erkebispen frem på bakken rider,preker kortelig for Rolands hær:«Vel vi ved at vi for kongen strider,vel vi ved at vi er døden nær.Enn vi skal en annen konge minnes;rumt hans herberg er, og god hans løn.Skrift og bed, at vi hos ham kanfinnes,hos den herre Kristus, Davids sønn.»

Frankrigs kjemper skrifter sinesynder,kneler ydmykt på den grønne jord;erkebispen sjelefred forkynner,hvis de kjemper kjekt for Kristi ord.

Roland rider foran med sin lanse,sarasener synker for hans slag;snart han bygger seg av lig en skanse,og hans åsyn skinner som en dag.

Men de myldrer frem i nye skarer,disse hedning-hunder, hvit og sort;talrig som en djævlehær som fareruten stans igjennom helveds port.Ingen franskmann mister her sin ære;herlig kjemper han og holder ut;men sitt liv, det mister desto flere —får ei se sitt land, sin mor, sin brud.

Roland ser de unge kjemper falle,ynkes over dem i dødens stund.«Keiser Karl! nå vil jeg på degkalle!»og han setter hornet for sin munn;bleser fast og hardt, så lydentrengermilevidt igjennom berg og lund;Roland bleser, til han hjernensprenger,og til blodet springer fra hans munn.

Kongen lytter: «Roland er i fare!denne ljomen kommer langveis fra.»«Roland jager på en stakkarshare,»sier Ganelun, den niding, da.Kongen lytter: «Ganelun skalbindes!På et esel skal han slepes med.Men min kjempe Roland, hanskal finnes.Hevn, dere hærmenn! Hevn for ham!Av sted!»

149Kongen rider mellom høye urer,over brynjen bølger hvitt hansskjegg;svar han sender fra de tusen lurer,elven bruser under klippevæg.Roland ser seg over berg og bakker,ved så vel at hjelpen frem ei når,ser så vel at det mot sluttenlakker,ser at mann for mann får banesår.

Høitherr Oliver sin synd bekjenner,høyt og ivrig beder han til Gud,strekker imot skyen sine hender,signer Karl og Roland, ånder ut.Men den sterke bisp, som hundrefelte,siden hundre, hundre om igjen, —nå sitt bleke hode trett han helteimot Roland, mot sin våpenven.

Roland lindrer modermildt hamnøden,bærer så de falne for hans fot;bispen signer kjempene,mens dødensuger ut hans eget hjerteblod.«Kjemper, dere som ikke mer kanknele,som på fremmed jord er sunket ned,Gud allmektig løfte deres sjæleopp til himlens hellige hvilested!»

Bispen dør, og Roland sitter ene.Neste stund han er i dødens vold;og han hugger mot de brune steinerDyrendal, sin klinge sterk og bold.«Dette sverd skal hedninger eisvinge!» —Ak, det såres ei i denne lek;ti mot kjempen Rolands skarpeklingeer all jordens stein for vek, for vek.

Men da døden han om hjertet kjenner,legger han seg ned i pinjens læ,og sitt åsyn han mot Spanien vender:han har seiret, det skal kongen se.Og han minnes hva han vantmed ære,minnes mangt et lifligt kongeord,minnes og den synd han har å bære;oppad stiger ydmykt bønnens ord:

«Du som evnet Lasarus å berge,mellom løver holdt du Daniel hel —vær i verste farens stund mitt verge,hent meg,Herre, du,og frels min sjel!»Og sin høyre hanske Gud han rekker,og Sankt Gabriel tar den av hanshånd;og mens dødens blekhet kinnetdekker,flyver englene med Rolands ånd.

Ved udg