Den tro og sterke ildhug som her skildres, viste sig mest i korstogenes første tid. Siden var det ofte altfor megen egennyttig svaghed, splid og blødagtighed.
Europa rysted fra nord til syd, fra vest til øst, saa en skulde trod det var en hel folkevandring. En far vaaged ikke at holde tilbage sin søn, eller hustruen sin mand, eller herren sin tjener. Alle var grebet af frygten for Gud og 150kjærligheden til Jesus Kristus, saa ingen turde en gang forsinke nogen som vilde drage afsted. Hver korsfarer bar et kors paa høire aksel, for at efterligne Frelseren, som paa veien til Golgata havde baaret redskabet til vor forløsning paa akslen. Ingen vei, ingen bygd, ingen by, ingen borg, intet berg, ingen dal som ikke myldred med flag, telter og vogner. Mænd og kvinder, adelsmænd og træler, rige og fattige strømmed sammen fra fjerne lande, — hele denne folkeskrei, som vokste ved hvert skridt, drog afsted saa lystige og glade som om de efter en lang utlægd eller haard trældom vendte hjem til sit eget land, under sang og spil og trompeters og fløiters lyd. Pilegrimene havde med sig sit indbo og sager af de mest ulige slag: jordbrugsredskaber af jern og træ, guld og sølvsager, allehaande vaaben, som lanser, sverd, brynjer, hjelmer, buer, piler, spyd, stridsøkser og klubber. I fyrsternes, jarlernes og riddernes telter glitred det af guld. De hvilte i rigt udskaarne og malte stassenger, og under disse senger gjemtes hver kveld kasser fyldt med guld- og sølvstænger. Desuden førte de med smaa baader, med garn og andre fiskegreier, saa de kunde forsyne sig med fisk i enhver sjø eller elv. De rige korsfarere havde ogsaa med sig sine fuglejægere med falker og andre jagtfugler.
Efter en samtidig historieskriver.