32

Kaare fra Nes stod høit i rybaade for kløgt og kjæmpekræfter.Hvor han drog hen i bygd og by,kunde det spørges længe efter.Kaares hest var hans bedste eie,let under sadel og sterk for læs.«Denne Blakk,» sa Kaare fra Nes,«løber nok helst fra folk paa veie!»

Gamle Harald paa Berg i Flaahørte saa nødig Blakkens rygte;ti hans ganger, den abildgraa,Grane kaldet, sin lige søgte.Nu den var, som sin eier, ældet, —viste dog end sin traver-hu,sprang for slæden, og trak endnumønsterploven i prestegjeldet.33Haralds plov, som var kunstigstøbt,kosted sin herre svære penge;Kaare fra Nes, da den blev kjøbt,havde nok overbudt ham længe.Ploven laa under svalegangen, —og naar Harald blot saa der hen,husked han hvad han gav for den,holdt det lønlige nag ham fangen.

Harald sad som en jarl paa Berg.Rig var gaarden og sommerfager,mørk af graner paa hei og bjerg,lys der-under af eng og ager.«Her,» sa Harald, skal ei staa skifte;Anne, min datter, arver det alt.»Derfor var det jo òg hun gjaldtvidt omkring som det bedste gifte.

Traf du Anne, da slog du letalt hendes gods og grund i glemme;bedre arv af en gammel ættbar hun i aasyn, vekst og stemme.Alle tanker som adler kvindengav hende gunstige norner ind;derfor fik hun saa sundt et sind,lyst som blodet i rosenkinden.

Havde hun end kun liden ro, —idelig søgt af frierfærden, —én hun kjendte som, gjæv og tro,var hende kjær for alt i verden.Anne valgte blandt ungersvendeKaare fra Nes til fuldtro ven, —og saa satte han trygt igjenhele sit livsens haab til hende.

Gubben paa Berg blev vrang og tver,hver gang han hørte Kaare nævne.Derfor just med sin hjertenskjærhavde hans datter lønligt stævne;altid skjermet af tugt og ærestod deres møde ved dag og kveld, —og saa kunde de tvende velsorgen tvinge og haabet nære.

Julen, den glade høitid, kom;sneen laa dyb paa vei og tue.Mangen en hall som nys var tomblev nu en gjestmild gildestue.Rigt, efter gammel skik i norden,Haralds arne var smykt og tændt.Nu som bedst, paa den høie skrent,brammed hans gaard ved Krødrenfjorden.

Og blandt gjester i gubbens hall,samlede tæt i flok og række,stod han selv som en tømmertallover de lave graners hække, —stor af vekst og af lykkens gaver,herre til al den mark og skov,eier af bygdens bedste plovog af den vidtberømte traver.

Det var kveld den anden dag jul.Snæver og kvalm blev gildestuen;ei var sparet paa øl og sul, —mægtig flammede arneluen.Udenfor, paa de øde stier,skinnede maanen festlig smukt;glimrende hvid laa Krødrens bugtunder de steile birkelier.

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. III.

34Harald sagde: «Det er en grustøtt at sidde i arnevraaen.Bedre var det, om godtfolk nuprøvde et trav med mig og Graaen.Nu er det just en tid for Grane, —Krødren ligger saa tryg og glat,over til Nes gaar løbet radt, —det er den bedste traverbane.»

Men blandt gjesternes gangerflokfandtes ei dyr af traverblodet.Rige Harald vidste det nok;derfor hos gubben vokste modet.Og han raabte: «I lovlig ordensætter jeg op en pris af mit.Den som vinder, tør tage frithvad han kan bære selv af gaarden.»

Men det lød jo som skjemtens ord;her var paa kapløb ei at tænke.Lystig dog over islagt fjordsyntes en fart fra hallens bænke.Harald skulde i spidsen fareover til Nes og hjem igjen, —Harald, kaksen blandt bygdensmænd,fulgt af sin glade gjesteskare.

Men da nu fra den høie vanggangerne ned-ad kleven førtes,lød der fra Krødren bjeldeklang, —fodslaget af en traver hørtes.Og nu kjendte de svøbeknaldet, —jo, det var, efter alles dom,netop Kaare fra Nes som komhid med Blakken, som han var kaldet.

Tænk dig saa hvilken leg og lystgjesterne fik med ett paa isen.Alle raabte med samlet røst:«Harald! se, nu først gjælderprisen!»Harald saa nok at her var fare,og han skjulte til nød sin frygt, —vilde dog helst med snedig kløgtlægge for Kaares fod en snare.

Og han sagde: «Lad Kaare gaafluks til min gaard og prisen tage;Vinder da nu min abildgraa,bringer jeg byttet selv tilbage.» —Harald tænkte: Han er forvoven,og han henter jo vist min plov;kleven er slem for sligt et rov,og der styrter han nok for ploven.

Kaare ham tog paa ordet flink,ilte til Haralds gaard med glæde.Harald, under den mørke brink,sad imens i sin traverslæde.Midt i gangernes flok ved strandenstod paa sprang de vælige to,hakkede is med skarpe sko, —og man saa, de forstod hinanden.

Kaare var snart med sikker fodkommen til gaards ad klippetrinnet.Oppe paa tunet Anne stod,fager og lys i maaneskinnet.Studsende glæde greb de tvende, —hurtig veksledes blik og ord;Kaare fra Nes var sterk og stor,og paa sin arm han løfted hende.

36Medens han bar sin brud afsted,hørtes fra isen gny og latter.Klippernes skygge, dyb og bred,skjulte dog ham og Haralds datter.Og saa var han med ett i laget,satte i slæden fluks sin skat, —stod paa meien, greb tømmen fat,varsled sin Blakk med svøbeslaget.

Gamle Harald fór heftig op,fandt nu til gagns sin jul besværlig.Medens han skreg forgjæves: «Stop!»vrinskede Grane kampbegjærlig.Bjelderne rasled og laget støied,gangerne fór afsted paa stand, —med et rykk, som i samme spand,trak de tvende i sæletøiet.

Og saa gik det i uhørt fart;bagud laa alle Haralds gjester,men det kjendtes i løbet snart,hvo der i denne færd blev mester.Hvinende fløi paa Krødren-slettensnoen fra nord om Annes kind.Blakken, som selv var rapp som vind,bragte sit herskab først paa pletten.

Da saa gjesternes flok kom til,blev for den gamle legen værre.Og der holdtes et efterspil,endnu før nat, hos Granes herre.Ei han kunde, i al den gammen,skille med magt de tvende ad,aller mindst da med stevets kvadlaget i hallen sang dem sammen.

Og i bygden, fra gaard til gaard,hørte man siden stevet vandre.Og skjønt gubben paa Berg var haard,maatte han snart sit sind forandre.Lysning fik, inden paaskefesten,Anne med den hun havde kjær, —først i sangen af en og hver,saa i kirken af sognepresten.

J. S. Welhaven.

32

Kaare fra Nes stod høyt i rybåde for kløkt og kjempekrefter.Hvor han drog hen i bygd og by,kunne det spørres lenge etter.Kaares hest var hans beste eie,lett under sadel og sterk for læs.«Denne Blakk,» sa Kaare fra Nes,«løper nok helst fra folk på veie!»

Gamle Harald på Berg i Flaahørte så nødig Blakkens rykte;ti hans ganger, den abildgraa,Grane kalt, sin like søkte.Nå den var, som sin eier, eldet, —viste dog enn sin traver-hu,sprang for sleden, og trakk ennåmønsterplogen i prestegjeldet.33Haralds plog, som var kunstigstøpt,kostet sin herre svære penger;Kaare fra Nes, da den ble kjøpt,hadde nok overbudt ham lenge.Plogen lå under svalegangen, —og når Harald blot så der hen,husket han hva han ga for den,holdt det lønnlige nag ham fangen.

Harald satt som en jarl på Berg.Rik var gården og sommerfager,mørk av graner på hei og bjerg,lys der-under av eng og ager.«Her,» sa Harald, skal ei stå skifte;Anne, min datter, arver det alt.»Derfor var det jo òg hun gjaldtvidt omkring som det beste gifte.

Traff du Anne, da slo du lettalt hennes gods og grunn i glemme;bedre arv av en gammel ættbar hun i åsyn, vekst og stemme.Alle tanker som adler kvinnenga henne gunstige norner inn;derfor fikk hun så sundt et sinn,lyst som blodet i rosenkinnen.

Hadde hun enn kun liten ro, —idelig søkt av frierferden, —én hun kjente som, gjev og tro,var henne kjær for alt i verden.Anne valgte blant ungersvendeKaare fra Nes til fulltro venn, —og så satte han trygt igjenhele sitt livsens håp til henne.

Gubben på Berg ble vrang og tver,hver gang han hørte Kaare nevne.Derfor just med sin hjertenskjærhadde hans datter lønligt stevne;alltid skjermet av tukt og ærestod deres møte ved dag og kveld, —og så kunne de tvende velsorgen tvinge og håpet nære.

Julen, den glade høytid, kom;sneen lå dyp på vei og tue.Mangen en hall som nys var tomble nå en gjestmild gildestue.Rikt, etter gammel skikk i norden,Haralds arne var smykt og tent.Nå som best, på den høye skrent,brammed hans gård ved Krødrenfjorden.

Og blant gjester i gubbens hall,samlede tett i flok og rekke,stod han selv som en tømmertallover de lave graners hække, —stor av vekst og av lykkens gaver,herre til all den mark og skog,eier av bygdens beste plogog av den vidtberømte traver.

Det var kveld den annen dag jul.Snever og kvalm ble gildestuen;ei var spart på øl og sul, —mektig flammede arneluen.Utenfor, på de øde stier,skinte månen festlig smukt;glimrende hvit lå Krødrens buktunder de steile birkelier.

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. III.

34Harald sa: «Det er en grustøtt å sitte i arnevråen.Bedre var det, om godtfolk nåprøvde et trav med meg og Graaen.Nå er det just en tid for Grane, —Krødren ligger så trygg og glatt,over til Nes går løbet radt, —det er den beste traverbane.»

Men blant gjestenes gangerflokfantes ei dyr av traverblodet.Rike Harald visste det nok;derfor hos gubben vokste motet.Og han ropte: «I lovlig ordensetter jeg opp en pris av mitt.Den som vinner, tør ta fritthva han kan bære selv av gården.»

Men det lød jo som skjemtens ord;her var på kappløp ei å tenke.Lystig dog over islagt fjordsyntes en fart fra hallens bænke.Harald skulle i spidsen fareover til Nes og hjem igjen, —Harald, kaksen blant bygdensmenn,fulgt av sin glade gjesteskare.

Men da nå fra den høye vanggangerne ned-ad kleven førtes,lød der fra Krødren bjelleklang, —fotslaget av en traver hørtes.Og nå kjente de svøpeknallet, —jo, det var, etter alles dom,nettopp Kaare fra Nes som komhit med Blakken, som han var kalt.

Tenk deg så hvilken lek og lystgjestene fikk med ett på isen.Alle ropte med samlet røst:«Harald! se, nå først gjelderprisen!»Harald så nok at her var fare,og han skjulte til nød sin frykt, —ville dog helst med snedig kløktlegge for Kaares fot en snare.

Og han sa: «Lad Kaare gåfluks til min gård og prisen ta;Vinder da nå min abildgraa,bringer jeg byttet selv tilbake.» —Harald tenkte: Han er forvoven,og han henter jo vist min plog;kleven er slem for slikt et rov,og der styrter han nok for plogen.

Kaare ham tog på ordet flink,ilte til Haralds gård med glede.Harald, under den mørke brink,satt imens i sin traverslede.Midt i gangernes flok ved strandenstod på sprang de vælige to,hakkede is med skarpe sko, —og man så, de forstod hinannen.

Kaare var snart med sikker fotkommet til gaards ad klippetrinnet.Oppe på tunet Anne stod,fager og lys i måneskinnet.Studsende glede grep de tvende, —hurtig veksledes blikk og ord;Kaare fra Nes var sterk og stor,og på sin arm han løftet henne.

36Mens han bar sin brud av sted,hørtes fra isen gny og latter.Klippenes skygge, dyp og bred,skjulte dog ham og Haralds datter.Og så var han med ett i laget,satte i sleden fluks sin skatt, —stod på meien, grep tømmen fat,varslet sin Blakk med svøpeslaget.

Gamle Harald fór heftig opp,fant nå til gagns sin jul besværlig.Mens han skrek forgjeves: «Stopp!»vrinsket Grane kampbegjærlig.Bjellene raslet og laget støyet,gangerne fór av sted på stand, —med et rykk, som i samme spann,trakk de tvende i seletøyet.

Og så gikk det i uhørt fart;bakut lå alle Haralds gjester,men det kjentes i løpet snart,hvo der i denne ferd ble mester.Hvinende fløy på Krødren-slettensnoen fra nord om Annes kinn.Blakken, som selv var rapp som vind,brakte sitt herskap først på pletten.

Da så gjestenes flok kom til,ble for den gamle legen verre.Og der holdtes et etterspill,ennå før natt, hos Granes herre.Ei han kunne, i all den gammen,skille med makt de tvende ad,aller minst da med stevets kvadlaget i hallen sang dem sammen.

Og i bygden, fra gård til gård,hørte man siden stevet vandre.Og skjønt gubben på Berg var hard,måtte han snart sitt sinn forandre.Lysning fikk, innen påskefesten,Anne med den hun hadde kjær, —først i sangen av en og hver,så i kirken av sognepresten.

J. S. Welhaven.