36

Det var paa Terningmoen i Elverum i haardeste sommertørken 1888. Ro-signalet var blaast for længst, og vi sov saa tungt og godt som man kun gjør paa en ekserserplads.

Men — kl. halv 12 skingred med én gang allarm-signalet ud i natten, gjennemtrængende og uhyggeligt. Vi op, i klærne og ud paa «lina». Bataljons-sjefen sad til hest, streng og alvorlig, med telegram i haanden. Nyt mandskab skulde afsted til skogbranden omkring Runddalssjøen. 37150 mand var sendt til Rena om formiddagen. Afmarsj om fem minuter.

Ekstratog stod og vented. Vi sprang ind, og det kjørte i vei, saa vognene dansed og sanden gjøv om øinene. Det er vist det uvørneste jeg har kjørt. Efter branden speided vi forgjæves den første timen; men saa begyndte luften i aasbrynet i nordøst at staa mere tung og gul, og paa selve kammen synte et rødligt skjær sig. Det var den første lysken. Straks efter la toget aasryggen bag sig, og med ett saa vi midt i skogdybet selve det store, blaffende, ildrøde flammehav. Det kom saa braat og uhyggelig, at det gav et sæt i os alle sammen, og det blev stilt inde i vognen.

Over paa den anden side af Rena, lige ved Renosen, ligger en brat hammer som heder Pilegrimsskjærene. Der stod pakkende fuldt, mest kvindfolk, og stirred paa branden. Det var ikke bro over Glommen der den gang, saa det tog lidt tid at blive færget over. Saa snart vi var samlet igjen, satte vi opefter aasen. Veien bar stygt imod.

Klokken var vel 2 om natten da vi var fremme ved en plads som heder Ottebækken. Der blev det kommandert «i koll», og dere kan tro det smagte. Vi havde da marsjert halvanden time i brat bakke, og hivde os side om side i marken. Der fik vi friskt vand paa feltflaskerne, og en kort, men kjæk tale af kapteinen. «Hør, gutter,» sa han, «nu er dere paa virkelig krigsfod. Dere staar overfor en fiende som kanske blir ligesaa farlig som den de bruger kuler og krud paa. Gjør Deres bedste, gutter. Ilden raser værre og værre. Ikke nok med at gildeste tømmerskogen i landet gaar, men sætrer og pladser stryger med. Vis dere nu som norske soldater!»

Det bar ind i selve skogen. Den stod her duftende frisk og vakker i sommernatten. At alt dette skulde gaa op i røg og aske, det greb os sterkt; vi loved os selv, nogen hver, at gjøre vort bedste.

Det varte heller ikke længe, før der lød signal til udrykning. Der blev givet ordre til at fyrti mand af venstre fløi skulde rykke ud i østlig retning, for om muligt at berge 38en strækning som der var truet. Jeg blev akkurat den fyrtiende.

Det bar over en blød myr og op i en svær høide, hvor tømmerskogen stod tæt, og hvor det var saa yrende fuldt af brask og vindfald, at vi snarere maatte krabbe end gaa. Det var den bedste nøringsved en kunde tænke sig. Det blev ikke stort at spørge hverken efter skog eller mandskab, naar ilden fik tag i dette. Der kom den ovenfra toppen! Hvislende og smygende med rivende fart frem gjennem lyngen og renmosen. Det var «botnvarme» og ikke «topvarme». Hist og her tog den dog fat i en tørgran eller «tørhara», eller noget vindfald, og blussed op i svære flammer. Det knaged og hvinte af trær som faldt og tændte andre, og paa denne maaden stod straks det meste af hele skraaningen i brand. Midt i bakken var der ikke tale om at slukke. Vi maatte tilbage nedover; men før vi vidste ordet af det, havde vi varmen nedenfor os ogsaa. Den styrted vi os over. De faa som havde økser hugg ned smaa granbusker, og saa var det ikke andet for end at tage disse og slaa imod med, eller kare ud den smygende varmen i lyngen, saa godt det lod sig gjøre. Men i dette ulændet var det til liden hjælp. Varmen maatte have sin gang her, den kunde først med nytte mødes nede ved myrkanten, hvor trærne stod mere spredt. Her fik vi hugget en «line», og slog saa imod med busker, saa ilden ikke kom over den. Oppe i skraaningen brændte det lystig i mangen stolt «tørhara», som var for fed til at modstaa ilden. Paa de friske trær brændte bare naalene og de tyndeste grener, saa trærne blev staaende lige ranke, men forfærdelig stygge og triste med sine svartbrændte stammer og sine sværtede, sprikende grener.

Siden tog vi tørn efter tørn, brugte kommando-ordene, gik paa med bajonetten hvor det lumred hedest, og hugg og brød. Det var den forunderligste blanding af alvor og leg.

Lidt udpaa eftermiddagen var vi herre over ilden. 39Udpaa kvelden stilned det af og saa mer fredeligt ud paa vor kant. Om natten sov jeg midt i myren, med fire-fem voksne karer ovenpaa mig.

Udpaa formiddagen brød det løs igjen med vældige røgskyer langt i nord, i retning af Øglekletten. Det var ikke andet end «paa ’n igjen», og det baade fort og vel. Over ur og myr, friskt og brændt, i solsteg, saa svetten silte og kulstøv og aske stod som en sky. Svarte og fæle blev vi. Oppe fra en høi ryg paa aasen havde vi udsigt. Jeg glemmer den aldrig. Hele den svære strækning som ilden havde herjet laa udover rundt omkring os, svart i svart, saa langt en kunde se. En enkelt liden grøn flek som havde gaat fri her og der stak underlig lyst af mod denne uendelig triste farven. Her paa denne ryggen maatte det før have været baade vildt og vakkert. Nu var lyngen borte, de mòsegrodde svære stenene nøgne og svarte, og de skjeggete granerne tomme og fattige. Og fugl og ekorn? Dem var det saart at tænke paa. Smaafuglene havde vi set flagre høit over branden, og ofte styrte sig ned igjen mod rederne, som de ikke vilde forlade. En jerpe var blit liggende stille paa redet, og fløi ikke op. Det blev nok længe til det kom fuglesang og dyreliv her igjen. — Det var rent underligt nedenfor ryggen at se en bæk. Den ligesom stjal sig væk mellem de svidde trærødder og stener. Den var fuld af halvbrændt kvas og støvet af sot og aske, og gjorde det triste landskab endda tyngre og tristere. Men bag Himmelmyraasen, lidt øst for Øglekletten, stod røgen truende til veirs. Det var did vi skulde.

Før vi var halvveis, saa vi ilden bryde frem over kammen paa aasen. Vi øged farten, og lidt efter var vi fremme. Men der var fuldt op af militær før. Gammelkarene var kommet efter, og det var fjerde linjekompani vi traf her. De havde hugget «line», og holdt netop paa at møde branden med modvarme. De stak lyngen og mosegrunden i brand. Og den var saa tør, at det fænged med rivende fart og voksende bredde. Oppe mod toppen mødtes disse vilde kræfter, styrtende mod hinanden i det forfærdeligste 40raseri. Jeg saa hvordan trær og vindfald blev løftet høit til veirs af lufttrykket. Kvist og kvas hvirvled rundt i luften, og larmen var grufuld. Det var værre end et tordenveir.

At de fik stanset varmen her, var et mesterstykke. Men saa stod de og, de kjække karene, og dirred i kroppen af sprængtaket. Vi vilde ikke være kleinere vi heller, og fik snart vort at gjøre; for vestenfra kom det en ny varme rykkende frem.

Der var en tømmervei et stykke fremme, hvor ilden kanske kunde stanses. Den svære furuskogen mellem den og bækken var værd mange tusend kroner, og varmen var ikke langt unda. Vi op som én mand, og inde ved tømmerveien begyndte nu en hugging uden lige. To og to mand om hvert træ bortover. Knald og fald. Trær blev løftet og kastet til side; det var som om tusend armer var i bevægelse.

Ilden kom sagte, i bred linje, rykkende mod os. Den var kanske 50 meter borte, og endda havde vi meget igjen at hugge; men heldigvis var det stilt, og grunden nogenlunde ren for kvist. Jo nærmere den kom, des hidsigere og seigere tog vi i. Heden begyndte at blive frygtelig. Vi maatte skiftes om huggingen. De som drog unda maatte hugge, og omvendt; og ofte maatte vi svale ansigtet i lyngen. Det var næsten ikke til at holde ud. Men vi gjorde ikke uniformen skam. Nogen bygdefolk som var med os gav tabt, men vi holdt ved, mange med blemmer paa kindet. Til slut stod bare ett træ igjen, rigtig en kjæmpegran. Fik vi den ned, var vi ovenpaa.

Fire mand tog paa. I næste øieblik maatte der skiftes med fire nye. Det var næsten raadløst at staa længer. Varmen tog fat i toppen af træet, men endda var der fire som hugg. Spændingen var stor. Saa styrted træet, men over paa vor, den ubrændte side. I et nu rendte vi ind paa det, trods ild og gnister, saa mange som fik plads, og i et øieblik var det vældige brændende træ løftet op af hundrede armer og kastet ind i ilden. Et rungende hurra! Vi havde vundet.

Omtrent samtidig var det sidste af branden blit slukket paa de andre udkanter, oppe ved Runddalssjøen og nedover mod Rena. Og da det for første gang paa 6—8 uger, til skogeiernes usigelige glæde, saa ud til at skulle komme 41regn, blev militærvakt overflødig. Vi trak os derfor alle afdelinger fremefter mod Stavlisætren, for at drage nedover igjen. Paa Stavlisætren saa det sørgeligt ud. Af hele den store sætergrend stod der to hus igjen. Af de andre var det bare grushaugene og de nøgne svarte peispiber tilbage. Svartbrændte stokker laa overalt. Men vi havde det svært koseligt ligevel, stegte flesk paa ovnsrør og røgte tobak. De fleste maatte ligge ude. Staurhuset og sauehuset, som stod igjen, rummed altid en halvandet hundred mand, naar vi gjorde os smaa; men vi var mindst et tusend alt i alt, deraf syv hundred mand militær. Jeg blev af de lykkelige som fik plads i sauehuset. Der fik vi det noksaa bra. Resterne af rogneløvet og lyngen som stod grøn langs bækken over sætervolden, rysked vi op og bredde ud paa gulv og i baaser. Saa la vi os paa gulvet, begyndte inderst ved væggen, og stuved os sammen, mand ved mand, saa tæt som muligt. Jeg laa i en baas hvor det var en liden glugge, saa jeg havde en frisk pust udefra. Mens jeg laa der, hændte det noget underligt. Det var just blit stilt, da skvatt det en fugl ind i gluggen, og, hvad rarere var, en gjøk. Saa vildsom var den blit i den stygge brændte skogen, at den tydde ind i menneskebolig. Efter nogen rædde flaks omkring i rummet, satte den ud af døren, som stod oppe.

Den natten sov vi ogsaa baade fast og godt, enten vi saa laa ude eller inde. Dagen efter bar det til bygds, og derfra tilbage til moen. Paa veien nedover mødte folk frem for at se os drage forbi. Det var just ikke parade-stas de fik se. Vi kom marsjerende i forrevne, svidde og sværtede trøier og bukser og forbrændte sko, men lige kjække og faste i takten, og med klingende viser, som da vi rykked ud.

Paa moen tog de mod os med færdig middag og fri resten af dagen.

Efter maleren Lars Jordet’s fortælling ved Elling Holst.

36

Det var på Terningmoen i Elverum i hårdeste sommertørken 1888. Ro-signalet var blåst for lengst, og vi sov så tungt og godt som man kun gjør på en ekserserplass.

Men — kl. halv 12 skingret med én gang allarm-signalet ut i natten, gjennomtrengende og uhyggelig. Vi opp, i klærne og ut på «lina». Bataljons-sjefen satt til hest, streng og alvorlig, med telegram i hånden. Nytt mannskap skulle av sted til skogbrannen omkring Runddalssjøen. 37150 mann var sendt til Rena om formiddagen. Avmarsj om fem minutter.

Ekstratog stod og ventet. Vi sprang inn, og det kjørte i vei, så vognene danset og sanden gjøv om øynene. Det er vist det uvørneste jeg har kjørt. Etter branden speidet vi forgjeves den første timen; men så begynte luften i aasbrynet i nordøst å stå mer tung og gul, og på selve kammen synte et rødlig skjær seg. Det var den første lysken. Straks etter la toget åsryggen bak seg, og med ett så vi midt i skogdybet selve det store, blaffende, ildrøde flammehav. Det kom så braat og uhyggelig, at det ga et sett i oss alle sammen, og det ble stilt inne i vognen.

Over på den annen side av Rena, like ved Renosen, ligger en brat hammer som heter Pilegrimsskjærene. Der stod pakkende fullt, mest kvinnfolk, og stirret på branden. Det var ikke bro over Glommen der den gang, så det tok litt tid å bli ferget over. Så snart vi var samlet igjen, satte vi opefter aasen. Veien bar stygt imot.

Klokken var vel 2 om natten da vi var fremme ved en plass som heter Ottebækken. Der ble det kommandert «i koll», og dere kan tro det smakte. Vi hadde da marsjert halvannen time i brat bakke, og hivde oss side om side i marken. Der fikk vi friskt vann på feltflaskene, og en kort, men kjekk tale av kapteinen. «Hør, gutter,» sa han, «nå er dere på virkelig krigsfot. Dere står overfor en fiende som kanskje blir likeså farlig som den de bruker kuler og krutt på. Gjør Deres beste, gutter. Ilden raser verre og verre. Ikke nok med at gildeste tømmerskogen i landet går, men setrer og plasser stryker med. Vis dere nå som norske soldater!»

Det bar inn i selve skogen. Den stod her duftende frisk og vakker i sommernatten. At alt dette skulle gå opp i røg og aske, det grep oss sterkt; vi lovet oss selv, noen hver, å gjøre vårt beste.

Det varte heller ikke lenge, før der lød signal til utrykning. Der ble gitt ordre til at fyrti mann av venstre fløy skulle rykke ut i østlig retning, for om mulig å berge 38en strekning som der var truet. Jeg ble akkurat den fyrtiende.

Det bar over en bløt myr og opp i en svær høyde, hvor tømmerskogen stod tett, og hvor det var så yrende fullt av brask og vindfall, at vi snarere måtte krabbe enn gå. Det var den beste nøringsved en kunne tenke seg. Det ble ikke stort å spørre hverken etter skog eller mannskap, når ilden fikk tak i dette. Der kom den ovenfra toppen! Hvislende og smygende med rivende fart frem gjennom lyngen og renmosen. Det var «botnvarme» og ikke «topvarme». Hist og her tok den dog fat i en tørgran eller «tørhara», eller noe vindfall, og blusset opp i svære flammer. Det knaged og hvinte av trær som falt og tente andre, og på denne måten stod straks det meste av hele skråningen i brand. Midt i bakken var der ikke tale om å slukke. Vi måtte tilbake nedover; men før vi visste ordet av det, hadde vi varmen nedenfor oss også. Den styrtet vi oss over. De få som hadde økser hugg ned små granbusker, og så var det ikke annet for enn å ta disse og slå imot med, eller kare ut den smygende varmen i lyngen, så godt det lot seg gjøre. Men i dette ulendet var det til liten hjelp. Varmen måtte ha sin gang her, den kunne først med nytte møtes nede ved myrkanten, hvor trærne stod mer spredt. Her fikk vi hugget en «line», og slo så imot med busker, så ilden ikke kom over den. Oppe i skråningen brente det lystig i mangen stolt «tørhara», som var for fet til å motstå ilden. På de friske trær brente bare nålene og de tynneste grener, så trærne ble stående lige ranke, men forferdelig stygge og triste med sine svartbrente stammer og sine sværtede, sprikende grener.

Siden tok vi tørn etter tørn, brukte kommando-ordene, gikk på med bajonetten hvor det lumred hetest, og hugg og brød. Det var den forunderligste blanding av alvor og lek.

Litt utpå ettermiddagen var vi herre over ilden. 39Utpå kvelden stilnet det av og så mer fredelig ut på vår kant. Om natten sov jeg midt i myren, med fire-fem voksne karer ovenpå meg.

Utpå formiddagen brød det løs igjen med veldige røykskyer langt i nord, i retning av Øglekletten. Det var ikke annet enn «på ’n igjen», og det både fort og vel. Over ur og myr, friskt og brent, i solstek, så svetten silte og kullstøv og aske stod som en sky. Svarte og fæle ble vi. Oppe fra en høy rygg på aasen hadde vi utsikt. Jeg glemmer den aldri. Hele den svære strekning som ilden hadde herjet lå utover rundt omkring oss, svart i svart, så langt en kunne se. En enkelt liten grønn flekk som hadde gått fri her og der stak underlig lyst av mot denne uendelig triste farven. Her på denne ryggen måtte det før have vært både vilt og vakkert. Nå var lyngen borte, de mòsegrodde svære stenene nakne og svarte, og de skjeggete granene tomme og fattige. Og fugl og ekorn? Dem var det sårt å tenke på. Småfuglene hadde vi sett flagre høyt over branden, og ofte styrte seg ned igjen mot rederne, som de ikke ville forlate. En jerpe var blitt liggende stille på redet, og fløy ikke opp. Det ble nok lenge til det kom fuglesang og dyreliv her igjen. — Det var rent underlig nedenfor ryggen å se en bekk. Den likesom stjal seg vekk mellom de svidde trerøtter og stener. Den var full av halvbrent kvas og støvet av sot og aske, og gjorde det triste landskap enda tyngre og tristere. Men bak Himmelmyraasen, litt øst for Øglekletten, stod røyken truende til veirs. Det var dit vi skulle.

Før vi var halvveis, så vi ilden bryte frem over kammen på aasen. Vi øket farten, og litt etter var vi fremme. Men der var fullt opp av militær før. Gammelkarene var kommet etter, og det var fjerde linjekompani vi traff her. De hadde hugget «line», og holdt nettopp på å møte branden med motvarme. De stak lyngen og mosegrunnen i brand. Og den var så tør, at det fenget med rivende fart og voksende bredde. Oppe mot toppen møttes disse ville krefter, styrtende mot hinannen i det forfærdeligste 40raseri. Jeg så hvordan trær og vindfall ble løftet høyt til veirs av lufttrykket. Kvist og kvas hvirvled rundt i luften, og larmen var grufull. Det var verre enn et tordenvær.

At de fikk stanset varmen her, var et mesterstykke. Men så stod de og, de kjekke karene, og dirret i kroppen av sprengtaket. Vi ville ikke være kleinere vi heller, og fikk snart vårt å gjøre; for vestenfra kom det en ny varme rykkende frem.

Der var en tømmervei et stykke fremme, hvor ilden kanskje kunne stanses. Den svære furuskogen mellom den og bekken var verd mange tusen kroner, og varmen var ikke langt unna. Vi opp som én mann, og inne ved tømmerveien begynte nå en hugging uten like. To og to mann om hvert tre bortover. Knall og fall. Trær ble løftet og kastet til side; det var som om tusen armer var i bevegelse.

Ilden kom sakte, i bred linje, rykkende mot oss. Den var kanskje 50 meter borte, og enda hadde vi meget igjen å hugge; men heldigvis var det stilt, og grunnen noenlunde ren for kvist. Jo nærmere den kom, des hissigere og seigere tok vi i. Heden begynte å bli fryktelig. Vi måtte skiftes om huggingen. De som drog unna måtte hugge, og omvendt; og ofte måtte vi svale ansiktet i lyngen. Det var nesten ikke til å holde ut. Men vi gjorde ikke uniformen skam. Noen bygdefolk som var med oss ga tapt, men vi holdt ved, mange med blemmer på kinnet. Til slut stod bare ett tre igjen, riktig en kjempegran. Fikk vi den ned, var vi ovenpå.

Fire mann tog på. I neste øyeblikk måtte der skiftes med fire nye. Det var nesten rådløst å stå lenger. Varmen tok fat i toppen av treet, men enda var der fire som hugg. Spenningen var stor. Så styrtet treet, men over på vår, den ubrændte side. I et nå rendte vi inn på det, trass ild og gnister, så mange som fikk plass, og i et øyeblikk var det veldige brennende tre løftet opp av hundre armer og kastet inn i ilden. Et rungende hurra! Vi hadde vundet.

Omtrent samtidig var det siste av branden blitt slukket på de andre utkanter, oppe ved Runddalssjøen og nedover mot Rena. Og da det for første gang på 6—8 uker, til skogeiernes usigelige glede, så ut til å skulle komme 41regn, ble militærvakt overflødig. Vi trakk oss derfor alle avdelinger fremefter mot Stavlisætren, for at drage nedover igjen. På Stavlisætren så det sørgelig ut. Av hele den store setergrend stod der to hus igjen. Av de andre var det bare grushaugene og de nakne svarte peispiper tilbake. Svartbrente stokker lå overalt. Men vi hadde det svært koselig likevel, stekte flesk på ovnsrør og røgte tobakk. De fleste måtte ligge ute. Staurhuset og sauehuset, som stod igjen, rommet alltid en halvannet hundre mann, når vi gjorde oss små; men vi var minst et tusen alt i alt, derav syv hundre mann militær. Jeg ble av de lykkelige som fikk plass i sauehuset. Der fikk vi det nokså bra. Restene av rogneløvet og lyngen som stod grønn langs bekken over setervollen, rysked vi opp og bredde ut på gulv og i båser. Så la vi oss på gulvet, begynte innerst ved veggen, og stuved oss sammen, mann ved mann, så tett som mulig. Jeg lå i en baas hvor det var en liten glugge, så jeg hadde en frisk pust utenfra. Mens jeg lå der, hendte det noe underlig. Det var just blitt stilt, da skvatt det en fugl inn i gluggen, og, hva rarere var, en gjøk. Så villsom var den blitt i den stygge brente skogen, at den tydde inn i menneskebolig. Etter noen redde flaks omkring i rommet, satte den ut av døren, som stod oppe.

Den natten sov vi også både fast og godt, enten vi så lå ute eller inne. Dagen etter bar det til bygds, og derfra tilbake til moen. På veien nedover møtte folk frem for å se oss drage forbi. Det var just ikke parade-stas de fikk se. Vi kom marsjerende i forrevne, svidde og sværtede trøyer og bukser og forbrente sko, men lige kjekke og faste i takten, og med klingende viser, som da vi rykket ut.

På moen tok de mot oss med ferdig middag og fri resten av dagen.

Etter maleren Lars Jordet’s fortelling ved Elling Holst.