29

Det er somme som mener at en ingenting kan lære af eventyrene. De er bare skrøner og fjas. De skulde dø ud med de gamle kaller og kjærringer som endnu fortæller dem; de fortjente ikke at skrives op, og endda mindre at læses.

Men dette er ikke rigtig tænkt. Eventyr og sagn har været folketro en gang. Vi vil vide hvad folk har trod, om vi end ikke selv tror paa det mere, fordi vi er blit mer oplyst. I de ældste tider trodde nordmændene paa Odin og Tor og mange andre guder. Nu læser vi ikke om disse guder for at tro paa dem, men for at vide hvad vore fædre har trod. Og det er paa lignende maade med folke-eventyrene. Vi ved godt at der ikke er troll eller nisser eller huldrer eller haugfolk; der findes ikke skibe som gaar land og vand, ikke brønder som er slig laget, at naar en kommer ned paa bunden, saa er der en grøn eng. Jeg vil ikke raade nogen til at springe ned i en brønd for at finde bedre græs nede paa bunden; heller ikke til at hugge hovedet af en hest, for at der skal komme en prins frem; for det gjør det ikke, det er bare digt.

30Men mange ganger er det bare en dragt, alt dette som er digtet; nogen synes at det er en ussel dragt, som skulde kastes bort; andre synes det er en vakker gammel dragt, som en skal gjemme. Og indenfor alt det som er digtet, er der noget som er sandt for alvor, noget som en kan lære af.

De fleste har vist hørt eventyret om Per og Paal og Espen Askeladd. Hvad finder vi da, naar vi klær dette eventyr af? Hvad alvor ligger der gjemt bag skjemt og digt?

Hvem er Askeladden? Askeladden er fattigmandens useligste barn; han som ligger og graver i asken, som ingen vører, og som brødrene ler af. Men det er han som vinder prinsessen og halve riget. Hvad er meningen med dette? Meningen er: Fæst dig ikke ved klær eller penger, eller det som hænger udenpaa; tro bare ikke at det har det mindste at sige, naar det kommer til stykket. Nei, naar det gjælder livet, eller noget stort skal ske, saa spørs det ikke om klær eller stand; det spørs om mod og tro og mande-vet.

Du har vist hørt at oppe paa nordlandsbaadene har de en høvedsmand; han raader over hele mandskabets liv og død; for det er han som kommanderer. Mandskabet vælger ham selv. Og de vælger ligesaa godt den fattige tjenestgut som de vælger den velstaaende husbond. Velstanden og magten hjælper ikke det aller mindste, naar brottene kommer, og det gjælder at styre unda. Da kommer det bare an paa at styre klogt og kjækt. Slig er det i historien ogsaa. Fattiggutten kan svinge sig op til at blive høvedsmand, saa folket styrer efter hvad han har sagt, i hundreder af aar. Slig en fattiggut var MARTIN LUTHER. Han blev stævnet en gang til at møde for keiseren og alt det som fornemt var i riget. Da var han munk. Keiseren trodde ikke det kunde være muligt, at denne stakkars karen havde skrevet de bøgerne som havde gjort sligt opstyr. Nogen af dem som var i salen lo af LUTHER. Mange mente at det skulde gaa ham endda værre end det i eventyret gaar dem som ikke kan klare sig. Han skulde blive brændt. Men denne ringe munk rev pavemagten overende i det halve Europa. Han var stedt som Askeladden i kongsgaarden. Men han vandt det halve rige. 31Han blev høvedsmanden. Efter hans ord har en stor del af den kristne kirke styret i over halvfjerde hundred aar.

Hvad staar der mere i eventyret? Kongen vilde have en brønd som skulde holde vand hele aaret; men ingen kunde grave den. Og lige udenfor vinduerne til kongen var det vokset op en ek; den var saa stor og diger at den skygged for lyset i kongsgaarden. Kongen havde lovet ud mange mange penger til den som kunde hugge ned eken; men ingen var god for det.

Saa kom Askeladden. Han fik hugget eken og gravet brønden. Hvorfor? Det staar i eventyret, at da han og brødrene kom gaaende under en brat hei, saa hørte de noget som hugg og hugg oppe i heien. Brødrene ænsed det ikke, men Askeladden sa: «Jeg undres hvad det er som hugger oppe i heien, jeg.» Han la afsted opover bakkerne. Saa var det en øks som stod og hugg og hugg paa en furulæg. Askeladden tog øksen. Det var den øksen som fældte kongs-eken. Paa samme maade var det med grævet som stod og grov og grov af sig selv, og med valnøtten som vandet sildred af; grævet grov brønden, og valnøtten gav vand.

Nu er det nok saa, at dette er digt; for det er ingen økser som hugger af sig selv; ellers vilde det være mageligt arbeide at fælde tømmer i de norske skoger. Men det vigtigste af det hele, det er sandt. Hvorfor var det han fandt øksen? Fordi han undred sig; fordi han studsed og stansed, fordi han ikke gik tankeløs forbi, som brødrene; han vilde have greie paa tingene og granske dem ud. Han havde lydhørt øre for det som de andre ikke vørte; ingenting var ham for smaat eller dagligdags. Men brødrene, som lo af ham, de fik ingen prinsesse. Dette er sandt i dybere mening; slig gaar det i verden. Det er bare de som giver sig til at stanse og spørge og grunde; det er dem som det blir noget af.

Fortællingen om det som virkelig er hændt i verden kalder vi historie. I historien staar det om en mand som ogsaa undred sig og spurte, og som folk lo af. Ja, han undred sig frem til en hel ny verden. Han opdaged Amerika. det var Kolumbus.

Og hvad er det ikke sked i verden af store ting, fordi 32det var nogen som blev staaende og undred sig! De fleste af os gaar bare forbi, altfor ofte. De som undrer sig over naturen og gransker den, kalder vi naturkyndige. Og saa meget har de nu gransket i mange hundreder af aar, at de har faat færdigt det som er ligesaa vidunderligt som det Askeladden gjorde. Han grov en brønd, han hugg en ek. Men de naturkyndige har grundet saa længe til de kunde aabne bergene og sende menneskene afsted paa vogner uden hester, til folk kunde budsende hverandre og faa svar samme dag tusender af mil; og snakke med hverandre, om det er susende skog og brede fjorder og høie vidder imellem. Alt dette: jernbane og telegraf og telefon og alt det andre, det har vi faat fordi det var mænd som undred sig. Og én ting skal vi huske, selv om vi ikke blir naturkyndige, og ikke netop vinder prinsessen og halve riget: den som ikke gaar forbi, men giver sig tid til at stanse og tænke paa veien, han kommer nu til syvende og sidst længst frem og fortest frem.

Ved udg.

29

Det er somme som mener at en ingenting kan lære av eventyrene. De er bare skrøner og fjas. De skulle dø ut med de gamle kaller og kjerringer som ennå forteller dem; de fortjente ikke å skrives opp, og enda mindre å leses.

Men dette er ikke riktig tenkt. Eventyr og sagn har vært folketro en gang. Vi vil vite hva folk har trod, om vi enn ikke selv tror på det mer, fordi vi er blitt mer opplyst. I de eldste tider trodde nordmennene på Odin og Tor og mange andre guder. Nå leser vi ikke om disse guder for å tro på dem, men for å vite hva våre fedre har trod. Og det er på lignende måte med folke-eventyrene. Vi vet godt at der ikke er troll eller nisser eller huldrer eller haugfolk; der finnes ikke skip som går land og vann, ikke brønner som er slig laget, at når en kommer ned på bunden, så er der en grønn eng. Jeg vil ikke råde noen til å springe ned i en brønn for å finne bedre gress nede på bunden; heller ikke til å hugge hodet av en hest, for at der skal komme en prins frem; for det gjør det ikke, det er bare dikt.

30Men mange ganger er det bare en drakt, alt dette som er diktet; noen synes at det er en ussel drakt, som skulle kastes bort; andre synes det er en vakker gammel drakt, som en skal gjemme. Og innenfor alt det som er diktet, er der noe som er sandt for alvor, noe som en kan lære av.

De fleste har vist hørt eventyret om Per og Paal og Espen Askeladd. Hva finner vi da, når vi klær dette eventyr av? Hva alvor ligger der gjemt bak skjemt og dikt?

Hvem er Askeladden? Askeladden er fattigmannens useligste barn; han som ligger og graver i asken, som ingen vører, og som brødrene ler av. Men det er han som vinner prinsessen og halve riket. Hva er meningen med dette? Meningen er: Fest deg ikke ved klær eller penger, eller det som henger utenpå; tro bare ikke at det har det minste å si, når det kommer til stykket. Nei, når det gjelder livet, eller noe stort skal ske, så spørs det ikke om klær eller stand; det spørs om mot og tro og mande-vet.

Du har vist hørt at oppe på nordlandsbåtene har de en høvedsmann; han råder over hele mannskapets liv og død; for det er han som kommanderer. Mannskapet velger ham selv. Og de velger likeså godt den fattige tjenestgut som de velger den velstående husbond. Velstanden og makten hjelper ikke det aller minste, når brottene kommer, og det gjelder å styre unna. Da kommer det bare an på å styre klokt og kjekt. Slig er det i historien også. Fattiggutten kan svinge seg opp til å bli høvedsmann, så folket styrer etter hva han har sagt, i hundrer av år. Slig en fattiggutt var MARTIN LUTHER. Han ble stevnet en gang til å møte for keiseren og alt det som fornemt var i riket. Da var han munk. Keiseren trodde ikke det kunne være mulig, at denne stakkars karen hadde skrevet de bøkene som hadde gjort slikt oppstyr. Noen av dem som var i salen lo av LUTHER. Mange mente at det skulle gå ham enda verre enn det i eventyret går dem som ikke kan klare seg. Han skulle bli brent. Men denne ringe munk rev pavemakten overende i det halve Europa. Han var stedt som Askeladden i kongsgården. Men han vant det halve rike. 31Han ble høvedsmannen. Etter hans ord har en stor del av den kristne kirke styret i over halvfjerde hundre år.

Hva står der mer i eventyret? Kongen ville ha en brønn som skulle holde vann hele året; men ingen kunne grave den. Og like utenfor vinduene til kongen var det vokset opp en ek; den var så stor og diger at den skygget for lyset i kongsgården. Kongen hadde lovet ut mange mange penger til den som kunne hugge ned eken; men ingen var god for det.

Så kom Askeladden. Han fikk hugget eken og gravet brønnen. Hvorfor? Det står i eventyret, at da han og brødrene kom gående under en brat hei, så hørte de noe som hugg og hugg oppe i heien. Brødrene enset det ikke, men Askeladden sa: «Jeg undres hva det er som hugger oppe i heien, jeg.» Han la av sted opover bakkene. Så var det en øks som stod og hugg og hugg på en furulegg. Askeladden tog øksen. Det var den øksen som felte kongs-eken. På samme måte var det med grævet som stod og grov og grov av seg selv, og med valnøtten som vannet sildret av; grævet grov brønnen, og valnøtten ga vann.

Nå er det nok så, at dette er dikt; for det er ingen økser som hugger av seg selv; ellers ville det være makelig arbeide å felle tømmer i de norske skoger. Men det viktigste av det hele, det er sandt. Hvorfor var det han fant øksen? Fordi han undret seg; fordi han studsed og stanset, fordi han ikke gikk tankeløs forbi, som brødrene; han ville ha greie på tingene og granske dem ut. Han hadde lydhørt øre for det som de andre ikke vørte; ingenting var ham for smått eller dagligdags. Men brødrene, som lo av ham, de fikk ingen prinsesse. Dette er sandt i dypere mening; slig går det i verden. Det er bare de som giver seg til å stanse og spørre og grunde; det er dem som det blir noe av.

Fortellingen om det som virkelig er hendt i verden kaller vi historie. I historien står det om en mann som også undret seg og spurte, og som folk lo av. Ja, han undret seg frem til en hel ny verden. Han oppdaget Amerika. det var Kolumbus.

Og hva er det ikke sked i verden av store ting, fordi 32det var noen som ble stående og undret seg! De fleste av oss går bare forbi, altfor ofte. De som undrer seg over naturen og gransker den, kaller vi naturkyndige. Og så meget har de nå gransket i mange hundrer av år, at de har fått ferdig det som er likeså vidunderlig som det Askeladden gjorde. Han grov en brønn, han hugg en ek. Men de naturkyndige har grunnet så lenge til de kunne åpne bergene og sende menneskene av sted på vogner uten hester, til folk kunne budsende hverandre og få svar samme dag tusener av mil; og snakke med hverandre, om det er susende skog og brede fjorder og høye vidder imellom. Alt dette: jernbane og telegraf og telefon og alt det andre, det har vi fått fordi det var menn som undret seg. Og én ting skal vi huske, selv om vi ikke blir naturkyndige, og ikke nettopp vinder prinsessen og halve riket: den som ikke går forbi, men giver seg tid til å stanse og tenke på veien, han kommer nå til syvende og sist lengst frem og fortest frem.

Ved udg.